Månedsarkiv: januar 2010

Farvel til sutteflasker

Sutteflasker og tilbehørDette indlæg er så over et halvt år forsinket… men bedre sent end aldrig. For at bevare kronologien er indlægget placeret i januar 2010, men er faktisk skrevet i juli 2010.

Et godt stykke tid inden Signes et års fødselsdag var hun gået helt over til at spise det samme som os. Hun havde dog holdt fast i en sutteflaske med mælk om natten eller om aftnen inden hun skulle sove. Typisk ville hun vågne omkring klokken tre og så var hun sulten. Her fik hun så en sutteflaske med ca. 200 ml. modermælkserstatning. Veltilfreds ville hun så falde i søvn igen.

Omkring Signes et års fødselsdag var vi begyndt at snakke en del om, hvornår det var tid til at stoppe med denne “natflaske”. Signe svarede heldigvis selv på spørgsmålet, da hun begyndte at sove hele natten uden at vågne. Først var det en dag, så var det hveranden dag. Lidt efter lidt var det alle dage hun sov igennem. Inden midten af december måned var det slut med at få en sutteflaske om natten.

Derfor kunne mor og far gå rundt i huset og finde sutteflasker og tilbehør. Det hele blev samlet sammen, steriliseret og pakket væk under trappen. Det kunne jo være, det skulle bruges igen.

Vi kan tydeligt huske, hvordan vi tænkte “nu er hun blevet stor” da hun helt droppede sutteflasken. I dag kan vi nærmest ikke huske, at hun har brugt sutteflaske. Det går godt nok stærkt.

/Lene & Dann