Signe vender sig fra ryggen om på maven

I dag har været en rigtig hyggelig dag. En dag i Århus på café, hvor Signe blandt andet fik mørkt brød, (røre)æg, bacon og honningmelon for første gang. Det var også første gang Signe sad op i barnevognen, hvor madrassen sættes som en stol. En stilling som hun tydeligvis rigtig godt kan li. Man får sådan et godt overblik over, hvad der sker i verden omkring en, når man kan se ud over siderne af barnevognen. Det er noget helt andet end at kigge op i luften. Det var helt tydeligt at omverden blev studeret meget nøje. Jeg glæder mig allerede til næste gang, vi skal på tur. Tror dog ikke det bliver i morgen. Der tager vi en slapper herhjemme, og så er det nok af sted igen på lørdag.

Der er mange “første gang” for Signe i dag, fordi hun vågnede en lille times tid efter hun var faldt i søvn her til aften. Åbenbart var det kedeligt at kigge på uroen, og hvad gør man så? Man vender sig da bare om, så man ligger på maven og kan kigge på sengeranden i stedet. På et tidspunkt gav hun lyd fra sig, og en pavestolt far så at hun havde vendt sig. Vendt sig fra ryggen om på maven for første gang.

Efter at være blevet behørigt rost, så skulle hun selvfølgelig puttes igen. Og igen for første gang begyndte hun at græde, hver gang jeg gik ud af hendes værelse. Det er selvfølgelig synd for hende, men fantastisk bekræftende for mig, at hun tydeligvis er glad for at have mig på værelset, da hun blev stille når hun kunne se mig.

Efter at have demonstreret at far var nødvendig for at falde i søvn et par gange, endte det med at jeg sad og nussede hende lidt indtil hun igen faldt i søvn.

Nyt mad, nye bevægelser og ny adfærd. Det har været en dag med mange begivenheder i dag.

Hvor er det fantastisk at være far (på barsel).

/Dann

P.S. Desværre for Lene var hun heller ikke hjemme denne gang. I dag er hun til et bestyrelsesmøde i en ejerforening. Igen i dag blev hun kimet ned for at få beskeden om, at Signe har lært at vende sig igen på en ny måde.