Månedsarkiv: april 2011

“Bleeker Pedersen”

I går morges ringede jeg til vores læge og nævnte selvfølgelig mit navn. Det resulterede i, at Signe hele vejen op til dagplejen sad og sagde “Signe Bleeker Pedersen, far Bleeker Pedersen og mor Bleeker Pedersen.” Jeg blev bare så stolt af at høre de små ord fra hende. Det er da fantastisk, at hun nu kan sige sit navn.

Signe fortalte det senere på dagen til en dreng på vejen. Han skulle da også lige vide, hvad hun hed 🙂

En anden lille hyggelig kommentar kom i dag, hvor farmor lige kom forbi, mens Signe sad og spiste. Farmor gik indenfor for at sige hej til Signe og det kom promte fra Signe: “Farmor, ik’ sko på indenfor.” Vi har jo forsøgt at lære hende, at man skal have sko på, når man skal udenfor og tage dem af, når man kommer ind igen. Man må altså ikke have sko på indendørs og det fik farmor så lige af vide. Sødt.

/Lene

Påskeferie 2011

Nu er ferien forbi og vi har rigtig hygget os. Signe er et glad barn, med masser af gang i. Der skal helst ske noget hele tiden og når vejret er så godt som nu, vil hun meget gerne være udenfor og lege. Det har vi haft rigtig god tid til og det har været super.

Der var tid til at lave mad

Dann kan rigtig godt lide at lave mad. Det blev der heldigvis også god tid til i løbet af ferien. I løbet af de første par dage lavede Dann en plan for hvad han gerne ville lave, og den blev heldigvis godkendt af Lene. Det har betydet, at Dann har brugt en del af hans ferie i køkkenet med at prøve nye ting. Heldigvis har det været til stor glæde for såvel Signe som Lene. Ikke mindst Signe, der har fået lov til at være med til at lave en del af maden.

Det har været hyggeligt for Dann at lave, og hyggeligt for hele familien at spise. Signe var specielt glad for de hjemmelavede pølsehorn samt pizza med pølser. Madplanen for ferien kan ses i overskrifter nedenfor.

Lørdag Hjemmelavet pasta med tomatsovs
Søndag Pasta
Mandag Gazpacho
Tirsdag Salat med stykker af kylling
Onsdag Pretzels  

Grill: bøffer, kartofler

Brød: fransk- og rugbrød

Torsdag Pizzasnegle 

Kartoffelgratin, med baconstykker

Fredag Hjemmelavet pizza og pizza calzone
Lørdag Grøn pasta fettuccine 

Frittata m. peberfrugt, løg, tomat og svinekød

Søndag Foccacia  

Pølsehorn

Tomatsuppe og kanapeer

Mandag Hjemmelavede rundstykker 

Rugbrød

Poliâne-brød (eller rettere en efterligning)

Tomatsalat

Agurkesalat

Olie-eidikke dressing

Hjemmelavet tørret grøn pasta. Olie/eddike dressing til

Kanapeer med æg, ost, hvidløg og pesto

Vi har også været på tur

Mandag tog vi til Horsens og gik en tur der og fik også lige købt et par kondisko til Signe. Hun var ret stolte af dem, for de var hvide og lilla. Vi tog hjem i tid til, at Signe kunne sove hjemme. Det var dog lidt en kamp at holde hende vågen i bilen, men det lykkedes. Eftermiddagen gik med at lege og hygge.

Tirsdag var Dann inde i byen og Signe og Lene legede med Magnus og hans mor. Vi sad og hyggede og drak kaffe og snakkede, mens børnene legede og trissede rundt. Da Dann kom hjem brugte vi tiden udenfor, hvor vi gik en tur og legede med andre børn på vejen.

Onsdag tog vi i Randers Regnskov med vores søde naboer og deres søn på 19 mdr. Han var så heldig også at have sin mormor med. Sådan en tur i Randers Regnskov er noget, som Signe synes er så sjovt. Hun glædede sig meget til turen og snakkede om den fra om aftenen til længe efter, at turen var overstået. Der er utrolig meget at se i Randers Regnskov og det foregår selvfølgelig mest på børnenes vilkår. Men til gengæld hyggede de rigtig meget begge to. Der var også tid til at sidde udenfor i det gode vejr og spise lidt mad. En indhegning med geder og kaniner var der også. Signe er klart mest vild med fiskene, men skildpadder, krokodiller, aber og fugle hitter også. Det var en rigtig god tur.

