Signe er 5 måneder

I fredags blev Signe 5 måneder. Det har været fem utrolige måneder. Vi kan slet ikke huske hvad vi egentligt brugte al vores tid til inden Signe kom til verden.

Hendes fødselsdag var som alle andre dage er i øjeblikket. Den starter med at jeg tager hende op omkring klokken 6 når hun vågner efter 9-10 timers søvn. Jeg blev også denne dag mødt at det største smil, man kan forestille sig. Det er som om hun siger “godmorgen far, nu skal vi have en rigtig god dag sammen”. Så er det spisetid og herefter skal der leges et par timer inden hun begynder at blive træt og skal have en lille lur på en 3-4 timer. Efter denne lur er vi i gang igen og omkring 16:30 er hun igen træt og hun tager en lille lur på 1½-2 timer. Herfra er hun vågen indtil hun skal i seng mellem 20 og 21 om aftnen. I løbet af dagen er Lene på universitet for at lave sin hovedopgave, så det er kun Signe og mig der hygger indtil mor kommer hjem for at synge for Signe og ligge hende i seng.

I dag skulle vi til læge for at “fejre” hendes fødselsdag. Hun fik et en lille undersøgelse så vi kunne se at hun er 64 cm lang og vejer 7,4 kg. Vi har været lidt bekymret for om hun nu spiste nok mad, men at dømme efter hendes vægt, så går det godt. Hun ligger rigtig fint på sin kurve (faktisk to kurver, en for alder vs. højde og en for alder vs. vægt).

Udover den lille undersøgelse skulle hun også vaccineres To stik – et i hvert lår – skulle der til. Hun blev ked af det, men faldt hurtigt til ro igen. Helt anderledes end sidste gang. Måske det er fordi hun har prøvet det før, måske det er fordi både mor og far var der, måske det er fordi hun var træt, måske… ja det kan egentlig være ligemeget. Hun har det fint og ligger lige nu og sover sødt. Meget atypisk sover hun nok kun en gang i løbet af dagen da hun måtte springe over sin formiddagslur da vi skulle til lægen. Hendes søvn er lidt mere forstyrret end normalt. Hun har grædt et par gange i søvne, og det plejer hun ikke. Det er nok fordi hendes krop kæmper med vaccinen

Jeg er utrolig spændt på hvordan denne første dag på barsel (indtil nu har det været ferie og påske) kommer til at gå, når hun vågner. Er hun mon ked af det, eller er hun sit normale glade selv? Jeg håber ikke hun er generet af vaccinationen. Jeg håber at det største problem bliver de par blodpletter som jeg har på min skjorte efter hendes stik (hun kom op til mig med det samme og blødte lidt fra lårene).

Under alle omstændigheder, så har det været nogle fantastiske måneder siden Signe kom til verden. Jeg glæder mig helt vildt meget til de næste 2½ måned hvor jeg kan få lov til at være sammen med hende på fuld tid.

/Dann

One thought on “Signe er 5 måneder

Der er lukket for kommentarer.