Frikadeller og kold kartoffelsalat

Dette er en af Danns yndlingsretter og samtidig noget af det eneste, som Lene laver selv. Opskriften er fra Lenes mor og tager lidt tid at lave, men smager godt. Tingene kan evt. laves dagen før det skal spises og så kan frikadellerne varmes lidt i ovnen.

⏱️ Tidsforbrug: 2 t 15 min👤 Udbytte: 4 personer✍️ Forfatter: Lene Bleeker Pedersen

Ingredienser

Frikadeller

  • 500 g. hakket svine og/eller kalvekød
  • 1 æg
  • 1 løg
  • 3/4 dl. mel
  • ca. 1 dl. mælk
  • salt og peber efter behov

Kartoffelsalat

  • 1 ½ kg. kartofler
  • 5 dl. creme fraiche
  • 2 tsk. sennep
  • 1 tsk. citronkoncentrat
  • salt og peber
  • Evt. lidt mælk, hvis det skal være mere flydende

Fremgangsmåde

  1. Kødet sættes på køkkenbordet, så det lige kan blive lidt varmere end køleskabskoldt
  2. Løget hakkes i meget fine stykker
  3. Kødet puttes i en skål og der røres i det, indtil det ligner fars i modsætning til hakket kød
  4. Løg og mel tilsættes og der røres godt rundt
  5. Ægget slås ud i kødet og røres med
  6. Der tilsættes mælk efter, hvornår farsen føles nem at røre i. Der må endelig ikke komme for meget mælk i, så farsen bliver tynd
  7. Tilsæt salt og peber
  8. Farsen sættes væk lidt, så den kan trække
  9. En pande findes frem og varmes op til fuld varme (9/9)
  10. Frikadellerne formes med en ske og puttes på panden og steges videre ved middelhøj varme (7/9)
  11. Server mens de er varme. De kan evt. sættes til side og varmes i ovnen, inden de skal spises

Fremgangsmåde til kold kartoffelsalat

  1. Kartoflerne skrælles
  2. Derefter koges de i ca. 20 min. uden salt men med lidt oliemargarine i vandet
  3. Når kartoflerne er kogt færdige, hældes vandet fra i en sigte
  4. Kartoflerne sættes til at køle helt af
  5. Mens de køler af, blandes resten af ingredienserne i en stor skål
  6. Smag til med salt og peber og tilsæt evt. mere sennep og citron.
  7. Når kartoflerne er kølet helt af, skæres de i skiver på ca. ½ cm.
  8. Bland kartoflerne forsigtigt i creme fraichen
  9. Stil kartoffelsalaten i køleskabet i min. ½ time, men gerne længere
  10. Spises kold
  11. Velbekomme