Signe begyndte for et par uger siden at kravle op i sin tremmeseng helt selv – både når hun skulle sove, og når hun skulle hente sin dyne, Plys eller noget helt tredje.
Hun har længe kunnet tage ting fra sengen ved at kravle op på siden af den, men for et par uger siden var det første gang hun kravlede op i selve sengen. Siden er hun begyndt fast selv at kravle op i sin seng når hun skal sove.
For to dage siden besluttede vi os for at sænke siden af sengen, så hun nemmere kunne komme ind og ud af den, når hun havde lyst. Det betød at det var lidt nemmere at kravle op i sengen end det havde været hidtil.
I morges skete det så for første gang, at Signe selv kravlede ud af sin seng. Hun var åbenbart vågnet og havde konstateret, at det kunne hun da selv klare. Hun var derfor kravlet ud af sengen og gået ind til os. Det gjorde hun omkring klokken 5, som efterhånden er blevet hendes normale “stå op tid”.
Signe kom glad ind til os i sengen og sagde godmorgen. Herefter kravlede hun op i sengen, lagde sig mellem os og lagde sig til at sove igen. Her lå hun så og puttede ind til sin far, mens hun sov et par timer. Normalt ville vi for længst være stået op, men det var så hyggeligt, at vi blev liggende.
Dette var den første gang dette er sket herhjemme, og det var ret hyggeligt, så vi glæder os allerede nu til næste gang.
At hun har lært at kravle ud af sin seng har så også den lille ulempe, at hun her til aften allerede er kravlet ud af sengen en gang efter vi har puttet hende. Nu kan hun jo selv afgøre, om hun vil sove.
Det er ufatteligt hvor hurtigt hun bliver stor, og vi kan slet ikke forstå, at hun selv kan gå i seng og at hun selv kan stå op.
En ny æra er begyndt.
/Lene & Dann