Signe er efterhånden blevet en stor pige, der elsker at lege udenfor. Hun synes det er helt fantastisk at køre rundt på hendes scooter, at lege med hendes “strandsæt”, at feje med hendes kost, at gynge, at puste sæbebobler… ja listen er meget lang.

Når hun nu er så vild med at være udendørs, så tænkte jeg at det var tid til at “opgradere”, de oplevelser lidt. Derfor tog Signe og jeg en tur i dyrehaven lørdag den 24. juli. Dyrehaven er et indhegnet skovområde, hvor der er en masse forskellige dyr, man kan besøge.

Efter et kort besøg i Kvickly for lige at købe et par boller (Signe var lidt sulten), så ankom vi til dyrehaven. Signe var allerede fra start ret begejstret for at være i skoven. Hun begyndte at snakke, pege og fortælle om alt, hvad hun så. Efter vi var kommet ind i dyrehaven, ville Signe gerne ned og gå. Der gik ikke længe, inden hun havde fundet et dådyr (Signe kaldte dem “får” denne dag). Hun var overraskende ikke bange for dem, men ville gerne hilse på dem. Dyrene var også meget intereseret i Signe. Det hænger nok sammen med, at hun stadig havde en hel bolle i hånden, som hun gik og spiste lidt af.

På det tidspunkt syntes jeg, at det var lidt for meget af det gode, så jeg gav et af dyrene halvdelen af Signes bolle og håbede så på, at hun kunne få lov til at sidde på en bænk og spise resten. Men sådan tænkte Signe ikke helt. Hun ville gerne dele sin mad, så hun rakte sin del af bollen frem til “fåret” og var både begejstret og stolt da det spiste hendes bolle.

I løbet af den næste halve time fik vi både set fugle, ænder (ja ja teknisk set er det også en fugl) og masser af andre dyr. Signe hyggede sig helt utroligt meget, hun løb rundt, kravlede op af bakker og snakkede som et vandfald.

Da hun begyndte at gerne ville op tit og helst ikke ville ned igen, så var det tid til at gå mod bilen. Da vi kom derud fik hun øje på havet, der kunne ses gennem træerne. Det ville hun gerne se nærmere på, så vi gik gennem skoven over til et udsigtspunkt, hvor vi kunne se lige ned på stranden. Det var hun meget fascineret af et stykke tid, hvorefter hun gerne ville hjem igen og se mor.

Alt i alt havde vi en lille times tid i dyrehaven. Det var så god en tur, at vi allerede har været der en gang mere, og vi kommer til at tage derud rigtig mange gange.

For mig var det rigtig dejligt både at have noget tid alene med Signe og det var helt fantastisk at se, hvordan hun nysgerrigt og med stort gåpåmod kastede sig ud i at gå op af selv de mest stejle bakker….  jeg behøver nok ikke nævne, at hun sov godt om aftnen.

/dann

Torsdag i sidste uge skulle jeg hente Signe fra dagpleje. Lene skulle være på arbejde til 17:00 den dag. Det betød at Signe og jeg kunne tage på tur. Jeg tog tidligt fra arbejde og hentede hende kort tid efter, at hun vågnede fra hendes middagslur.

På vej ud til Signe snakkede jeg i telefon med Lene. Hun havde hørt en reklame fra CityVest om, at de havde et “skattekort” til børn. Et kort man kunne købe for 50,- kr. og så fik man mulighed for at hente en masse små gaver rundt om i centret. I pakken var der: et tørklæde, lidt legetøj, en bamse, en chokoladekiks, en dispenser til tyggegummi, en sodavand, en softice, en sjov kuglepen og indgangen til et legeland.

Det var for godt til at sige nej til, så Signe og jeg kørte i CityVest. Da vi skulle købe gavekortet, havde de en af de indkøbsvogne med en lille bil foran. Den kunne Signe ikke stå for, og det kunne jeg heller ikke. Så vi fik lejet en indkøbsvogn med bil (eller var det omvendt?). Signe lærte hurtigt, hvordan hun kom ind og ud af bilen.

For det meste af tiden sad hun bare og “kørte”, mens vi gik rundt og samlede gaverne ind. Dog var der lige tid til at sige tak, når hun fik noget. Det var dog meget få ting, der var til Signes alder. Vi fik samlet halvdelene af gaverne, inden vi skulle hjem. Dette dog først efter vi havde hygget os ret betragteligt og havde snakket og gået lidt rundt.

En del af tiden ville Signe faktisk gerne og sidde i vognen, så kun bedre kunne se sin far. Da vi så kørte forbi Føtex bageren sagde hun “bolle”, og så var faren solgt. Derfor fik hun en rosinbolle (tak til Føtex for at de giver det gratis til børn) som hun kunne spise under resten af turen.

CityVest er blevet bygget lidt om, siden jeg var der sidst. Det var derfor lidt spændende at gå på opdagelse, og ikke mindst opdage et mikro legeland uden for ØnskeBørn. Her fik Signe et nemt et kvarter til at gå med at lege og løbe rundt – til faderens store glæde.

