Da jeg blev 18 fik jeg min første bil. En gammel Citroën AX. Alle der kendte mig dengang vil have en eller anden historie om bilen der i bedste fald kun kunne køres af mig. En bil som jeg har været rigtig glad for. Bilen var billig i drift, men havde en del besøg på værkestedet, som ældre biler selvfølgelig har. Da indkaldelsen til syn kom i starten af 2005 var det efter et besøg på værkstedet en kendsgerning: bilen skulle skrottes. Det ville simpelthen blive alt for dyrt at få igennem syn.

Derfor afleverede vi det hvide lyn den 27 februar 2005. Jeg var fast besluttet på at vi ikke behøvede en bil lige med det samme. Vi boede på Byvangs Alle og jeg kunne sagtens tage bussen til og fra arbejde. Det var nok mest Lene der savnede en bil på det tidspunkt.

Da jeg startede på cand.merc havde jeg et par fag, hvor jeg skulle møde op på skolen, hvis jeg skulle have en chance for at bestå (IT-retlige problemer og Adfærdsvidenskabelig metode). Det betød at der blev brugt lang tid på bustransport mellem skole og arbejde, og jeg fik lidt dårlig samvittighed over den tid jeg brugte i bussen, som jeg jo kunne bruge på arbejde. Det betød helt sikkert at jeg var mere til at snakke med end jeg havde været hidtil.

Derfor endte det med at vi i slutningen af august og starten af september i 2005 prøvede en masse biler. Vi var heldigvis enige om at vi skulle have en lille bil, selvom vi også prøvede nogle større af slagsen. Udover en lille bil, så var det vigtigt for mig at der var airconditionning i bilen. Det var/er vigtigt for mig ikke at svede i bilen på en varm sommerdag, specielt når jeg sidder 6 timer i bilen i bagende solskind med jakkesæt på (på vej til og fra København).

Valget faldt på en Nissan Micra som vi købte den 23. september 2005. Siden da har vi aldrig haft problemer med bilen. Den har opført sig helt som den skal.  Vi har været glade for det valg.

Hvad har så fået mig til at tænke tilbage på bilens historie? Jo, her forleden dag (18. marts) rundede odometeret 100.000 km på en tur på vej til København. Vi håber at bilen kan klare meget mere. Det er planen at beholde den indtil den bliver så dyr i værkstedsregninger, at det ikke kan betale sig (eller hvis der på et tidspunkt kommer endnu et barn i familien, så kan det være at vi får lidt pladsproblemer).

/Dann