Flutes med citronpeber og salt

Dann har nogle gange købt flutes hos bageren med citronpeber på. Derfor skulle han selvfølgelig også prøve at bage nogle selv. Resultatet blev rigtig godt og det smager frisk med citronpeber på. Disse flutes er rimelig hurtige at lave i forhold til mange andre typer brød, så de er gode, hvis man skal bruge brød samme dag.

⏱️ Tidsforbrug: 6 t 30 min👤 Udbytte: 3 flutes✍️ Forfatter: Dann Bleeker Pedersen
📝 Note: Denne opskrift stod i bogens 'Droppede opskrifter'-kapitel.

Ingredienser

  • 800 gram hvedemel
  • 20 gram gær
  • 1½ tsk salt
  • 5 dl vand
  • 2 spsk citronpeber
  • 1 spsk salt i flager

Fremgangsmåde

  1. Kom melet i en skål
  2. Gæren smuldres i melet
  3. Bland saltet i melet
  4. Hæld vandet i skålen med melet
  5. Ælt dejen i ca. 7 minutter
  6. Kom et låg eller lignende på skålen og sæt den i køleskabet til hævning.
  7. Lad dejen hæve 5 timer i køleskabet (det kan være længere, hvis dejen eksempelvis står natten over)
  8. Del dejen i tre dele
  9. Form hver del til en aflang flutes – ca. samme bredde som den bageplade, der bruges. Sno eventuelt brødet et par gange for syns skyld.
  10. Placer de enkelte flutes på en bageplade
  11. Snit 4-6 gange på tværs af hver flutes
  12. Drys krydderierne (citronpeber og salt) ud over de færdige flutes
  13. Dejen skal nu hæve i 30 minutter
  14. Bagepladen kommes i en forvarmet ovn på 275 grader
  15. Efter 10 minutter skrues ned på 200 grader. Flutene skal have yderligere 20 minutter i ovnen på denne temperatur. Brødene hæver en del i ovnen.
  16. Lad flutene køle af i mindst 5 minutter inden de serveres
  17. Velbekomme