Da Signe skulle sove kørte vi hjemad, men hun var for begejstret til at falde i søvn med det sammen, så hun holdt helt indtil Århus Nord. Hun nåede at sove 20 min. Bagefter skulle vi købe ind til hele påsken. Signe opførte sig rigtig fint indtil slutningen af turen, hvor hun var træt og ikke gad mere. Det resulterede i, at Signe og hendes mor sad midt i Superbrugsen på gulvet og tegnede på vores indkøbsseddel. Hun måtte også bæres ud, fordi hun ville blive og tegne!

Vi prøvede at ligge hende ud og sove efter vi kom hjem. Men det lykkedes ikke og hun kom op igen og vi gik ud og legede. Der kunne også lige blive til en tur på lossepladsen med affald og en tur i Superbrugsen med flasker.

Torsdag hyggede far og Signe sig hele formiddagen med at lege og rydde op. Lene kørte en tur med sin mor. Eftermiddagen gik med leg, leg og atter leg udenfor. Signe kan godt lide at lege udenfor og har heldigvis nogle rigtig gode legekammerater på vejen, hvor især Magnus og Benjamin er i rigtig høj kurs. Hun har bl.a. udtalt: “Hvor er min Benjamin?”

Fredag tog vi til Aqua i Silkeborg. Vejret var kanongodt og Signe var så glad for at se fiskene igen. Desværre lykkedes det ikke rigtigt at røre nogle af fiskene denne gang. Efter at have set fiskene indenfor gik vi udenfor og legede i sandkasse, i vand og spiste lidt mad. Signe og Dann var også inde for at klappe får og geder. Det var lidt skræmmende, men også rigtig sjovt og Signe var derinde i flere omgange. Hun synes også, at det var sjovt at gynge i en sansegynge. Turen sluttede med at Signe gik rundt indenfor og sagde højt farvel til alle fiskene og vinkede til dem.

Eftermiddagen gik endnu en gang med leg udenfor

Lørdag tog Signe og Dann ind til byen med toget. Signe elsker at køre i tog. Det er et kæmpe hit hos hende. Inde i byen hyggede de sig rigtig meget og Signe fik lov til at vælge sine nye sandaler selv. Hun valgte selvfølgelig et par lyserøde, da det klart er yndlingsfarven. Det blev vist også tid til en is, noget brød og pølsehorn.

Eftermiddagen gik endnu en gang med leg udenfor.

Søndag gik med leg udenfor. Signe var ude at lege fra omkring kl. 9 til 19.30 om aftenen kun afbrudt af middagslur og mad. Mandag gik Signe og Lene en lang tur og kiggede på en sø i nærheden og var ovre og gå ved en bæk og sidde på en bænk og slappe af. På turen hjem kom vi forbi Magnus hus og blev inviteret indenfor i haven til hygge og leg. Hans mødregruppe var på besøg og Signe hyggede sig rigtig meget sammen med dem alle og ville ikke hjem. Hun havde heller ikke den store lyst til at sove, men overgav sig til sidst. Efter hun vågnede gik vi ud igen. Vi hyggede hele eftermiddagen.

Hele ugen har vi fået fantastisk mad lavet af Dann. Han har hygget sig indenfor med at lave kompliceret mad, mens Signe og Lene har leget udenfor.

Signe har som skrevet ovenpå virkelig nydt at være ude og lege og har heldigvis en masse gode legekammerater på vejen, som altid byder velkommen indenfor i deres have. Både Magnus og Benjamin har haver, der er hegnet ind, så de ikke kan komme ud og det er dejligt, så man kan slappe lidt af, mens ungerne leger. Signe elsker også at køre scooter og gå ture.

Det er et fantastisk sted, vi bor. Folk er så søde og har altid lige et glas vand til børnene i varmen og ofte også en bolle og et stykke frugt. Samtidig behøver vi aldrig være bekymret for, at Signe måske larmer lidt. Det gør de andre børn også… Man bliver budt indenfor og det er dejligt. Signe nyder det og det gør hendes forældre også.

Det har været en fantastisk ferie!

/Lene & Dann

Pølsehorn

Hjemmelavede pølsehornSigne har længe været helt vild med pølser af alle slags. Første gang vi opdagede det var til brunch, hvor hun spiste bunker af dem. Siden hen er hun blevet introduceret for pølsehorn, der også er et kæmpehit. Tænk sig både at kunne få både brød (som er et hit) og pølser (som er et endnu større hit).

