Rødvinssauce med fond

Danns favorit rødvinssauce er Bleekers Rødvinssauce, som har en helt speciel smag. Men når det skal være mere klassisk og baseret på fond, så er det nedenstående opskrift jeg finder frem. Lene synes den smager lidt for meget af rødvin, men for Dann har saucen den helt rigtige balance af rødvin uden at være for meget. Den kan klart anbefales og er super nem at lave (selvom den tager noget tid).
⏱️ Tidsforbrug: 2 timer👤 Udbytte: 300 ml✍️ Forfatter: Dann Bleeker Pedersen
📝 Note: Denne opskrift stod i bogens Droppede opskrifter-kapitel.
Ingredienser
- 1 dl mørk kyllinge- eller kalvefond
- 1½ dl rødvin
- 1½ tsk timian
- ½ tsk salt
- ½ tsk peber
- 1½ dl fløde
- Evt. stegesky
- 20 gram smør
- 20 gram hvedemel
Fremgangsmåde
- Smelt smørret i bunden af en kasserolle
- Pisk melet i og rør godt rundt
- Rør rundt indtil det bliver brunt og lugter af popcorn
- Kom alle de øvrige ingredienser på nær fløde og stegesky op i kasserollen
- Pisk meget rundt og lad den simre i 30 min
- Bland fløden i
- Kog saucen op i 1 minut
- Lad saucen simre i minimum 1 time på lav (2/9) varme
- Pisk eventuelt stegeskyen i
- Saucen er nu klar til servering
- Velbekomme!