Pandekager

1. december 2012 | Skrevet af Dann

PandekagerEngang imellem når Signe og jeg er alene hjemme, så er det tid til at bage pandekager. Det er næsten blevet sådan, at Signe spørger mig, om vi ikke skal have pandekager, når Lene ikke er hjemme. Det skal vi nu langt fra altid, men engang imellem er det tid til pandekager. Der er vist ingen tvivl om at det er en af Signes favoritter.

Det plejede at være Lene, der lavede pandekager. Det var specielt når jeg var syg, at den stod på pandekager. En super hyggelig tradition (som jeg håber vi holder fast i). Lene og jeg laver pandekager på lidt forskelige måder. I Lenes er der blandt andet et pift af citron, hvilket smager rigtig godt. Nedenstående opskrift er dog min “søde” opskrift, som Signe er helt vild med.

Pandekager er blevet en fast del af vores madplan, selvom det ikke skal være helt så tit, at vi skal have dem.

/Dann

Ingredienser – ca. 10 stk.

  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 tsk salt
  • 2 spsk sukker
  • 3 æg
  • 5 dl mælk
  • 350 gram hvedemel
  • Fedtstof til panden (vi bruger flydende margarine)

Fremgangsmåde

  1. Slå æggene ud i en skål
  2. Tilsæt resten af ingredienserne
  3. Pisk det hele godt med en elpisker
  4. Varm en pande op til 7/9 varme
  5. Tilsæt fedtstof til panden
  6. Hæld ca. 1½ dl af dejen op på en pande
  7. Hæld panden i forskellige retninger så dejen “flyder ud”
  8. Steg pandekagen i 3-4 minutter på hver side
  9. Pandekagen er nu klar til servering. De kan holdes varme i en ovn, indtil de alle er færdige
  10. Gentag skridt 6 til 9 indtil hele dejen er brugt.
  11. Velbekomme!

Der er lukket for kommentarer.