Tænk sig, det er allerede et år siden sidste jul. Der er sket utroligt meget i det sidste år. Et år der har været helt fantastisk. Det første hele år hvor vi har været tre. Men alt det skriver vi mere om i vores “traditionelle” nytårsindlæg.

Julen er traditionernes tid, og traditionerne er rimeligt ens, men også tilpas forskellige på tværs af familier til, at man ikke helt kan forudse hvordan andres jul er. En ting er dog sikkert, en jul er fyldt med hygge.

Derfor er hygge også det eneste, Dann kan være sikker på i aften, da han for første gang i sit liv skal holde jul væk fra sine forældre. Vi har hele tiden aftalt, at vi holdt jul hver for sig indtil vi blev tre. Herefter skulle vi holde jul hvert sted på skift, da vi selvfølgelig vil være sammen alle tre, samtidig med at vi også gerne vil deltage i de juletraditioner, der er i hver vores familier.

I år skal vi holde jul sammen med Lenes mor, søster, storebror, storebrors kæreste og deres fælles datter. Vi skal være i Saksild, så ikke kun skal vi have vores første hvide jul sammen, vi skal også have en jul, hvor vi kan se havet. At sidde indenfor i hyggeligt selskab og se ud på sneen og vandet kan nok ikke være meget bedre… det skulle da lige være de gaver, der venter under træet.

Julen skulle have startet for alvor i år med, at vi tog i kirke til en børnegudstjeneste i Hørning, men i skrivende stund er Signe lige vågnet fra en meget lang lur (1 time længere end normalt), og det betyder desværre, at vi må springe det over. Derfor tager vi inden alt for længe ud til Saksild, så Signe kan få sin middagslur derude og så vi kan være der klokken 16, når der er juletegnefilm i fjernsynet – en tradition fra Lenes familie.

Måske vi i løbet af nogle år begynder at få vores helt egne juletraditioner – det gør vi jo helt sikkert efterhånden som Signe bliver ældre. Vi glæder os eksempelvis allerede nu til at vi næste år skal have et juletræ og endnu mere julepynt end i år.

Det er ret fantastisk, at vi i år har en hvid jul. Det er rigtig hyggeligt – lige som da vi var børn (ja, der var nærmest ikke hvid jul, da vi var børn i følge statistikken, men sådan husker vi det jo ikke…). Vi har glædet os meget over sneen, når vi har været hjemme (og brokket os når vi har kørt bil) den sidste uges tid. Det har været en ren fornøjelse at se ud på, og ikke mindst at lege i med Signe (som også kan ses på julekortet ovenfor).

Lene og jeg har i år aftalt at vi ikke giver hinanden gaver – sådan rigtigt. Vi vil begge gerne have noget tøj, og det er lidt svært at ramme rigtigt i størrelser, så vi giver en indkøbstur til hinanden, som skal bruges mellem jul og nytår.

Signe kommer til at vælte sig i gaver. Hun har forstået konceptet i en gave – at det er noget hun får, som hun kan lege med. Det er helt tydeligt når hun pakker op, at hun vil have fat i det og i gang med at lege. Det så vi allerede til hendes fødselsdag, og det kommer vi til at se i aften. Vi er dog ret spændte på, om hun kan overskue alle de gaver hun får, eller om hun bliver helt rundtosset. Om hun allerede får sin julegave når vi  i aften synger “Lad den lille Signe blot, få sin julegave” i Højt fra træets top, vil vise sig.

Julekalender konceptet har hun også fanget. Vi har en chokoladejulekalender med Kinder chokolade. Her er hun helt vild når vi tager den ned, åbner en låge og giver hende et lille stykke chokolade. Nu synes vi ikke at hun skal have alt for meget sukker, så vi har indtil nu åbnet 5 låger, så den glæde trækker vi med ind i det nye år… julen slutter jo først til påske.

Vi glæder os meget til vores juledage, og vi ønsker alle andre også må få en rigtig glædelig jul.

Kærligst

Signe, Lene & Dann

Som nogle af jer har læst på facebook i går, så kom mit eksamensbevis med posten i går. Det burde nok ikke betyde det helt store, når jeg nu havde fået karakteren for specialet og vidste, at jeg var bestået. Men at stå med disse blanke stykker papir i hånden betød mere, end jeg lige havde regnet med. Jeg er nu cand.jur og må kalde mig det officielt.

