Månedsarkiv: januar 2013

Kylling i kokossauce med chili, koriander og peanutsmør

Kylling i kokossauce med chili, koriander og peanutsmørLene er helt pjattet med satay. Jeg er endnu ikke helt nået til at afprøve den ret herhjemme, men som en form for opvarmning, har jeg eksperimenteret lidt med peanutbutter og kokosmælk. De eksperimenter har ledt til denne opskrift med kyllingbryst, kokosmælk, chili og meget andet godt. Retten er utrolig simpel at lave og så kan en del af den endda laves i forvejen, så det går endnu hurtigere.

Signe kan godt lide retten og Lene er helt pjattet med den. Det er helt sikkert en fast del af vores madplanlægning fremadrettet.

/Dann

Ingredienser

  • 3 cm stykke frisk ingefær på størrelse med en tommelfinger
  • 1 frisk rød chili
  • 2 fed hvidløg
  • ½ tsk gurkemeje
  • 1½ spsk vand
  • ½ terning hønsebouillon
  • Et bundt koriander (kan erstattes af 1 tsk stødt koriander)
  • 2 kyllingbryster
  • 2 store spsk peanutbutter
  • 1 knivspids stødt sort peber
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk olie
  • 1 ds (400 ml) kokosmælk

Fremgangsmåde

  1. Skræl ingefæren og hak den fint
  2. Skyl og hak chilien fint
  3. Skærl og hak hvidløget fint
  4. Vask den friske koriander og skær den i mindre stykker
  5. Kom ingefær, chili, hvidløg, gurkemeje, halvdelen af korianderen, salt, peber og vandet op i en minihakker
  6. Blend blandingen indtil den får en passende konsistens (den behøver ikke blive helt “blød”)
  7. Stil nu krydderblandingen til side (eventuelt i køleskabet til dagen efter)
  8. Skær kyllingbrysterne ud i stykker af ca. 2×2 cm
  9. Varm en pande op til middelvarme (6/9)
  10. Kom olien på panden
  11. Steg kyllingstykkerne på panden i 2. 3 minutter
  12. Tilsæt krydderblandingen på panden og rør godt rundt
  13. Efter et par minutter tilsættes peanutbutter, og der røres godt rundt
  14. Tilsæt bouillonterningen ved at smuldre den over panden
  15. Hæld kokosmælken på panden
  16. Lad det simre i 20 minutter ved lav varme (2½/9)
  17. Bland den friske koriander i retten (hvis der bruges stødt koriander springes dette skridt over)
  18. Retten er nu klar til servering
  19. Velbekomme!

Flutes med surdej og poolish

Flutes med surdej og poolishGennem de sidste par år har det været en tilbagevendende begivenhed, at der bliver bagt flutes herhjemme. Eller rettere, så gør jeg en masse forsøg på at lave noget, der smager i nærheden af en klassisk fransk baguette. Indtil nu er jeg ikke lykkedes med at ramme helt rigtigt på trods af et utal af forsøg. En af fordelene ved alle disse forsøg er dog, at der nogen gange opstår nogle gode ting undervejs. Denne opskrift er et udtryk for en af de gode ting. Dette er nemlig et flute, der smager af mere end en klassisk baguette. Den er lavet med såvel surdej som en klassisk poolish. Det kan lyde lidt mærkeligt, men det giver en utrolig vel smagende flute med en luftig og blød krumme samt en god og sprød skorpe.

Signe og Lene er rigtig glade for denne flute, og det er jeg også. Den er allerede blevet bagt flere gange, og jeg er helt sikker på at den også fremadrettet vil blive bagt herhjemme som en del af vores madplanlægning. Specielt når vi skal have flutes til mad.

/Dann

Ingredienser

  • 100 gram hvedemel
  • 100 ml vand
  • 1,5 gram tørgær
  • 1 spsk surdej
  • 100 gram hvedemel
  • 100 ml vand
  • 250 ml vand
  • 500 gram mel
  • 1 spsk salt

