Signe skulle i Djurs Sommerland i søndags. Det var planen, at hun skulle derop sammen med hendes fætter Kasper og med hendes farmor og farfar. Altså uden mor og far. Men med relativ kort varsel blev planen lavet om og det endte med at vi alle tre tog til Djurs Sommerland sammen med fætter Kasper, Danns bror og kæreste samt ikke mindst Signes farmor og farfar.
Det var en fantastisk idé. Vi var meget spændte på, hvad Signe ville sige til det. Hun er jo super glad for Randers Regnskov, Kattegatcentret og Aqua (hvor vi har et årskort til alle stederne), men hun har ikke rigtig prøvet nogle forlystelser i løbet af det sidste års tid. Da vi ankom var Signe lidt forsigtig og var ikke meget for at prøve de forskellige ting, men det ændrede sig i løbet af dagen. Inden vi kom hjem havde Signe prøvet en mini udgave af “Colorado River”/”Træstammerne” i Djurs Sommerland – altså en vandrutsjebane. Hun var også i en anden mini rutsjebane, hun red på en “hest” sammen med sin mor, hun kørte i et lille tog rundt på en bane og hun sejlede i en båd. Derudover var det et kæmpe hit at være i det store legeland, de har deroppe (det havde vi regnet med, da det også var et stort hit i Lalandia). Sidst men ikke mindst, så nød Signe at hoppe på trampolinerne.
Vi havde regnet med, at der var masser af mennesker og at vi nok ville komme til at stå i kø. Men virkeligheden var heldigvis meget anderledes. Der var ikke særlig mange mennesker og vi stod meget lidt i kø. Vejret havde sikkert noget med det at gøre, da metrologerne havde forudset en del regnvejr. Og det regnede da også en gang i mellem, men heldigvis var det korte byger, der hurtigt var overstået.
Det var også et kæmpe hit for Signe at være deroppe sammen med sin fætter Kasper. “Kom nu Kasper”, “Hoppe med mig Kasper?”, “Kasper prøve den?” var sætninger der blev sagt mange gange. Det var også først da Kasper gerne ville med, at Signe skulle prøve den “farlige” mini udgave af Træstammerne. Kasper er fantastisk til at tage sig af Signe, han lader hende være med og gør sig virkelig umage for at være sød ved hende. Derudover er det jo altid godt, når farmor og farfar er med og når far tilmed har bagt pølsehorn man kan gå at spise af, ja så tror jeg faktisk ikke det kan blive bedre.
Det var også super sjovt for os voksne, at resten af familien var med, da der så var mulighed for at prøve de forskellige forlystelser sammen med både Kasper og hans far. Det gjorde det lidt sjovere, at vi også selv kunne prøve andet end det, der var sjovt for Signe.
Signe var så begejstret for dagen og ikke mindst selvskabet, at hun slet ikke havde tid til at sove. Dermed blev det også en af de første dage, hvor Signe ikke har sovet til middag og klarede sig gennem dagen uden at blive sur eller træt. Det var imponerende. Hendes store begejstring var også skyld i, at vi købte et sæsonkort på vej ud. Vi har helt sikre på at vi kommer til at udnytte det til både Djurs Sommerland og til at få rabat på entreen til Legoland.
Alt i alt var det en helt fantastisk dag, som vi bare glæder os til kan gentages.
/Lene & Dann
P.S. De billeder vi tog fra dagen kan ses nedenfor:
One thought on “Djurs Sommerland”
Der er lukket for kommentarer.