To ture i CityVest

6. august 2010 | Skrevet af Dann

Torsdag i sidste uge skulle jeg hente Signe fra dagpleje. Lene skulle være på arbejde til 17:00 den dag. Det betød at Signe og jeg kunne tage på tur. Jeg tog tidligt fra arbejde og hentede hende kort tid efter, at hun vågnede fra hendes middagslur.

På vej ud til Signe snakkede jeg i telefon med Lene. Hun havde hørt en reklame fra CityVest om, at de havde et “skattekort” til børn. Et kort man kunne købe for 50,- kr. og så fik man mulighed for at hente en masse små gaver rundt om i centret. I pakken var der: et tørklæde, lidt legetøj, en bamse, en chokoladekiks, en dispenser til tyggegummi, en sodavand, en softice, en sjov kuglepen og indgangen til et legeland.

Det var for godt til at sige nej til, så Signe og jeg kørte i CityVest. Da vi skulle købe gavekortet, havde de en af de indkøbsvogne med en lille bil foran. Den kunne Signe ikke stå for, og det kunne jeg heller ikke. Så vi fik lejet en indkøbsvogn med bil (eller var det omvendt?). Signe lærte hurtigt, hvordan hun kom ind og ud af bilen.

For det meste af tiden sad hun bare og “kørte”, mens vi gik rundt og samlede gaverne ind. Dog var der lige tid til at sige tak, når hun fik noget. Det var dog meget få ting, der var til Signes alder. Vi fik samlet halvdelene af gaverne, inden vi skulle hjem. Dette dog først efter vi havde hygget os ret betragteligt og havde snakket og gået lidt rundt.

En del af tiden ville Signe faktisk gerne og sidde i vognen, så kun bedre kunne se sin far. Da vi så kørte forbi Føtex bageren sagde hun “bolle”, og så var faren solgt. Derfor fik hun en rosinbolle (tak til Føtex for at de giver det gratis til børn) som hun kunne spise under resten af turen.

CityVest er blevet bygget lidt om, siden jeg var der sidst. Det var derfor lidt spændende at gå på opdagelse, og ikke mindst opdage et mikro legeland uden for ØnskeBørn. Her fik Signe et nemt et kvarter til at gå med at lege og løbe rundt – til faderens store glæde.

Da vi ikke fik hentet alle gaverne den ene dag, så tog Signe og jeg derud igen om lørdagen. Denne gang havde vi dog valgt at tage mor med. På denne dag hentede vi de sidste gaver (dog kom vi aldrig i legeland, da det var lidt for voldsomt for hende med de store børn).

En af gaverne var en softice. Efter en del snak, så blev vi enige om, at hun rent undtagelsesvist skulle have lov til at smage. Det fik hun, og det var noget den lille pige kunne lide. Hun spiste en hel del, inden hun ikke havde lyst til  mere. Normalt er vi ikke så glade for, at Signe får sukker, og det holder vi fast i, men det var nu sjovt at se hende undres over, hvad det var for noget spændende noget hun fik i munden.

Glade og trætte tog vi hjem efter turen til CityVest. Signe sov en lang middagslur inden dagen fortsatte med endnu en tur i dyrehaven…

Jeg synes det er super fedt, at Signe finder det spændende at være med på alt fra indkøb til ture i skoven. Det gør det unægtelig meget nemmere at involvere hende i dagligdagen herhjemme..

/Dann

Der er lukket for kommentarer.