I dag stod vi op kl. lidt i 9 og nåede begge to at spise morgenmad. Det var igen ikke den store oplevelse. Kaffen bad vi om denne gang og fik lavet den ude bagved og den smagte rigtig godt. Omkring kl. 10 var vi klar til afgang. Først gik turen hen til en hæveautomat, for vi manglede penge. Den første vi fandt sagde, at vi havde hævet max beløb allerede, så den kunne vi ikke bruge. Vi fandt en anden og den virkede heldigvis og vi fik vores penge.
Derefter fandt vi metroen og tog denne til Cipro, hvor der var mødepunkt for en tourgruppe som ville tage os gennem Vatikanmuseet og Peterskirken. Turen startede kl. 11 og heldigvis kunne vi gå uden om køen til Vatikanmuseet. På turen blev vi udstyret med høretelefoner, så vi kunne høre, hvad guiden sagde. Han var amerikaner og han viste os nogle populære steder på museet. Han kun ikke vise os det hele, for der var ret meget, så det var kun højdepunkter, han viste os. Det var fascinerende og dejligt med en guide, da vi aldrig selv havde fundet ud af alle tingene.
Noget af det jeg syntes var mest spændende var Rafaels maleri af det Athenske universitet. Det var superflot og med mange betydningsfulde personer afbilledet. Et andet højdepunkt var det Sixtinske Kapel, som vi jo missede sidste gang vi var her, fordi jeg blev væk. Denne gang fik vi det hele med og det er bare rigtig smukt og utrolig lavet. Der var også mange mennesker og svært at komme frem og tilbage, men denne gang var Dann ved min side hele tiden.
Turen sluttede udenfor Peterskirken, hvor vi kort fik fortalt lidt om Michelangelos statue Pietá. Vi sagde farvel til gruppen og guiden og gik ind i Peterskirken. Den er vildt stor og flot, men vi havde ikke den store lyst til at tage billeder af det hele. Vi gik en runde og så gik vi ud igen. Vi gik på Peterspladsen foran kirken og nød denne. Det missede vi også lidt sidste gang, da vi mere eller mindre løb igennem den. Denne gang nød vi synet og den er flot.
Meningen var herefter at vi skulle finde Trastevere kvarteret og gå en tur der, men jeg måtte give op på vejen derned for jeg var sulten, lidt sur, havde ondt i fødder og ben og var generelt bare træt. Vi gik derfor ind mod midtbyen igen og fandt et sted og spise. Vi fik carpaccio til forret og jeg fik noget pasta med bacon og tomat, mens Dann fik cannelloni. Det var ikke et fantastisk måltid, men vi blev dog mætte.
Vi gik videre og efter 5 min. gang fandt vi Piazza Navona, så der kunne vi bare have spist, men det vidste vi ikke. Vi gik rundt i byen lidt og hyggede os og sad og sludrede forskellige steder. Dann fik også en is og jeg skulle på toilet, så jeg stod i kø i 20 min. på Mc Donalds, for vi kunne ikke finde et offentligt toilet.
Vi sad længe på Piazza Navona og nød stemningen og snakkede. Derefter gik vi hen og fandt et spisested. Dann fik fritata til forret, mens jeg fik buschetta. Det smagte sådan set ok. Vi blev dog noget mundlamme, da tjeneren kom og tog vores tallerkner, men lagde bestikket tilbage på bordet, så vi kunne bruge det igen. Derefter fik Dann risotto og jeg fik pasta carbonara. Det var mildest talt en skuffelse og det blev desværre det sidste måltid i Rom. Mens jeg var på toilet betalte Dann og blev nærmest skubbet væk fra bordet, fordi andre skulle til. Alt i alt ikke den bedste oplevelse.
Vi gik den sidste tur gennem Rom tilbage til hotellet. I morgen skal vi op kl. 4 og med en taxa kl. 5 for at flyve 6.55. Det er tidligt at skulle op, men heldigvis har vi en god tur at glæde os over. Og vi har hygget os og fået set meget og spist god mad og mindre god mad og virkelig dårlig mad. Der har været masser af mennesker og vejret har været varmt. Det hører med og vi har haft en rigtig god tur.
/Lene (& Dann)