Jeg ved nu, at nu kan de ikke tage det fra mig igen. Det er nu sikkert, at jeg er færdig. Jeg har hele tiden frygtet, at de (Universitetet) på en eller anden måde kunne tage min uddannelse fra mig igen. At de ville ringe og sige, at jeg desværre ikke var bestået alligevel. At jeg manglede noget eller at en af mine dispensationer ikke gik igennem, selvom de havde givet mig den. Min frygt er dels irrationel og dels stammer den fra forløbet omkring mit speciale.

Da jeg startede på Uni, fik vi at vide, at kandidaten kunne tages på et år, da alle vi fra Handelshøjskolen kunne få overført vores bachelor-opgave som speciale. Det var en af grundene til, at jeg turde give mig i kast med et nyt studie efter tre år på Handelshøjskolen. Det var trods alt minimum 3 år. De to første år forløb planmæssigt og jeg tog min bachelor.

Så startede jeg på kandidaten. Vi skulle lave en dispensationsansøgning for at få overført bachelor-opgaven. Jeg søgte og fik et brev tilbage med, at jeg kunne få seks fag overført, men skulle skrive speciale alligevel på grund af nogle ændrede regler. Det havde åbenbart været ulovligt at overføre en opgave fra bachelor-niveau til kandidat-niveau og det havde Uni lige opdaget. Det betød at dem, der søgte dispensation før denne nye viden, slap for at skrive speciale og os andre uheldige, som ansøgte “for sent” skulle skrive speciale. Det kom som et chok for mig. Jeg kunne slet ikke forholde mig til det. Derfor forsøgte jeg at fortrænge det. Det virkede ikke og betød bare, at jeg kom alt for sent i gang med at søge efter emner til specialet.

For mig var det bare så uoverskueligt at skulle skrive det dumme speciale. Jeg havde ingen anelse om, hvad det skulle omhandle og hvordan jeg skulle kunne skrive det. Jeg skulle have været færdig med mit studie i juni 2008, men nu blev det udskudt. Jeg fandt endelig et emne og fik skrevet specialekontrakt med min vejleder i juli 2008. Planen var, at jeg skulle være færdig med specialet inden jeg skulle på barsel i oktober 2008. Sådan gik det ikke lige, for jeg kunne ikke komme rigtig i gang med det. Jeg blev ved med at sige, at jeg lige skulle have lidt mere materiale og lidt mere og lidt mere. Og jeg blev ikke færdig før min barsel.

Afleveringsfristen blev udskudt pga. barsel til 18. maj. Jeg havde troet, at jeg kunne klare at aflevere til den dato, men sådan gik det ikke. Jeg kunne bare ikke komme rigtig i gang. 3 uger før fristen fik jeg udskudt fristen yderligere til 1. september. Flere gang i forløbet var jeg ved at give op og bare droppe ud af studiet. Men hvad skulle jeg så lave? samtidig var det jo spild af tid, at have brugt 4 år på Uni uden at få en brugbar uddannelse. Så specialet skulle simpelthen afleveres.

31. august lykkedes det mig så endelig at få afleveret. Inden fristen udløb. Det var dejlig befriende, men jeg var stadig bange for, at jeg ikke ville få min uddannelse. Men nu har jeg den endeligt og ingen kan tage dem fra mig. Jubii. Det er overstået og jeg er færdig som studerende på Århus Universitet. Dejligt. Endelig. Yes jeg klarede det!

/Lene

Den 31/08 2009 afleverede jeg mit speciale. Siden da har jeg gået og ventet på at høre noget fra studiet. I dag skete der så endelig noget. Et lille uskyldigt brev lå og ventede på mig i postkassen i dag. I det stod der:

“Det bekræftes herved, at Lene Bleeker Pedersen har bestået juridisk kandidateksamen. Sidste eksamensresultat vedrører den obligatoriske opgave, som er forhåndsgodkendt den 22/09 2009.”

Det betyder med andre ord, at jeg nu er færdig med mit studie og at jeg uofficielt er jurist. Sikke en fed følelse endelig at stå med brevet i hånden. Jeg har ventet på det og nu kom det endeligt. Jaaaaaaa. Brevet medførte et jubelråb fra mig og hvad man nok ville kalde et rejehop. Signe lå i barnevognen og skulle til at sove og fik nok et lille chok, da hendes mor pludselig råbte højt (undskyld Signe). Jeg skyndte mig ind og ringede jublende til Dann. Hvor er det fedt. Jeg er nu færdig på Universitet. Jeg er ikke studerende mere. Det er lang tid siden jeg sidst var i den situation (startede på Handelshøjskolen i 2002). Nu er jeg arbejdsløs og skal have meldt mig ind i en a-kasse, så jeg om 1 måned kan få nogle dagpenge og så skal tiden bruges til at søge jobs. Håber der snart kommer noget spændende i min retning. For jeg er nu færdig med mit studie og har en kandidatgrad og to bachelorgrader.