Da vi ikke fik hentet alle gaverne den ene dag, så tog Signe og jeg derud igen om lørdagen. Denne gang havde vi dog valgt at tage mor med. På denne dag hentede vi de sidste gaver (dog kom vi aldrig i legeland, da det var lidt for voldsomt for hende med de store børn).

En af gaverne var en softice. Efter en del snak, så blev vi enige om, at hun rent undtagelsesvist skulle have lov til at smage. Det fik hun, og det var noget den lille pige kunne lide. Hun spiste en hel del, inden hun ikke havde lyst til  mere. Normalt er vi ikke så glade for, at Signe får sukker, og det holder vi fast i, men det var nu sjovt at se hende undres over, hvad det var for noget spændende noget hun fik i munden.

Glade og trætte tog vi hjem efter turen til CityVest. Signe sov en lang middagslur inden dagen fortsatte med endnu en tur i dyrehaven…

Jeg synes det er super fedt, at Signe finder det spændende at være med på alt fra indkøb til ture i skoven. Det gør det unægtelig meget nemmere at involvere hende i dagligdagen herhjemme..

/Dann

Det er helt tydeligt, at børn lærer en masse om verden, når de leger. Lige så tydeligt har det også været for os, at Signes leg har ændret sig i løbet af det sidste års tid.

For et år siden var det sjovt at slå lidt til ting og det var rigtig spændende at komme alting i munden og “smage” på det.

Det er stadig sjovt i nogle tilfælde at slå til ting, men nu er det ikke for at de skal bevæge sig, men for at de skal vælte. Ting kommer stadig i munden, men det er efterhånden ikke alt, der skal i munden og det er langt fra hele tiden, der er noget derinde.

Signes leg har udviklet sig. I efteråret og vinteren fik hun en del Little People (små plastic figurer og tilhørende ting – eks. biler, huse, heste, etc.). Til at starte med var det kun figurerne, der var sjove, og de skulle i munden.

Lidt senere blev det også spændende at trykke på de ting, der kunne sige lyde. Vi var meget fascineret af, at hun kunne finde ud af præcist hvor, hun skulle trykke for at få en lyd frem.

Efterhånden som tiden er gået, så er hendes leg blevet mere indlevelse og mindre “den er sjov den der”. Når hun leger i sit legekøkken er det helt tydeligt, at hun laver mad. Hun spiser maden, hun drikker af koppen og hun varmer tingene på komfuret.

Little People er også blevet anderledes. Nu skal der køres med hunden, hestene, traktoren, bilen og der skal helst mennesker ind i bilen eller op i toget, inden det skal køre.

Det er som om hendes leg er blevet udvidet til, at hun nu leger situationer og omstændigheder – hun ser sammenhænge, der er større end den ene ting, hun har i hånden.

Ikke kun er hendes leg blevet udvidet, men her på det sidste er det også blevet rigtig sjovt at have mor og far med i legen. Leger vi med Lego, skal vi helst være med til at bygge, er det Little People må vi gerne være med til at sætte menneskerne eller bygningerne op. Hun kommer også og siger “sammen” når der er noget legetøj, hun gerne vil have samlet – det kunne være samlingen af togvogne til et helt togsæt eller den slags.

Det er heldigvis ikke kun praktisk hjælp, hun gerne vil have fra os, hun vil også gerne vise os det hun leger med, hvad hun har bygget og hun vil rigtig gerne, at vi lever os ind i hendes verden og leger med. Det er helt tydeligt at se, når hun kommer og siger “ånden” (hvilket betyder hånden, hvilket igen betyder, at hun gerne vil holde os i hånden og som regel også at hun gerne vil et sted hen med os) og tager os med ind til hendes legetøj.

Når vi leger sammen, kan jeg ikke undgå at komme lidt mere ind i hendes verden. Jeg tager mig selv i at blive fascineret af legetøjets verden og de muligheder, det har. Jeg tror Signe er godt tilfreds med at faren også leger med og synes det er sjovt – både fordi jeg leger med Signe, men også fordi jeg i bund og grund er et legebarn.

For mig er det utroligt fascinerende at se, hvordan Signe løbende lærer. Det er dybt fascinerende dels fordi Signe jo er min lille pige og dels fordi det jo følger den udvikling, jeg efterhånden kender så godt fra mit psykologistudie.

Jeg kan huske, at vores sundhedsplejerske var lidt bekymret for at jeg læste psykologi og om jeg nu ville være efter Signe. For mig er det lige modsat. Hun skal selvfølgelig lære og udvikle sig helt i hendes tempo, men når hun så opdager noget nyt, er det ret sjovt for mig at vide, hvad det har af betydning og hvorfor det er vigtigt for hendes udvikling. Alene af denne grund følger jeg, at jeg at jeg får noget ud af mit studie.

Det bliver spændende at følge Signes udvikling gennem de næste par år, hvor der kommer til at ske mange ændringer i, hvordan hun leger.

Jeg glæder mig!

/Dann