Massaman karry med oksekød, kartofler og ris

Massaman karry med oksekød, kartofler og risMine eksperimenter ud i thailandsk mad ledte mig til en opskrift på massaman karry. En karry ret der er lidt utraditionel, idet den ikke er særlig stærk. Den er måske ikke særlig stærk, men den smager super godt!

Næsten alle opskrifter, jeg kunne finde på nettet, startede med at gå ned i en butik og købe en færdiglavet karrypaste. Det er ikke helt min måde at gøre det på, så jeg startede jagten efter en opskrift fra bunden. Efter en del søgning på nettet fandt jeg et par forskellige bud på, hvad der skal være i sådan en karry-pasta. Det endte med, at jeg lavede min egen opskrift på retten. Jeg var heldig, idet retten smagte helt perfekt i første forsøg. Lene var overrasket over hvor godt det smagte. Selv Signe kunne også lide sovsen, selvom hun i øjeblikket ikke vil spise nogen former for sovs.

Karrypasten kan gemmes i køleskabet eller fryses, og nedenstående opskrift er nok til 3-4 gange. Retten er endvidere super god dagen efter som madpakke eller i fryseren og så er der en hurtig aftensmad. Det kan helt klart anbefales at lave mere, end der skal spises.

Der er ingen tvivl om, at dette er blevet en fast del af vores madplan fremadrettet. Det er dog en weekend ret, idet det tager en del tid at lave.  Det kræver dog ikke megen indsats. Det er en rigtig simreret.

/Dann

Ingredienser

  • 300 gram skåret oksekød
  • 1½ spsk massaman karry-pasta
  • 2 spsk olievenolie
  • 2 spsk olie
  • 1 løg
  • 3 kardemomme kapsler
  • 1½ stjerneanis
  • 1 kanelstang
  • 400 ml (1 ds) kokosmælk
  • 200 ml vand
  • 1 spsk fiskesauce
  • 6-700 gram kartofler
  • ½ dl peanuts
  • 45 gram palmesukker (svarer til en “sukkerknald” af dem jeg køber)
  • 40 gram tamarind
  • 2 dl kogende vand

Fremgangsmåde

  1. Hvis massaman karry-pastaen ikke allerede er lavet, så skal den laves først
  2. Skær oksekøddet i stykker på størrelse med en halv tommelfinger
  3. Kom kødet i en lille skål eller en dyb tallerken.
  4. Hæld 2 spsk olivenolie og karry-pasta ud over kødet. Bland det hele godt rundt.
  5. Lad kødet marinere i minimum 30 minutter
  6. Skræl og hak løget i stykker
  7. Skræl kartoflerne og skær dem i stykker af ca. 3 cm. længde. Gerne lidt forskellige former.
  8. Kom tamarinden op i en skål
  9. Kog de 2 dl vand og hæld dem over tamarinden i skålen
  10. Brug et piskeris eller en gaffel til at røre godt rundt, så tamarinden bliver opløst
  11. Varm en gryde op på middel (4/9) varme
  12. Kom 2 spsk olie i bunden af gryden, så det dækker hele bunden (evt. mere olie hvis en stor gryde)
  13. Kom de hele krydderier (kardemomme, stjerneanis, kanelstang) op i olien og lad dem stege i ca. 4 minutter
  14. Tilsæt kødet og løget
  15. Skru op til høj varme (8/9) og rør godt rundt, mens kødet steger
  16. Lad det stege i ca. 5 minutter
  17. Tilsæt kokosmælk, 200 ml. vand og fiskesauce
  18. Si vandet fra tamarinden ned i gryden
  19. Lad det simre på lav varme (2/9)  i ca. 45 minutter
  20. Tilsæt kartoflerne og palmesukker og rør godt rundt
  21. Hvis sovsen ikke dækker kartoflerne tilsættes vand, indtil det dækker
  22. Skru op på middelhøj (7/9) varme
  23. Lad det simre i minimum 45 minutter (og gerne mere) til kartoflerne er klar og til væsken er reduceret til et passende niveau
  24. Bland herefter peanuts i gryden og rør rundt. Hvis nødderne skal være bløde, i stedet for hårde, skal de tilsættes sammen med kartoflerne
  25. Retten er nu klar til servering.
  26. Velbekomme!

Ingredienser – Massaman-karrypasta

  • 3 tørrede røde chili
  • 1½ tsk korianderfrø
  • 1 tsk spidskommen
  • 3 cm kanel
  • 4 stk nelliker
  • 3 stk kardemommekapsler
  • 1 tsk hvid peberkorn
  • 4 medium skarlotteløg
  • 1 citrongræs
  • 3 cm frisk galangalrod
  • 3 friske kafir lime blade
  • 1 tsk salt
  • 2 fed hvidløg
  • ½ tsk stødt muskatnød
  • 2 stængler korriander inkl. rødder
  • 2 spsk olie

Fremgangsmåde – Massaman-karrypasta

  1. Rist de hele tørre krydderier på en pande ved lav (3/9) varme
  2. Kom krydderierne op i en krydderikværn og kværn krydderierne
  3. Kom de tre chili i en lille skål med vand, så de kan blive bløde
  4. Fjern de yderste blade fra citrongræsset og skær den øverste halvdel og rodden fra
  5. Slå på bunden af citrongræsset, så smagen bliver frigivet
  6. Skær citrongræsset i små stykker
  7. Skræl og hak galangalrodden fint
  8. Hak kafir lime bladene fint
  9. Skræl og hak hvidløgene fint
  10. Hak de hele korianderstængler fint
  11. Kom samtlige ingredienser op i en lille foodprocesser (eller en stor morter, hvis du har en)
  12. Kør det til det bliver en finthakket ensartet pasta
  13. Kom pastaen over i en beholder og stil det til side. Det kan holde sig i køleskabet eller fryses.