Jeg har længe overvejet, om jeg ikke kunne lave mine egne pølsehorn, og i dag skulle det prøves. Efter at have søgt på nettet efter forskellige opskrifter fik jeg sammensat min egen, som jeg gerne ville prøve.

Dejen blev lavet, pølsehornene rullet og efterfølgende bagt i ovnen. De var et kæmpe hit hos Signe, naboens søn, Lene og naboen… det er helt sikkert ikke sidste gang vi laver dem. Det bliver nok pølsehorn og rosinboller, der skal laves skiftevis herhjemme til Signe i weekenderne.

Velbekomme.

/Dann

Ingredienser

  • 10 gram frisk gær
  • 1 dl sødmælk
  • 50 gram smør
  • 1 tsk sukker
  • 1 tsk salt
  • ½ æg til dej
  • ½ æg til pensling
  • 200 gram hvedemel
  • 6 pølser

Fremgangsmåde

  1. Lun mælken og smørret i en gryde
  2. Rør gæren ud i gryden
  3. Tilsæt salt og sukker i gryden og rør rundt
  4. Hæld melet op i en skål med det halve æg
  5. Kom grydens indhold op i melet og rør kort rundt
  6. Tilsæt det ½ æg til dejen
  7. Ælt dejen i ca. 5 minutter
  8. Lad den hæve tildækket en times tid
  9. Skær pølserne over i to stykker
  10. Del dejen i to lige store stykker
  11. Rul hver stykke ud i en cirkel
  12. Skær 6 trekanter af ud af hver cirkel
  13. Placer en pølse på den brede ende af trekanten og rul den sammen
  14. Kom hornene på en bageplade med spidsen nederst
  15. Lad pølsehornene efterhæve i 30 minutter ved stuetemperatur under et viskestykke eller ca. 4 timer i køleskabet (herefter skal de stå lidt i stuetemperatur for at få en normal temperatur).
  16. Pensl dem med det halve sammenpiskede æg inden de kommer i ovnen
  17. Bages 15 minutter i en forvarmet ovn på 200 grader
  18. Velbekomme

Pretzels

PretzelsLige siden jeg var i Berlin for første gang har jeg været vild med Pretzels – en form for saltkringler. Jeg har derfor længe ledt efter en opskrift på dem. Jeg fandt et par stykker og med et par tilpasninger endte jeg med den, der er nedenfor. Det smager ikke på samme måde som dem i Berlin, men det smager fantastisk!

Pretzels er blevet et stort hit herhjemme hos både Signe, Lene og mig. Derfor bliver de også lavet med et par ugers mellemrum. Selv Signe har lært hvordan man udtaler det 🙂 Første gang hed de “kringler” men allerede den næste gang kunne hun sige “Pretzels”.

/Dann

Ingredienser

  • 2 dl mælk
  • 1 dl vand
  • 1 spsk salt
  • 50 gram smør
  • 15 gram (frisk) gær
  • 1 spsk kommenfrø
  • 500 gram mel
  • 1 æg til pensling

Fremgangsmåde

  1. Smøren smeltes i en kasserolle
  2. Bland mælk og vand i kasserollen
  3. Lad det køle ned til det er “fingervarmt”
  4. Hæld mel, salt og kommenfrø i en skål og bland det godt
  5. Bland gæren i kasserollen
  6. Bland indholdet af kasserollen med indholdet i skålen
  7. Ælt det hele i små 10 minutter
  8. Dejen skal hæve ved stuetemperatur i en time under dække
  9. Rul dejen ud til en firkant
  10. Skær 10-15 strimler af dejen og rul dem til en lille “pølse” af en længde på 30-40 cm
  11. Forbered en bageplade med bagepapir
  12. Form en kringle af hver pølse og placer dem på bagepapiret
  13. Kom kringlerne i køleskabet og lad dem hæve i mindst 12 timer
  14. Tag kringlerne ud af køleskabet og lad dem få stuetemperatur (tager ca. 1 time)
  15. Bring en stor gryde med vand i kog
  16. Pisk et æg sammen i en lille skål
  17. Kom 4-6 kringler i det kogende vand ad gangen. De kommer op til overfladen når de er færdige. Tag dem da af med en hulske og placer dem på bagepladen igen. Det tager ca. 3 minutter pr. omgang.
  18. Når alle kringlerne har kogt pensles de med æg og drysses med salt
  19. Bag dem i en forvarmet ovn på 180 grader i 20 minutter.
  20. Placer kringlerne på en bagerist og lad dem køle af i mindst 15 minutter
  21. Velbekomme!