Hindbærsnitter og trøfler var mine favoritkager, da jeg var barn – og er det faktisk stadig. Det var derfor nærliggende, at mine eksperimenter udi de søde sager skulle komme omkring hindbærsnitter.
Efter en del søgen på nettet kom jeg frem til en kombination af mange opskrifter, som virker rigtig godt for mig. Resultat blev godt. Alle i familien var vilde med dem.
Signe har godt nok døbt dem “sukkerkager”, men jeg tror nu alligevel, at vi holder fast i hindbærsnitter som navn.
Der er ingen tvivl om at hindbærsnitterne er kommet for at blive i vores repertoire af kager. Et lille tip er i øvrigt at spise dem på dagen, da de bliver lidt blødere de efterfølgene dage
/Dann
Ingredienser – 1 bageplade
- 200 gram smør
- 350 gram hvedemel
- 1 æg
- 1 knivspids salt
- 1 tsk vaniljesukker
- 100 gram flormelis
- 170-200 gram hindbærmarmelade
- 3 dl flormelis til glasur
- Lidt vand til glasur
Fremgangsmåde
- Sørg for at smørret har stuetemperatur
- Bland hvedemelet, salt, vaniljesukker og flormelis i en skål
- Smulder smørret ned i skålen
- Ælt smørret forsigtigt ind i dejen
- Slå ægget ud i skålen
- Ælt dejen sammen
- Sæt dejen til at hvile i køleskabet i minimum 1 time
- Forbered to bageplader med bagepapir
- Del dejen i to lige store dele
- Rul hvert stykke dej ud, så det passer til en bageplade. Husk at bruge mel som underlag.
- Kom dejpladerne over på en bagepladerne med bagepapir. Brug eventuelt et trick med at rulle den op med lidt mel.
- Bag pladerne enkeltvis i 12 minutter midt i en forvarmet ovn på 200 grader
- Sæt “kagepladerne” til at køle af på en bagerist
- Når de er helt kolde smøres marmeladen ud over en af pladerne
- Den anden plade placeres på toppen
- Lav glasuren
- Smør glasuren ud over toppen
- Brug et pizzahjul til at skære kagen ud i passende størrelse
- Stil hindbærsnitterne til at hvile, mens glasuren stivner
- Hindbærsnitterne er nu klar til servering
- Velbekomme!