I dag sov vi længe. Vi vågnede først kl. lidt i 10, da Danns telefon ringede. Vi skulle lige vågne og så stod vi op og gik i bad. Vi missede morgenmaden, så vi tog bare ud i byen. Vi valgte at gå til venstre og gik bare og kiggede på det, vi så. Vi anede ikke hvad vi så, men meget af det var flot. Det blev også til enkelte billeder. Det første vi kunne kende var “den dyre” shopping gade med de dyre butikker som Dior, Valentine, Gucci og mange andre. Denne gade ledte os direkte hen til den Spanske Trappe som vi gik op ad. Det bragte minder tilbage fra sidste gang, vi var i Rom. Det var lige ved toppen af trappen, at vi overnattede på det fine dyre hotel, hvor vi også spiste aftensmad på deres ligeså dyre og fine restaurant. Vi kiggede lidt på hotellet og gik derefter op, hvor Dann friede til mig. Det var noget helt specielt at være tilbage.
Vi gik derefter op til et udkigspunkt, hvor vi har været før. Der er en fantastisk udsigt over hele byen med Peterskirken og Vatikanet i midten. Man ser også ud over Piazzadel Popolo, hvor vi kunne se en masse politibiler, politifolk og der var opstillet telte og tilskuerpladser. Vi vidste ikke lige, hvad der foregik dernede. Så gik vi en tur omkring Villa Borghese, som det viste sig var det, som det grønne område hed. Der var masser af særprægede træer og lidt bygninger hist og her. Det var en dejlig oase midt i byen. Vi anede ikke, at det var Villa Borghese, vi stod i, men så fik vi da set lidt af det.
Turen gik derefter ned til Piazza del Popolo og vi tror, at det var en samling for politiets årsdag, men dog uden at være sikker. Så var det ved at være tid til frokost, og vi fandt en hyggelig lille restaurant, hvor vi kunne spise. Vi fik en tomat og mozzarella (caprese) til forret, mens Dann fik penne allarabitta og jeg risotto med rejer til hovedret. Vi sad der længe, inden vi gik videre. Vi gik derefter bare rundt i byen og fandt Trevi Fontænen og Pantheon, som begge vakte stor gensynsglæde. Vi var også inde i en del meget flotte kirker.
Vi brugte lang tid på at prøve at finde et pastamuseum, som skulle ligge i nærheden af Trevi Fontænen, men vi endte med at give op, da vi simpelthen ikke kunne finde det. Desværre for det lød sjovt. Vi kom også forbi et lille stykke af Tiberen, inden vi fandt Piazza Navona. Det er nok et af de hyggeligste og travleste torve i byen. Man har ikke oplevet Rom rigtigt, før man har været der. En meget smuk kirken ligger på torvet. Den hedder San Angnese in Agone.
Endnu en gang brugte vi tiden til at gå rundt og indsnuse stemningen og nyde det hele. Vi var også lige tilbage ved Trevi Fontænen. Til sidste gik vi tilbage til Piazza Navona og fandt et sted og spise i en siddegade. Vi fik en forret med forskellige antipasta og derefter fik Dann fettuccine med svampe og jeg fik gnocchi med mozzarella og tomatsovs. Det smagte rigtig godt.
Turen gik derefter tilbage til Trevi Fontænen, hvor vi lige stod og nød stemningen lidt. Og så gik turen tilbage til hotellet, hvor vi i første omgang ikke kunne få lyset til at virke. Da receptionisten kom med op, virkede det dog fint. Lidt pinligt.
Efter jeg har skrevet dette, vil jeg have et karbad og så skal jeg sove.
Generelt om vores første dag i Rom, kan siges, at vi gik meget, så meget og mødte utrolig mange mennesker på vores vej. Mange steder var det ikke til at komme til for bare mennesker, men det vænner man sig vel til…
/Lene (& Dann)