Fremgangsmåde

  1. Forbered en surdej ved at blande 100 ml. vand, 100 gram hvedemel samt 1 spsk surdej til en ensartet konsistens
  2. Lav en poolish ved at blande 1,5 gram tørgær med 100 ml lunken (22 grader) vand og rør godt rundt
  3. Bland 100 gram hvedemel i og rør rigtig godt rundt til det er en ensartet konsistens
  4. Stil surdejen og poolishen til at arbejde i minimum 12 timer, men gerne mere. Poolishen skal i køleskabet mens surdejen skal stå ved stuetemperatur
  5. Kom 250 ml. lunken (30 grader – mindre hvis poolishe er taget ud af køleskabet i god tid) vand op i en skål
  6. Bland poolish og surdejen i skålen og rør rundt indtil de er helt opløste
  7. Bland 500 gram hvedemel i skålen og rør godt rundt så alt melet er “vådt”
  8. Lad indholdet i skålen hvile under dække i 45 minutter
  9. Drys salt ud over
  10. Vend dejen ind over sig selv i skålen 4 gange fra forskellige steder langs kanten (klokken 12, 3, 6 og 9)
  11. Gentag skridt 10 hver halve time de næste 3 timer
  12. Vend dejen ud på bordet
  13. Del den i tre lige stor dele
  14. Form hver “klump” til en kugle
  15. Kom et viskestykke over dejen og lad den hvile i 20 minutter
  16. Forbered en bageplade med bagepapir
  17. Form hver kugle til en aflang flute på længde med en bageplade
  18. Kom de tre flutes på bagepladen
  19. Lad dem hæve tildækket til ca. dobbeltstørrelse i 2-3 timer
  20. Skær snit ned i toppen af flutsene på langs (2-3 stk pr. flute)
  21. Forvarm ovnen med en bagesten i bunden til 250 grader
  22. Bag flutsene på bagepladen midt i ovnen i ca. 30 minutter. Husk at sprøjte vand ind i ovnen med en forstøver
  23. Lad flutsene køle af i 15 minutter inden der skæres i det
  24. Velbekomme!

Stegt polenta med rødløg og chili

Stegt polenta med rødløg og chiliFor et stykke tid siden fandt jeg en ny ting, jeg kunne lave i køkkenet: polenta. Polenta er en form for italiensk grød, der kan spises lidt på samme måde som kartofler. Efter et par eksperimenter med fremstillingen af polenta har jeg nu fundet den opskrift, der passer til vores smagsløg. Da polenta kan spises lidt som kartofler, så skulle der eksperimenters med, om polentaen kunne steges. Et par eksperimenter viste, at det faktisk smagte rigtig godt, og efter lidt flere forsøg endte det med, at jeg kom forskellige ting i polentaen. Det smagte også rigtig godt.

Efter en del forsøg fandt jeg frem til nedenstående opskrift med rødløg, chili, rosmarin og hvidløg. En opskrift der smager super godt sammen med en god tomatsauce eller en chilisauce. Det er en ret som både Signe, Lene og jeg synes smager super godt. Det kan spises som et selvstændigt måltid eller som tilbehør til en anden ret.

Polentaen i min opskrift er lavet på helt almindelig vand, men den kan også laves på andre væsker. Eksempelvis kan den laves med bouillon, vin eller noget helt tredje. Det smager også rigtig godt, og er en super måde at ændre hele smagen på. På billedet er polentaen serveret sammen med den tomatsauce, vi bruger til patatas bravas.

Polenta er helt klart en fast del af vores madplan fremadrettet.

/Dann

Ingredienser

  • ½ rødløg
  • 1 frisk rød chili
  • ½ tsk salt
  • ½ tsk stødt peber
  • ½ spsk tørret rosmarin
  • 1 fed hvidløg
  • 500 ml vand
  • 190 gram majsmel
  • 1 spsk olie
  • ½ dl olie

Fremgangsmåde

  1. Skræl og hak rødløget fint
  2. Vask chilien, skær dem op, fjern frøene og hak den fint
  3. Varm en pande op til middel (6/9) varme
  4. Skræl og hak hvidløget
  5. Kom ½ spsk olie på panden
  6. Kom løg, chili og hvidløg på panden
  7. Efter det har steget i ca. 4 minutter (inden hvidløget bliver brunt) skrues ned på lidt lavere (5/9) varme
  8. Kom vandet på panden
  9. Bland salt, peber og rosmarin i panden
  10. Rør godt rundt
  11. Når vandet begynder at koge tilsættes majsmelet
  12. Rør konstant rundt indtil det hele bliver til en klump
  13. Mens det stadig er vamt kommes polentaen over på en stor flad tallerken og spredes ud så den bliver flad og har ca. 1½ cm i højde
  14. Lad nu polentaen køle af, og kom den eventuelt i køleskabet, hvis retten forberedes i god tid
  15. Kom polentaen over på et skærebrædt
  16. Skær polentaen i stænger på ca. 8 cm i længden og 1½-2 cm i bredden
  17. Varm en pande op til medium (6½/9) varme
  18. Tilsæt ½ dl olie på panden
  19. Kom stængerne af polenta op på panden og lad dem stege på alle fire sider i ca. ½ minut pr. side
  20. Tag polentaen fra panden og kom den over på en tallerken
  21. Serveres straks mens de stadig er sprøde (kan godt holde sig i ca. 15 minutter)
  22. Velbekomme!

