Kung Pao kylling med ris

En lidt kompliceret ret, men den smager super. Kyllingen skal marineres og saucen skal laves og så skal kyllingen steges. Der er peanuts i denne version og ikke rå jordnødder (som traditionen ellers foreskriver). Den kan nemt blive for stærk, så derfor er der mindre chili i, end de fleste opskrifter. Som det fremgår af opskriften, skal der bruges en wok til retten. Server med ris.

⏱️ Tidsforbrug: 1 t👤 Udbytte: 2-3 personer✍️ Forfatter: Dann Bleeker Pedersen

Ingredienser

Kylling

  • 2 kyllingefileter
  • 3 fed hvidløg
  • 3 cm ingefær
  • 3 løg
  • 1 spsk sichuan peber
  • 3 tørrede chilier
  • 50 gram Peanuts
  • 2 spsk olie

Sauce

  • 1 tsk mørk soja
  • 1 tsk lys soja
  • 2 tsk kinesisk eddike
  • 1 tsk sesamolie
  • 1 spsk vand
  • 3 tsk sukker

Marinade

  • 2 tsk lys soja
  • 1 tsk risvin
  • ½ tsk salt
  • 1 spsk vand
  • 1 tsk majsstivelse

Fremgangsmåde

  1. Skær kyllingen i mindre stykker (ca. 1½ x 1½ cm)
  2. Bland alle ingredienserne (lys soja, risvin, salt, vand og majsstivelse) til marinaden
  3. Kom kyllingerne i en dyb tallerken og kom marinaden over dem
  4. Stil kyllingen til at hvile i køleskabet i minimum 30 minutter – men gerne mere
  5. Bland ingredienserne (mørk soja, lys soja, sukker, vand, sesamolie og kinesisk eddike) til saucen i en skål. Stil skålen væk
  6. Skræl ingefæren og hak den fint
  7. Skræl hvidløgene og hak dem fint
  8. Skræl og hak løgene i store stykker (2×2 cm)
  9. Bræk de tørrede chilier i små stykker – brug evt. en morter, hvis det skal være meget små stykker
  10. Varm en wok op til høj varme (9/9)
  11. Tilsæt olie på wokken
  12. Når olien er varm tilsættes chili og sichuan peber
  13. Lad det være på wokken
  14. Kom kyllingestykkerne (inkl. evt. overskydende marinade) på wokken
  15. Steg i 2 minutter
  16. Tilsæt ingefær og hvidløg til wokken
  17. Steg videre indtil kyllingen næsten er gennemstegt
  18. Tilsæt løgene på wokken
  19. Steg i ca. 4 minutter og skru da ned til mellem varme (4/9)
  20. Tilsæt saucen og rør godt rundt
  21. Efter ca. 3 minutter tilsættes peanuts
  22. Smag til med salt hvis nødvendigt
  23. Retten kan serveres straks.
  24. Velbekomme!