Der er efterhånden gået et godt stykke tid siden, vi fik alle de rigtig gode billeder, der blev taget til vores bryllup. Nogen fik vi allerede dagen efter vores bryllup, mens vi har fået de sidste for et par uger siden. Tæller vi kun billeder, der er taget på selve dagen, har vi over tre tusinde billeder. Kigger vi også på billederne fra dagene før og efter (som bla. indeholder billeder af alle gaverne) så er vi over 4.000 billeder, der har relation til vores bryllup.
Vi har brugt hvad der efterhånden er blevet til en måneds tid på at kigge billederne igennem. Billederne er blevet sorteret efter kvalitet og “mindeværdi”. Ud over at udvælge de enkelte billeder har vi også lavet en titel på hvert billede, så man kan se, hvad det handler om.
Alt i alt er det blevet til lidt over 800 billeder fra vores bryllupsdag, som vi vil finde frem, når vi vil mindes den gode dag. Billederne er taget af mange forskellige, så fremfor at nævne nogen vil vi blot sige tak – I ved hvem I er. Ingen nævnt, ingen glemt. Fotografens navn er i øvrigt angivet som et tag på det enkelte billede, hvis der er nogen, der skulle være nysgerrig.
Billedesamlingen hedder “Vores Store Dag” og kan ses i sektionen af hjemmesiden med billeder. Vi har også delt billeder fra dagene mellem vores bryllup og bryllupsrejse, hvis nogen skulle være interesseret. Foruden billeder har vi også noget video som Danns forældre har taget. Den video deler vi ikke på nettet. Er der nogen der vil se den, så kig forbi og vi giver lidt cola, kaffe, the eller øl.
Med færdiggørelsen af dette billedalbum er vi langt om længe blevet færdige med at behandle alle billederne, der har en relation til vores bryllup. Det har været en stor opgave. Nu hvor den er overstået er vi glade for, at vi er færdige og ikke mindst resultatet… men vi skal ærligt indrømme, at vi til tider har været lidt trætte af at kigge ind i en skærm næsten hver aften for at få styr på billederne (på trods af at vi godt kan lide billederne). I løbet af den kommende måneds tid vil vi “fejre” at vi er færdige med at gøre det samme for billederne fra vores ferie til Rom.