Baguette

23. februar 2013 | Skrevet af Dann

Baguette... næstenJeg er vild med baguettes. Det er den bedste form for flutes, jeg kender. Noget af det bedste ved at være i Frankrig er muligheden for at få en friskbagt baguette.

Hjemme i vores køkken har jeg prøvet et utal af forskellige opskrifter med et utal af variationer for at ramme rigtigt. Helt rigtigt kan jeg nok aldrig ramme, da jeg ikke har helt den same type mel, men efter over 100 forsøg gennem de sidste par år, har jeg nu fundet frem til en opskrift, jeg vil holde fast i.

På vejen til denne opskrift er der blevet eksperimenteret med polish (som der endte med at blive brugt), surdej (som ikke bruges i denne udgave), kold hævning ved højere temperatur, forskellige bagetider, forskellige niveauer af vand og meget meget andet. Inspirationen har været alt fra bøger over hjemmesider på internettet til en opskrift, jeg har fået fra en bager i frankrig.

Resultatet er jeg super godt tilfreds med, og det er Signe og Lene også. Det smager fantastisk. Vi er alle rigtig glade for at få en frisk baguette med smør. En nydelse vi har haft i de sidste rigtig mange weekender på jagt efter den helt rigtige opskrift på baguette.

Der er ingen tvivl om denne opskrift bliver en fast del af vores madplan fremover.

/Dann

Ingredienser

  • 1,3 gram tørgær
  • 160 gram lunken vand
  • 160 gram hvedemel
  • 400 gram hvedemel
  • 8 gram salt
  • 1,4 gram tørgær
  • 250 gram lunken vand

Fremgangsmåde

  1. Kom 160 gram lunken vand op i en skål
  2. Opløs 1,3 gram tørgær i vandet
  3. Lad det hvile i 5 minutter
  4. Bland 160 gram mel i skålen og rør godt rundt
  5. Stil det til at hvile ved stuetemperatur i minimum 12 timer
  6. Bland 1,4 gram tørgær samt 250 gram lunken vand i skålen og rør godt rundt
  7. Lad det hvile i 5 minutter
  8. Bland resten af melet (400 gram) i skålen og rør godt rundt
  9. Lad dejen stå i 15 minutter
  10. Drys saltet ud over dejen
  11. Vend dejen rundt i skålen hvert 10. minut i en time
  12. Kom skålen med dejen i køleskabet i ca. 12 timer
  13. Hæld dejen ud på et let melet bord
  14. Del dejen i tre lige stor stykker
  15. Lad dejen hvile i 15 minutter
  16. Forbered en bageplade med bagepapir
  17. Form til baguettes i samme længde som bagepladen
  18. Placer baguettene på bagepladen
  19. Lad dem hæve under dække i 1½ time
  20. Skær et passende mønster i baguettene (langs længden men med lidt overlap). Det skal være ½-1 cm dybt
  21. Bag dem 25 minutter i en forvarmet ovn på 250 grader. Sprøjt 15 gange med en vandforstøver ind i ovnen
  22. Sæt brødene til at køle af i minimum 5 minutter, inden de serveres
  23. Bagguettene er nu klar
  24. Velbekomme!

En kommentar til “Baguette”

  1. Dann siger:

    Nedenfor er et billede af hvordan de ser ud hvis de hæves (sidste gang) og bages i en flutesform. Det virker rigtig godt, og gør det ikke mindst muligt at lave den samme form – hver gang.
    Baguette II