Hjemmelavede bolcher

Bolcher og slikkepindeFor et halvt års tid siden var vi på en fantastisk tur til Lalandia med nogle rigtig gode venner. På den tur prøvede Signe blandt andet at lave bolcher i Monkey Tonky Land (legelandet). Det var hun rigtig glad for. Derfor har idéen om, at vi skule prøve det herhjemme ligget i mit baghoved lige siden. Da jeg derfor var i Kunst og Køkkentøj i dag, så købte jeg en måtte, der kan tåle den høje varme fra smeltet sukker.  Derefter tog vi alle en tur til Panduro Hobby for at købe de ingredienser (smagsstoffer og farve) til bolcherne vi manglede.

Signe fik allerede besked på vej hjem fra byen om, at vi skulle bage fastelavnsboller og ikke mindst lave bolcher. Der var vist ingen tvivl om, at hun glædede sig til begge dele. Bolchemassen bliver meget varm, så det var først da den var kølet en del af, at hun kunne være med, men så blev der også klippet og lavet slikkepinde til den store guldmedalje.

Denne gang blev det til bolcher med jordbærsmag. De blev rigtig gode! Næste gang prøver vi helt sikkert noget andet. Det er heldigvis nemt at skifte smagen og farven med en anden.

Det var et stort hit hos såvel Signe som forældrene. Der er vist ingen tvivl om at vi kommer til at lave bolcher mange gange igen herhjemme. Det bedste af det hele er at det inklusiv oprydning ikke tager meget mere end en halv time at lave, og så er det nemt.

/Dann

P.S. Bemærk at der har sneget sig en ekstra overskrift ind nedenfor: Værktøjer. Der er nemlig lige et par ting, der skal være på plads når man laver bolcher

Ingredienser

  • 4 dl sukker
  • 1½ dl druesukker
  • 1 dl vand
  • 1 tsk citronsyre
  • 8 dråber olie med jordbærsmag
  • 6 dråber rød farve

Værktøjer

  • Termometer der kan måle op til ca. 200 grader
  • Non-stick måtte
  • 2 dejskrabere i plast der kan tåle høj varme
  • Kasserolle

Fremgangsmåde

  1. Kom vand, sukker og druesukker op i en kasserolle
  2. Kom et termometer ned i gryden
  3. Kom non-stick måtten ud på bordet så den er klar (hvis det ikke er et bord der kan tåle høj varme, så kom et håndklæde eller lignende under)
  4. Find alle øvrige ingredienser frem i afmålte mængder
  5. Skru helt op for kasserollen og lad det koge (uden omrøring)
  6. Når temperaturen kommer op på ca. 163 grader, så tages kasserollen af varmen. Bemærk at temperaturen hurtigt stiger, når den kommer over ca. 140 grader, så hold godt øje med den – det brænder nemlig på, hvis det bliver meget varmere.
  7. Lad bolchemassen køle af i kasserollen et øjeblik. Tag i mellemtiden termometret fra kasserollen og kom det over i et glas varmt vand (så det ikke revner i koldt vand)
  8. Hæld bolchemassen ud på måtten
  9. Med to dejskrabere blandes nu de forskellige ingredienser i bolchemassen. I denne opskrift er det citronsyre først, derefter olien med jordbærsmag og til sidst den røde farve
  10. Bland nu massen rundt lidt den den begynder at køle lidt (det sker hurtigt)
  11. Rul massen ud til to lange pølser
  12. Klip pølsen ud i stykker så de bliver til bolcher (lav eventuelt nogle lange stykker og kom dem på en pind – så er det en slikkepind)
  13. Lad bolcherne køle af
  14. Kom dem i en pose og luk den tæt. Bolcherne er nu færdige.
  15. Velbekomme!

Lignende indlæg

  • Roux

    Roux er en jævnemetode til saucer. Den består af mel og smør, der er lavet til en pasta lignende konsistens på panden. Blandingsforholdet mellem de to er 1:1 efter vægt. Længden af den tid de får på panden afgør farven og smagen. Dermed opstår der forskellige typer af roux, der bruges til forskellige farver sovse….

  • Drømmekage

    At Signe er vild med kager og slik er nok ikke den store overraskelse for nogen. Derfor har jeg også i løbet af det seneste halve år bevæget mig ud i kagebagningens store kunst. Egentlig kan jeg meget bedre lide at bage og spise brød. Men med en datter og en kone, der er pjattet…

  • Bleekers Crackers

    Hjemmelavede snacks er blevet populært hos os. Derfor skulle der heller ikke mange overvejelser til, inden jeg kastede mig ud i at lave kiks. det endte med at være frygtelig nemt, men undervejs har der været mere end en del fejlslagne forsøg, hvor dejen er blevet forkastet eller det færdige resultat har været så dårligt, at det…

  • Tomatpulver

    Tomatpulver kan bruges som drys på eksempelvis popcorn, i en ret til at give smag eller som drys. Blandes det op med vand, smager det som tomatpasta. Det er nemt at lave, men tager langt tid, og så kræver det en del tomater, så det er ikke helt billigt. Men efter en tur på markedet,…

  • Citronfromage

    Citronfromage er en enkel, klassisk og alligevel super velsmagende dessert. På trods af det er det først i løbet af de sidste 18 måneder, at vi er begyndt at lave det herhjemme. Det er blevet til en spise, som Lene rigtig godt kan lide (specielt med flødeskum), og som vi alle er enige om står…

5 kommentarer

  1. Hej Jan,

    Det gjorde der i Lalandia, og det gør der også i mange opskrifter. Udover for smagens/konsistensens skyld, så gør man det for at de ikke skal klistre så meget nede i posen. Vi fik spidst så mange inden de kom i posen, at der ikke var den store risiko for “klumpning”, men jo du har helt ret: Det er måden at undgå klumper på.

    /Dann

  2. I påskeferien fik vi købt ingredienserne til at lave forskellige lakridsbolcher. Indtil nu er det blevet til nogen der smager som spejderhagl.

    Fremgangsmåden er den samme indtil massen hældes ud af gryden. Herefter:
    1) Vent ca. 20 sekunder
    2) Tilsæt 1 spsk lakridsekstrakt og 1 spsk salmiaksalt
    3) Bland det hele godt fra side til side
    4) Efter yderliger 20 sekunder tilsættes 15-20 dråber stjerneanisolie
    5) Herefter gøres som ovenfor

    I øvrigt kan der her drysses med lakridsekstrakt fremfor flormelis for at give det den helt rigtige fornemmelse.

    /dann

  3. Uha, det ville blive populære her!
    Måske vi snart skal prøve at lave dem sammen?

  4. Efter et besøg i Skallerup Klit henover nytåret har jeg observeret at de tilsætter farven først og dernæst smagen. Det virker til at det går på den måde, idet farven åbenbart ikke fordamper så let. De tilsætter den til gengæld lige med det samme.

    /dann

Der er lukket for kommentarer.