Forberedelsen til flytningen startede for snart 2 måneder siden, hvor de første ting blev smidt ud eller pakket ned. Men flytningen startede først for alvor fredag morgen.
Klokken 05:30 ringede vækkeuret og Dann stod op. Efter at have været i bad og gjort sig klar, kørte Dann bilen ud til Østergårds Alle 163. Herfra gik han (ca. 20 min) ned til bussen i Hørning, hvorefter han tog bussen ind til Århus.
Bilen skulle ud til vores nye adresse, så Lene havde et sted at sidde. Planen var nemlig at Lene skulle sidde i bilen på adressen og passe på vores ting. Vi havde nemlig fået lov til at fylde carporten op med vores ting inden selve overtagelsen af ejendommen. Lene kunne desværre ikke hjælpe med flytningen på grund af en operation i hendes hånd (mere om den i et kommende indlæg). Derfor passede det perfekt, at Lene på denne måde kunne sidde i bilen og passe på vores ting.
I Århus gik Dann ned til driveon.net hvor han omkring 07:45 hentede en Ford Transit varevogn, der var lejet til flytningen.
Hjemme igen begyndte Dann at fylde bilen med flyttekasser, mens Lene gjorde sig klar til dagens strabadser. Det tog ca. 1 time at fylde bilen med flyttekasser første gang. Det blev alt i alt til 52 flyttekasser i bilen og der kunne godt skubbes et par ekstra ind, hvis der blev mast lidt.
Vi kørte så begge til Hørning, hvor Dann tog flyttekasserne og placerede dem i carporten. Omkring klokken 10:00 var Dann færdig og kørte retur til Byvangs Alle for at flytte endnu et læs. Ca. 12:00 var Dann retur fra Byvangs Alle med en masse forskellige ting. Da huset skulle overdrages 13:30 kunne Dann ikke nå endnu en runde. Derfor lod han tingene blive i varevognen og kørte til Stilling i vores egen bil for at hente nogle af vores bøger, der midlertidigt blev flyttet for en uge siden.
Efter udlevering af nøgler (ca. 15:30) var det tid til at tømme den fyldte varevogn. Denne gang havde vi nøglen, så bilens indhold blev placeret i vores nye stue. Til at hjælpe med at tømme bilen (og resten af flytningen) kom en af Danns gode venner. Denne gang gik det stærkt med at få tømt bilen. Da vi var næsten færdige med at tømme bilen kørte Danns ven og Lene en tur for at købe noget frokost til Lene. Imens fik Dann tømt det sidste af bilen.
Det blev i alt til to ture mere, hvor resten af tingene i lejligheden blev flyttet. Klokken 20:20 var vi færdige med at tømme varevognen for det sidste læs. Det blev så tid til lidt aftensmad (pizza). Efter aftensmaden blev kasserne fra garagen flyttet ind i huset.
Efter en lang dag gik vi i seng omkring 22:30. Dann sov indtil 06:00 dagen efter, hvor Dann stod op for at køre varevognen retur til driveon.net inden klokken 08:00 (der betød at man lejede bilen en dag ekstra). Bilen blev afleveret klokken 07:00.
Alt i alt har vi således fået flyttet alle vores ting på kun en dag. Vi havde planlagt med to. Vi glæder os rigtig meget til at komme på plads i vores nye hjem og ikke mindst til at få vores seng leveret.
/Lene & Dann
P.S. Flytningen er faktisk ikke helt overstået da vi mangler et læs bøger fra Stilling, men dem henter vi å mandag.
One thought on “Flytningen er overstået”
Der er lukket for kommentarer.