Ny bil

Bilen fra sidenDa jeg jo har fået et vikariat i Esbjerg og skal starte 15. januar, hastede det lige pludseligt med at finde en bil. Vi har overvejet mange ting. Først skulle vi beslutte, om jeg skal tage toget eller køre selv og om jeg evt. skulle leje et værelse i Esbjerg og være der i hverdagen. Den sidste mulighed var der dog ingen af os, der var specielt vilde med, så den blev hurtigt udelukket. Muligheden for at tage toget undersøgte jeg og fandt også hurtigt ud af, at det ville tage for lang tid og jeg ville skulle skifte tog og kunne dermed heller ikke arbejde i toget. Eneste mulighed var derfor, at vi skulle have en bil mere. Dann kan ikke undvære en bil, når han skal hente og bringe Signe hver dag og samtidig kunne komme på arbejde, så vi skulle have en bil mere. Vi overvejede kort at lease en bil til Dann og så kunne jeg køre frem og tilbage i Micraen. Men den kører simpelthen ikke langt nok på literen, så det blev også droppet. Vi kan ikke lease en bil til mig, da jeg kører for mange km. om året til de fleste leasingaftaler.

Så enden blev, at vi skulle købe en bil mere. Og hvad skulle vi så vælge? Det var vigtigt med en bil, der kører langt på literen og samtidig er rimelig stabil. Jeg startede med at kigge på brugte biler, men opdagede hurtigt, at for at få en ordentlig bil, skulle vi give i omegnen af 80.000 kr. og samtidig er det svært at købe en brugt bil, når vi absolut ikke ved noget om biler. Vi begyndte derfor at snakke om at købe en lille, men ny bil. Efter læsen omkring diverse biler, var valget mellem trillingebilerne WV Up, Seat Mii, Skoda Citigo og alternativer som Renault Twingo, Ford Ka, Hyundai i10, Kia Picanto. Anmeldelserne omkring trillingbilerne var meget positive og da vi kunne læse os til, at der var ventetid på levering af WV Up og denne samtidig var klart dyrest, valgte vi at vi skulle forbi en Skoda-forhandler og prøvekøre en Skoda Citigo den 21. december. Det var en fornøjelse at køre i bilen og jeg var ikke så meget i tvivl om, at det var sådan en, jeg gerne ville have. Sælgeren sagde, at der var lidt leveringstid og vi ville kunne få en bil i starten af februar, hvis vi var heldige. Det var lidt sent for os, da jeg jo starter i arbejde den 15. januar. Han havde dog en stående med aircondition, men ellers kun den mindste udstyrspakke. Vi fik bilen reserveret og tog hjem og holdt jul.

Den 28. december var vi på besøg i butikken igen og skrev under på en købsaftale omkring bilen. Den 4. januar hentede vi den. Det er en Skoda Citigo 1.0 med en 60 hestes motor. Den er rigtig fin at køre i. Den har farven Silver Leaf. Den er lille og fin og kører langt på literen og det er “min” bil. Det er en fornøjelse at køre i den og jeg glæder mig hver gang jeg skal ud og køre. Den er lidt mindre end Micraen, men kører længere på literen. Vi er spændt på, hvor langt den kan køre, når den er kørt ordentligt til. Den har aircondition, ESP, ASB, Stop and Start og meget mere. Den har også nogle ulemper, såsom at det er svært at komme ind på bagsædet og der er ikke noget lys i bagagerummet, men det er jo primært mig, der skal køre alene i bilen til arbejde og hjem igen. Jeg sidder højt i den og sidder rigtig godt i sæderne. Den kan også sagtens køre 130 på motorvejen.

Jeg er meget glad for vores nye bil. Eller min bil som det jo primært er. Jeg glæder mig hver gang, jeg skal køre i den.  Så lad det endelig blive tirsdag den 15. januar, så jeg kan køre til Esbjerg og tilbage igen hver dag i den.

/Lene