Som man nok kan læse ud fra dette indlæg. er jeg ret glad. Og det selvom jeg egentlig ikke behøver bestå specialet, da mine øvrige karakterer er gode nok til at bestå samlet. Men fedt at det er bestået. Nu skal jeg så bare vente på karakteren. Den har min vejleder og censor stadig 1 måned og lidt mere end 1 uge til at finde frem til. Håber dog ikke, at der går så lang tid, for nu skal det da bare overståes.

/Lene

I går 1. september havde jeg afleveringsfrist for mit speciale. To gange har jeg fået fristen udskudt pga. barsel, men denne gang skulle det afleveres, for ellers ville jeg bruge et eksamensforsøg og skulle arbejde med en lidt omformuleret titel i 3 mdr, uden SU, som jeg forlængst er løbet tør for.

Så afleveres skulle specialet. Den sidste uge knoklede jeg for at få det færdigt. Jeg sad hver dag og rettede specialet, indtil Signe skulle hentes i DP. Så blev jeg nødt til at slutte med at arbejde den dag, for så skulle jeg tage mig af søde dejlige Signe. Når hun så sov, kunne jeg lave lidt, men det var sjældent jeg havde energi til det efter en lang dag. Lørdag fik jeg også arbejdet lidt og søndag skulle opgaven være færdig. Jeg havde nemlig en ambition om, at specialet skulle afleveres mandag, så jeg havde ekstra tid, hvis noget gik galt.

Det lykkedes at blive færdig med det hele søndag aften. Det blev sent, for jeg fandt en fejl på forsiden i sidste sekund. Mandag skulle det hele printes, limes sammen og afleveres. Mandag kl. 12.45 stod jeg på ekspeditionskontoret på jura og afleverede mit speciale. Det var faktisk en lidt flad fornemmelse at aflevere. Alt det arbejde for bare at skulle lægge 3 eksemplarer på disken og gå igen… Det er ufatteligt, at man ikke får en bekræftelse på, at man afleverer sit speciale, men bare må regne med, at kontoret har styr på tingene. Lidt tankevækkende når det foregår på et jurastudie…

Men specialet blev afleveret og jeg kunne tage hjem og slappe af. Jeg var glad og lettet. Nu lykkedes det endeligt.

I går tirsdag fik jeg lov til at lave lige det, jeg ville, når jeg ville, uden at have dårlig samvittighed over alt det, jeg burde lave. Fedt. Jeg brugte en del af tiden på at sove, for jeg er blevet lidt syg. Sikkert en efterreaktion på stresset i den sidste tid. Om aftenen tog Dann og jeg i byen og hyggede med nogle venner, inden Signe skulle hjem i seng. Så alt i alt en god dag, som ikke blev stresset fordi jeg skulle aflevere mit speciale den dag.

Faktisk havde jeg det rigtig godt med, at have afleveret dagen før, for jeg ville nødig have, at afleveringsdagen var den samme, som min fars dødsdag. Det er svært at forklare, hvorfor jeg havde/har det sådan. Men jeg havde ikke lyst til at aflevere mit speciale på 3-års dagen for min fars død. Mærkeligt og heldigvis lykkedes det at aflevere dagen før.

Og jeg havde faktisk en god dag i går. Jeg savner min far og mangler ham i rigtig mange ting og ville gerne have hørt ham sige, at det var godt gået, at jeg endelig fik afleveret. Og jeg ville rigtig gerne have, at han skulle se mig blive færdig med mit studie. Men sådan skulle det ikke gå. Og det har jeg det ok med i dag. Jeg har accepteret, at han er borte. Jeg har indset, at jeg kan have det godt, selvom han ikke er her mere. Det er som det skal være. Men selvfølgelig vil jeg savne ham resten af livet.

Nu skal jeg vente på karakteren for specialet. Det kan tage op til 2 mdr. Det er lidt svært at vente, men jeg må prøve at tage det roligt. Det går jo ikke hurtigere af, at jeg stresser over det. Jeg skal ikke op og forsvare specialet. Det er både godt og skidt. Godt fordi jeg nu er færdig og skidt fordi jeg ikke kan komme til at forklare, hvis der er noget, jeg har misforstået fuldstændigt.

/Lene