Tredje dag i Fouvent le Haut

Her følger en del af en dagbog fra vores netop overståede tur sydpå fra søndag den 7. august til og med lørdag den 13. august. Billederne fra turen kommer i et senere indlæg.

Signe vågnede først lidt over 8. Igen til vores store overraskelse sov hun længe. Nærmest så snart hun vågnede spurgte hun efter farmor og farfar og inden længe var hun gået ned til dem. Vi spiste morgenmad og så gjorde Dann, Signe og jeg os klar til at tage ind til Gray. Vi kørte lidt over 10 og tog ind til et indkøbssted. Vi gik i en brugsforretning, inden vi besøgte en legetøjsforretning og et supermarked. Efter at have brugt en del tid der, tog vi ind til Gray centrum. Her gik vi en tur i parken og Signe fik lov til at lege på en legeplads. Det var ret populært.

Klokken lidt over 13 mødtes vi med Signes farmor og farfar og kørte til byen Dole. Den ligger ned til en flod og er utrolig smuk. En stor kirke troner over hele byen. Vi gik en tur i byen og Signe hyggede sig rigtig meget. Tilbage ved floden satte vi os ned og fik lidt at drikke, mens Signe løb rundt og legede. Vi kørte tilbage mod Fouvent, men vi skulle lige i en hyper Intermarche først. Det var nok mest for Danns skyld. Vi fik alle en is, da vi kom ud igen. Det synes Signe var fantastisk.

Vi var tilbage i Fouvent kl. lidt over 19. Signe legede, mens Dann lavede mad. Vi spiste lidt over 8 og Signe kom i seng halv ni.

/Lene