I dag er det to år siden, at min far døde. Tiden omkring hans død var skrækkelig. Det gik bare alt for stærkt til, at jeg kunne nå at følge med. Han fik konstateret kræft den 7. august og den 1. september kl. 01.30 døde han. Den sidste tid befandt han sig i en morfin-rus og var sjældent rigtigt til stede. Han lå for det meste bare og klynkede af smerte og snakkede i vildelse.

Jeg kunne ikke holde ud at se ham i så store smerter og vide, at der var intet jeg kunne gøre for ham. Det var egentlig det største problem i hele hans sygdomsforløb. Tanken om, at han havde store smerter og jeg intet kunne gøre for at hjælpe ham. At hjælpe ham var det eneste jeg ønskede… Selv i dag er tanken utrolig svær.

Efter hans død reagerede jeg ved at tage en måned på sofaen, hvor jeg ikke lavede andet end at se fjernsyn. Det var ikke gået rigtig op for mig, hvad der egentlig var sket. Jeg vidste godt, at han var død, men jeg kunne slet ikke forholde mig til det. Jeg befandt mig i chok.

Derefter skulle jeg læse til eksamen. Jeg skulle op i forvaltningsret og jeg ville for alt i verden ikke udskyde studiet, så jeg skulle op. Jeg læste koncentreret i 1 1/2 måned og formåede at glemme det hele lidt og bestod da også mine eksaminer.

Julen kom og gik og selvom det var svært, så vi alle, at det var muligt at holde jul uden vores far/mand. Vi hyggede os og fandt på nye traditioner.

Efter jeg begyndte i skole igen, kom der en voldsom reaktion fra mig. Det var som om, at det der gik op for mig, hvad jeg havde mistet. Hele verden gik i stå for mig og jeg kunne slet ikke tale om min fars død. Det var ligesom gået i hårdknude og jeg indså, at jeg havde brug for hjælp. Jeg gjorde derfor det, at jeg ringede til en organisation for unge, der har syge forældre eller mistet en forælder. Unge og sorg hedder den. Det var utrolig svært at bede om hjælp, men det var det bedste jeg kunne have gjort. Jeg kom i en gruppe med andre unge, der havde mistet en forælder. Vi kunne dele glæder og sorger og snakke om alt det, der var svært for os i forbindelse med vores forældres død, men også om andet i livet. Jeg lærte der, at det var ok at være ked af det og at jeg godt kunne snakke om min fars død uden at bryde helt sammen. Jeg lærte også en masse andet om mig selv og det vil jeg for altid have med mig.

I dag har jeg det ok med min fars død. Jeg vil for altid savne ham i mit liv og jeg vil græde mange tårer over ham i fremtiden, men det er også helt ok. Han vil for altid være en stor del af mit liv. Jeg har et godt og indholdsrigt liv og er glad for min tilværelse. Og ja jeg sidder og græder nu, men det er gode tårer.

Jeg elsker dig far.

Knus din Lene