Flutes med surdej og poolish

Disse flutes er blevet til i et forsøg på at lave baguettes. De smager rigtig godt og er på ingen måde kedelige. De er velsmagende med luftig og blød krumme og en god og sprød skorpe. Lige som flutes skal være. De tager noget tid at lave, men er ventetiden værd.
⏱️ Tidsforbrug: 1 dag, 4 t 30 min👤 Udbytte: 3 flutes✍️ Forfatter: Dann Bleeker Pedersen
📝 Note: Denne opskrift stod i bogens 'Droppede opskrifter'-kapitel.
Ingredienser
- 100 gram hvedemel
- 100 ml vand
- 1,5 gram tørgær
- 1 spsk surdej
- 100 gram hvedemel
- 100 ml vand
- 250 ml vand
- 500 gram mel
- 1 spsk salt
Fremgangsmåde
- Forbered en surdej ved at blande 100 ml. vand, 100 gram hvedemel samt 1 spsk surdej til en ensartet konsistens
- Lav en poolish ved at blande 1,5 gram tørgær med 100 ml lunken (22 grader) vand og rør godt rundt
- Bland 100 gram hvedemel i og rør rigtig godt rundt til det er en ensartet konsistens
- Stil surdejen og poolishen til at arbejde i minimum 12 timer, men gerne mere. Poolishen skal i køleskabet mens surdejen skal stå ved stuetemperatur
- Kom 250 ml. lunken (30 grader – mindre hvis poolishen er taget ud af køleskabet i god tid) vand op i en skål
- Bland poolish og surdejen i skålen og rør rundt indtil de er helt opløste
- Bland 500 gram hvedemel i skålen og rør godt rundt så alt melet er “vådt”
- Lad indholdet i skålen hvile under dække i 45 minutter
- Drys salt ud over
- Vend dejen ind over sig selv i skålen 4 gange fra forskellige steder langs kanten (klokken 12, 3, 6 og 9)
- Gentag skridt 10 hver halve time de næste 3 timer
- Vend dejen ud på bordet
- Del den i tre lige stor dele
- Form hver “klump” til en kugle
- Kom et viskestykke over dejen og lad den hvile i 20 minutter
- Forbered en bageplade med bagepapir
- Form hver kugle til en aflang flute på længde med en bageplade
- Kom de tre flutes på bagepladen
- Lad dem hæve tildækket til ca. dobbeltstørrelse i 2-3 timer
- Skær snit ned i toppen af flutene på langs (2-3 stk pr. flute)
- Forvarm ovnen med en bagesten i bunden til 250 grader
- Bag flutene på bagepladen midt i ovnen i ca. 30 minutter. Husk at sprøjte vand ind i ovnen med en forstøver
- Lad flutene køle af i 15 minutter inden der skæres i det
- Velbekomme!