I oktober fik jeg et brev om, at nu skulle min dejlige Opel Astra skulle synes. Jeg regnede ikke med, at det blev et problem for bilen kørte jo rigtig godt. Der var dog nogle småting, der skulle ordnes, men intet alvorligt, troede jeg.

I god tid bestilte jeg en tid på værkstedet til check. Det skulle dog vise sig, at der var mere i vejen med bilen, end jeg var klar over. Jeg fik et opkald fra værkstedet. De ville selvfølgelig gerne reperere bilen, men det ville komme til at koste ca. 25.000 kr. og så regnede han med at den snart ville gå i stykker igen.  Han mente ikke, at det kunne betale sig at reparere bilen, men han ville naturligvis gøre det, hvis jeg gerne ville have det. Jeg sagde ellers tak og aftalte, at jeg ville komme og hente bilen så jeg kunne finde ud af, hvad der skulle ske nu.

Jeg var noget nedslået over den besked for jeg elskede den bil. Den har kørt mig mange kilometer frem og tilbage mellem hjem og Ebeltoft og mange ander steder hen. Hele familien har tit kørt i den bil, fordi der var mere plads i den end i micraen. Den har altid kørt godt.

Men så skulle vi finde ud af, hvad vi skulle gøre nu. Bilen skulle jo nok bare skrottes, men kunne vi så klare os med en bil, når Dann nu er meget væk? Vi har jo før klaret os med en bil, så det kunne vi nok igen. Heldigvis startede Signe i børnehave 1. november og der kan jeg gå med hende hen. Mit nye job er i midtbyen og der er ingen parkeringspladser, så det skulle vi betale for. Samtidig er det faktisk hurtigere at tage toget, så det løste jo alle problemer. Vi havde altså ikke brug for en bil til andet end fordi det er bekvemt for mig.

I weekenden efter at jeg havde fået den nedslående besked, skulle jeg til Skanderborg med Signe i bilen, da Dann var væk med micraen. Bilen kunne godt starte, men den kunne ikke bevæge sig ud af stedet. Et eller andet havde sat sig fast ved bagbremserne. Signe og jeg måtte opgive vores køretur og gå en tur i stedet.

Siden den weekend stod bilen bare i indkørslen og kunne ikke komme nogle steder hen. Den fik lov til at stå lidt for jeg kunne ikke få mig selv til ringe og få den hentet. Da vi nærmede os jul blev jeg dog nødt til det. Så jeg ringede til et skrotfirma og de kom og hentede bilen. Det var en meget trist dag og jeg stod næsten og græd, da han kørte med min bil. Den bliver savnet, for det var en rigtig god bil. Det var den første bil, som jeg kunne kalde “min” og som stod parat til at køre mig derhen, hvor jeg ønskede? Samtidig elskede jeg at køre i den, for den kørte bare godt og stabilt.

Men nu har jeg ingen bil mere og det går ok. Det kræver lidt mere planlægning af hverdagen, men så længe jeg arbejder i midtbyen, behøver vi kun en bil. Det er billigere og bedre.

/Lene