Min barsel nærmer sig sin afslutning. Ja faktisk er der kun få timer tilbage, inden jeg skal tilbage på arbejde. Ret symbolsk skal jeg til et par møder i København i morgen, så dagen starter tidligt med at jeg kører til København. En tur jeg ikke har taget siden et par dage før min barsel (med undtagelse af en tur med toget).

Når jeg ser tilbage på de sidste tre måneder, så har det været en helt fantastisk tid. En tid hvor der er sket meget lidt i mit liv, men utroligt meget i Signes. En tid som jeg under ingen omstændigheder vil have været foruden. Jeg er utrolig glad for, at jeg har holdt al den barsel, jeg har mulighed for.

Jeg føler, at jeg har været med til noget helt unikt. Jeg har oplevet en million ting for første gang sammen med Signe. Både første gang hun sad op, første tand, men også første gang hun interesserede sig for et bestemt stykke legetøj, første gang hun legede med en gryde, osv osv.. På den måde har alt været nyt for Signe og det har givet mig en ny fascination af det, der er gammelt for mig.

Alt er nyt – Gruk af Piet Hein, fra bog vi fik i bryllupsgave

For mig er der altid en nyslået klang
ved selv hvad jeg inderligst kender.
Det er som for første og eneste gang
de vanteste hændelser hænder.

Hvert nu har en uvant og ny karakter,
en aldrig-før-oplevet tone.
Og dét er lidt svært når man spiller klaver,
men sødt når man kysser sin kone.

Det har været tre måneder, hvor Signe har lært noget nyt om verdenen hver dag. Det har også været tre måneder, hvor jeg har lært noget nyt om Signe hver dag.

De tre måneder er gået rigtig stærkt. Lige fra den første dag har jeg tankemæssigt været væk fra mit arbejde. Der var jo nogen, der tog over, mens jeg var væk. Derfor har der ikke været nogen dårlig samvittighed over fraværet fra arbejde, ligesom der ikke er blevet checket emails, løst opgaver eller ligende. På trods af det, eller måske netop derfor, har dagene været fyldt helt op. Jeg har sovet, været sammen med Signe og “holdt hjem”. Det kan sagtens fylde en dag, en uge, en måned og et kvartal ud.

Det har været lidt hårdt at være hjemmegående husfar – specielt fordi Lene har arbejdet hårdt på sit speciale alle ugens 7 dage fra morgen til aften. Tiden er fløjet væk og jeg er næsten altid vågnet træt hver morgen og har tænkte “Sov lige 1 time mere lille skat”, men når først dagen var gået igang, så er den fløjet væk.

Det mest mærkelige ved at have været hjemme med Signe 7 dage om ugen bliver, at det hele fra i morgen bliver helt anderledes. Lene skal stadig arbejde på opgaven, men vi skal til at dele de huslige “pligter”, vi skal være fælles om Signe og vi skal have en hverdag til at fungere. Det bliver meget mærkeligt, at vi i løbet af de næste 3-6 måneder skal til at have et normalt hverdagsliv til at fungere.

Siden Lene og jeg lærte hinanden at kende har mindst en af os været indskrevet på et fuldtidsstudie. Lige om et øjeblik er det slut, og ikke nok med det, så har vi også fået en datter. Vi skal til at have helt nye rutiner herhjemme. Rutiner som jeg glæder mig til, at vi sammen finder. Det bliver et spændende efterår, hvor vi for alvor skal til at være en lille kernefamilie.

Hvordan er denne sidste dag så? Jo, jeg glæder mig til at komme tilbage på arbejde, og endnu mere så glæder jeg mig over at arbejde for en virksomhed, der tilbyder mig at holde barsel i et helt kvartal. På den anden side så er jeg vemodig over, at Signe er startet i dagpleje og at det ikke længere er mig, der skal være sammen med hende i alle hendes vågne timer. Jeg glædes over de fantastiske oplevelser, jeg har haft med min datter, og jeg glæder mig til at skulle bruge mig selv i en arbejdsmæssig sammenhæng. Det er altså med blandede følelser, at jeg i dag siger farvel til min barsel og goddag til mit og vores nye liv.

Det har været fantastisk at være fuldtidsfar.

/Dann