De sidste julegaver er blevet købt. Det endte med at tage to dage. I går tog vi lidt over middag en tur ind til Århus for at få købt alle de gaver vi skal stå for (vi er så heldige at en del af julegaveindkøbet er outsourcet til anden side).
Vi kørte til Bruuns galleri og fik en af de sidste parkeringspladser derinde. Efter at have pakket bilen ud og samlet barnevognen gik turen ned af strøget mod Salling, hvor hovedparten af julegaverne blev købt. Undervejs blev Signe sulten og vi fandt ud af at Salling har nogle helt fantastiske faciliteter til børn i Signes alder. Der er fem puslepladser og en række sofaer til at give børn mad i. Der er selvfølgelig også en mikrobølgeovn så man kan varme medbragt mad. Signe fik for første gang siden hospitalet lidt modermælkserstatning, da vi ikke kunne medbringe mors mælk på turen (det skal være på køl). Det gik uden problemer. Signe fik spist og vi besluttede os for så småt at vende hjemad, selvom vi ikke var færdige. Turen havde nemlig varet over 4 timer, og det var tiden til at komme hjem i trygge rammer.
I Bruuns galleri gik vi i BR og købte endnu et par gaver. Efter BR gik turen forbi Kvickly (uden mad og drikke…) og herefter hjemad. Ca 5½ time senere kom vi hjem med en masse pakker, der næsten ikke kunne være i bilen. Det var Signes indtil nu længste tur væk hjemmefra og det var også hendes første besøg i Århus.
På indkøbsturen fik vi også lov til at gå på strøget under lysene med hinanden i hånden og Signe i barnevognen. Normalt tager Lene og jeg altid sådan en tur sammen i løbet af julemåneden, men i år måtte vi bøje den regel lidt da vi også havde Signe med. Et meget tydeligt tegn på, at vi nu er tre i familien.
Det var desværre ikke alle gaverne, der blev købt på byturen, så i dag tog Lene bilen ind til Skanderborg og fik købt de sidste, mens Signe og jeg blev hjemme.
Normalt ville vi have været færdige med gaveindkøbene i slutningen af november eller senest i starten af december. I år blev lidt anderledes, da vi først er ved at lære hvordan, hvor længe og hvor meget Signe skal og kan være væk hjemmefra. Måske det i virkeligheden er forældrene, der er mest bekymrede og gerne vil hjem med Signe i velkendte rammer. Det skal vi have lært i den kommende tid.
Heldigvis kan vi her 5 dage før jul sige: julegaverne er købt.
/Dann