I løbet af den sidste uges tid er Signe begyndt at interessere sig lidt for de små dyr, der kommer indenfor i løbet af sommerperioden. Hun peger på dem og snakker om dem på hendes søde facon, hvor hun siger en masse ting, som vi ikke kan forstå. Bagefter kigger hun selvfølgelig frustreret på mor eller far og kan ikke forstå, hvorfor vi ikke forstår hende.
Specielt fluer har fanget hendes interesse. Hun peger på dem, forsøger at røre ved dem og snakker også til dem. Derhjemme forsøger vi at lære det der med at sige hej og farvel, når man ser nogen. Signe er ikke helt med på idéen endnu, men der er dog ét tegn på, at hun er ved at fange den.
Når hun ser en flue, så bliver der sagt “hej flue” og når hun så forsøger at røre ved den og den flyver væk, ja så siger hun “farvel flue”. De første par gange hun gjorde det, var både moderen og faren ret imponeret. Det er jo selvfølgelig helt logisk, at man også skal hilse på en flue, når man nu skal gøre det på andre mennesker.
Jeg er helt vild med den naive (i ordets positive forstand) tilgang Signe har til verden. Det er utroligt spændende at være med til at opleve verden på samme måde som hende.
/Dann