Ikke flere analoge kort

Atlas fra bilenLige siden min første bil har jeg haft et vejkort i bilen. Kortet er blevet brugt ret sjældent. Faktisk kan jeg kun huske at vi har brugt det en gang, og det var mandag den 23. januar 2006. Den dag var jeg på vej hjem fra et kursus i Ballerup. På vejen kørte jeg ved en fejl mod Sjællands Odde, men jeg skulle altså over broen på vej hjem. Derfor valgte jeg at køre ned over Sjælland på nogle mindre veje. Det skulle vise sig at være en ret dum beslutning.

Midt på en lille vej uden gadebelysning løb jeg nemlig tør for springlervæske. Det var jo ikke et stort problem, hvis det ikke lige var fordi der var mørkt og fyldt med sjap på vejene. Her måtte jeg holde ind til siden og finde ud af, hvor jeg var. Det lykkedes heldigvis også og jeg endte med at komme hjem – selvom det tog lidt længere tid end normalt.

Det var på mange måder en ret træls tur, da jeg rigtig godt kan lide at køre efter min stedsans og ikke fokusere så meget på kort. Men denne oplevelse gjorde nu alligevel, at jeg var rigtig glad for at have et kort i bilen.

Faktisk gjorde oplevelsen, at jeg et halvt års tid senere købte en GPS antenne og TomTom til min Windows Mobile telefon. En løsning jeg gennem mange år har været rigtig glad for. For et års tid siden fik jeg så en ny telefon (HTC Touch Diamond II) der ikke kunne køre TomTom. Derfor har der i lang tid ikke været GPS i bilen, så jeg har været glad for at have et kort – just in case. Men det tilfælde hvor jeg skulle få brug for kortet har ikke vist sig behjælpeligt.

For en måneds tid siden fik min nuværende telefon (HTC Desire) Googles navigation installeret. Det virker stadig ikke fantastisk, men det er godt nok til, at jeg ikke behøver bekymre mig om at have et kort i bilen mere. Skulle det blive nødvendigt med hjælp til at finde vej, så kan jeg nu bruge mobilen.

Alt dette betyder at vi nu har taget vores gamle vejkort og smidt det ud. En lidt sjov oplevelse, hvor jeg fik tanker tilbage til de Atlas, jeg sad med i folkeskolens geografitimer. Ikke flere analoge kort til os.

/Dann

P.S. Jeg bruger faktisk tit GPS, når jeg skal finde vej et nyt sted hen og når jeg har travlt.. men det er en helt anden historie.