Turen går til Rom

18. maj 2011 | Skrevet af Lene

Jeg  var så heldig  at få en tur til Rom i julegave. En dejlig overraskelse, som jeg blev rigtig glad for.  Vi besluttede at tage af sted i bededagsferien, da det ville betyde mindst muligt fri til Dann. Vi kiggede på rigtigt mange hjemmesider for at finde fly og hotel  og valgte til sidst at bruge expedia.dk. Hotellet vi valgte hedder Hotel Centro.

Vi skulle flyve fra Kastrup om eftermiddagen, da det så ville passe med, at Dann var på arbejde i København og kunne tage direkte i lufthavnen og jeg skulle mødes med ham der. Planen blev så lige lavet om og Dann var i Århus i stedet for, så han endte med at tage fri onsdag også.

Tirsdag aften pakkede vi det meste af vores ting og alle tingene til Signe, som skulle være hos farmor og farfar.

Onsdag morgen afleverede Dann  Signe i dagplejen og sagde farvel til hende der. Dermed sagde jeg farvel til Signe hjemme. Der var lidt svært og jeg var lige ved at græde, men det gik. Mens Dann afleverede Signe fik jeg styr på de sidste af Signes ting. Da Dann kom hjem igen efter at have afleveret Signe, kørte vi hen til farfar og afleverede alle Signes ting og bagefter kørte han os til Skanderborg Station, hvor toget havde afgang mod Københavns Lufthavn 10.41.

Der var masser af plads i toget, der var et IC4-tog. Vi syntes ikke, at toget kørte særlig stærkt og det lavede hårde opbremsninger. Der gik heller ikke længe, inden vi fik fortalt, at toget havde tekniske problemer og der blev arbejdet på højtryk for en løsning. Efter Vejle Station fik vi så at vide, at toget ikke kunne køre videre og at på Fredericia Station ville vi blive hentet af et andet tog. Så vi pakkede vores ting sammen og stod af, da toget langt om længe ankom til Fredericia. Vi fik heldigvis pladser ved siden af hinanden, så vi kunne snakke og hygge på resten af turen. Alt dette bevirkede selvfølgelig, at toget blev meget forsinket.

Folk i toget måtte lave mange planer om, fordi de nu var forsinkede. Vi var heldigvis i god tid, da vores fly først havde afgang kl. 16.50. Turen gik ok ind til København, men vi var stadig meget forsinkede. Vi havde ifølge togkonduktøren indhentet 6 min. Ikke rigtig noget, der hjalp i sidste ende for de mange, der måtte ændre deres planer.

På Københavns Hovedbanegård var der igen problemer, da et tog sad fast et sted i Øresund. Det betød at vi måtte vente endnu en gang og blev derfor endnu mere forsinkede. Det betød ikke det helt store for os, men kvinden vi sad overfor missede sit fly. Vi håber, at hun kom af sted alligevel. Endelig nåede toget frem til lufthavnen. Vi ankom 14:50 – hvilket altså vil sige en transport tid på fire timer og ni  minutter. Toget var ca. en time forsinket, men vi nåede da frem og vi havde stadig tid til overs.

Vi fandt vores papirer og tjekkede ind via selvbetjeningsautomaterne. Bagefter stod vi lidt i kø for at aflevere vores bagage. Derefter gik turen op til sikkerhedskontrollen, som vi heldigvis kom igennem uden de store problemer. Dann skulle lige igennem et lidt grundigere tjek, da maskinen bippede, da han gik igennem. Det tog dog ikke lang tid.

Ventetiden i lufthavnen blev brugt på at gå en tur og se hele området med butikker, madsteder og ventesteder. Vi fik også lige noget at spise og drikke hos lagkagehuset. Jeg fik en sandwich med laks og røræg og Dann fik foccasiabrød med tomat og pepperoni. Derefter fandt vi vores gate og ventede der på at boarde. Selve flyveturen gik uden de store problemer. Dog sad vi lige ved en vinge, så vi kunne ikke se så meget ud af vinduet. Vi ankom lidt forsinket til mellemlandingen i München, men ikke mere end 5 min. Vi stoppede udenfor en gate og skulle derfor med bus ind til terminalen. Da vi skulle flyve igen 35 min. efter landingen, gik vi direkte til gaten, hvor vi ikke rigtig nåede andet end at gå på toilet, inden det var tid til at boarde det næste fly. Igen blev vi hentet i en bus og kørt ud til flyet.

Også denne flyvetur fra München til Rom gik uden problemer. På begge flyveture, fik vi en lille sandwich og noget at drikke. Det var dejligt. Vi landede i Rom kl. ca. 21.05 og gik hen og fik vores bagege. Det tog ikke så lang tid og 20 min. over var vi klar til at finde ind til togstationen Termini. Toget kørte desværre, mens vi stod og skulle købe biletter, så vi kom først med et tog 22.07. På det tidspunkt var det desværre helt mørkt, så vi kunne intet se på turen. Vi var også begge trætte.

Vi ankom til Termini ca. 22.40 og gik derefter hent il hotellet. Dann var så sød at bære vores to tasker under hele turen, så jeg bare skulle bære min håndtaske og min jakke. Dann havde på forhånd printet et kort over den del af byen, som vi skulle igennem og det var rimelig nemt at finde hotellet. Det tog måske 10, min. at gå. På hotellet blev vi budt velkommen og receptionisten vidste endda hvem vi var. Nu sidder jeg på værelset og skriver dette. Værelset er rigtig fint og stort om end det er noget slidt. Men vi synes bare, at det giver charme. Klokken er 00.00 og jeg vil gå i seng.

/Lene (og Dann)

En kommentar til “Turen går til Rom”

  1. Lene & Dann Bleeker Pedersen » Blogarkiv » Set og sket i 2011 siger:

    […] Turen til Rom startede den 18. maj og foregik ved at tage toget til København og derefter fly for at ankomme sent om aftnen til Rom. Den første dag i Rom handlede meget om at gå rundt og se alle de spændende pladser og gode seværdigheder . Feriens anden dag i Rom gik primært med en tur på Palentinerhøjen, Forum Romanum og derefter en tur gennem midtbyen. Den tredje og sidste dag i Rom gik primært med en tur til Vatikanet og ellers en tur rundt i centrum af byen for at sige “farvel” . Turen gik fra Rom til Hørning den 22. maj 2011, og foregik ganske udramatisk, selvom det var en lang dag hvor vi tog fra Rom klokken 04 om morgnen og først var hjemme i Hørning omkring 19. […]