17. november

18. november 2011 | Skrevet af Lene

17. november blev Signe 3 år. Vi havde længe snakket om, at hun snart havde fødselsdag og at hun blev 3 år i stedet for at være 2. Samtidig blev hun jo så en stor pige, der også var begyndt i børnehave.

På selve dagen vågnede Signe tidligt og spurgte som sædvanligt, om hun måtte komme ind i vores seng. Det sagde jeg selvfølgelig ja til. Hun kom trissende ind og lagde sig ved siden af mig. Jeg tænkte, at vi da lige kunne sove lidt længere (klokken var omkring 5), men Signe ville det anderledes. Efter at have ligget lidt, spurgte hun lige så stille: “hvornår er det min fødselsdag?” Når man får så sødt et spørgsmål er det bare om at vågne hurtigst muligt. Vi sagde derfor nu og skyndte os at stå op. Hun fik sine gaver i sengen. Hun fik et stort duplo-LEGO hospital, en plade til LEGO og noget LEGO til at lære at tælle. Hun blev meget glad og vi skulle straks samle det.

Efter at have hygget lidt med gaverne, skulle jeg ned og bage boller, som vi skulle have med i børnehave senere. Bagefter skulle Signe have pandekager til morgenmad, for det ville hun gerne. Hun spiste 2 1/2 pandekager med sukker og var godt tilfreds. Efter at have leget lidt, var det tid til at komme i børnehave. Dann kørte os derover og så sagde vi farvel til Signe og Dann tog på arbejde, men jeg tog hjem.

Klokken 11 var jeg tilbage i børnehaven med en omgang boller formet som en pige og så selvfølgelig med lyserød glasur. Signe blev glad for at se mig og jeg var med til fællessamling, hvor der blev sunget sange og en fødselsdagssang for Signe. Derefter skulle de spise madpakker, men jeg holdt dem ved selskab. Efter madpakken var det tid til boller. Det var populært og Signe var glad. Hun skulle med hjem bagefter og det var hun ikke helt tilfreds med, men jeg fik hende da med hjem.

Hjemme blev hun lagt til at sove i sin barnevogn og der lå hun og sov sødt, da Dann kom hjem. Halv tre gik vi af sted op til Rikke. Vi skulle besøge Signes dagplejemor. Det glædede Signe sig meget til. Vi blev nødt til at gå, da Danns bil var på værksted og min bil ikke kunne køre mere. Det var defor en frisk gåtur på en halv time med Signe liggende i barnevognen. Signe blev rigtig glad for at se Rikke. Der er ingen tvivl om, at Signe savner hende, selvom hun også har det godt i børnehaven.

Efter det lille besøg skyndte vi os hjem igen og gik i gang med maden. Signe var så heldig, at mormor i mellemtiden havde været forbi med gaver til hende, hun fik en sød lilla kjole og et dukkehus i træ. Det var populært. Ikke længe efter ankom farmor og farfar til Signes store glæde. Hun trak dem straks med ovenpå for at hilse på Plys. Hun havde knap nok tid til sine gaver, men fik dog pakket op sammen med farfar. Hun fik en babapapa bog, noget fantastisk tøj og en fin lyserød cykel med støttehjul. Nederdelen kom på med det samme. Kort tid derefter ankom onkel Kenneth, tante Loiuse og fætter Kasper. Hun fik flere gaver, men havde næsten ikke tid til at pakke op, fordi hun var så begejstet over, at de alle kom for at besøge hende. Det blev til en barbie, en lille pige barbie, en prinsesse film og en lyserød taske med tilhørende pung. Det var populært.

Mens Dann og jeg lavede mad, spiste de andre gulerødder, agurk og hjemmebagets grisini. Signe spiste så meget af det, at hun faktisk ikke spiste aftensmad. Denne bestod af culottesteg, ovnkartofler, salat, bernaisesovs og wiskeysovs. Det var rigtig fin mad. Desserten var lyserød creme brulee. Det er Signes yndlingsdessert, men det var ikke meget, hun kunne spise, da hun var mæt. Efter at have sunget fødselsdagssang for både Signe og Loiuse, som også har fødselsdag den dag, var det tid til at komme i seng. Signe havde haft en rigtig god og travl dag. Uden tvivl glæder hun sig til sin næste fødselsdag og det gør vi andre også.

/Lene

Signes første dag i børnehave

1. november 2011 | Skrevet af Lene

I går tog vi afsked med Signes fantastiske dagplejemor. Det var en noget tårevældet afsked, for vi har virkelig alle tre været glade for hende, så det er trist, at Signe ikke skal være der mere. På den anden side kan Signe jo ikke være der resten af livet og hun er klar til at fortsætte livet i børnehaven. Så vi overlevede at sige farvel og glæder os til fremtiden.

I dag var det så dagen, hvor Signe endelig skulle starte i børnehave. Hun har længe snakket om det og glædet sig, men havde ikke helt indset, at det så betød, at hun ikke skulle op til hendes dagplejemor mere. Hun spurgte da også i morges, om hun skulle op til hendes dagplejemor og blev lidt forvirret over, at svaret var nej. Men hun fulgte nu frivilligt med  børnehave.

Vi ankom lidt over 9 og blev mødt af en masse søde pædagoger og dejlige børn. Signe fik tøjet placeret i garderoben og løb ind og legede. Hun skulle dog lige af med sin madkasse og den var hun ikke meget for at slippe, men det lykkedes dog. Jeg fik lige en kop the inden vi skulle have tøj på igen, for Signes gruppe skulle ud og gå en tur. Vi gik udenfor på legepladsen lidt og snakkede med nogle af de andre børn. Der blev også serveret skåret frugt og rugbrød udenfor og der sad de børn, der var udenfor og spiste det. Det var ret hyggeligt.

Tiden blev inde til at gå en tur, så jeg tog Signe i hånden og så gik vi alle af sted. Der var i alt 17 børn på tur og 3 pædagoger og så mig. Børnene skulle gå to og to med hinanden i hånden eller med en af de voksne. Det var de ret gode til og Signe skal nok få det lært hurtigt. Turen gik hen til stationen, hvor vi skulle se tog. Det var et stort hit og det samme var alle de græskar, der stadig stod foran husene, vi gik forbi. Ved siden af skolen, var der en stejl bakke. Den var vi flere gange oppe og nede af. Det var sjovt for alle. På vejen tilbage til børnehaven gik vi igennem skoven. Det var hyggeligt med alle efterårsbladene.

Tilbage i børnehaven skulle vi spise madpakker. Det var lige noget for Signe. Vi satte os alle på gulvet og spiste de medbragte madpakker og drak vand. Børnehaven har den politik, at man skal spise rugbrød for man kan spise det sjove i madpakken. Det gjorde Signe også pænt.

Efter maden skulle Signe og jeg til at tage hjem. Børnene skulle enten sove eller udenfor og lege. Signe ville helst ikke med hjem, men det lykkedes til sidst. Hun kom hjem mættet af oplevelser og indtryk. Hun skal lige vænne sig til, at hun er omgivet af så mange mennesker i hendes dagligdag, men jeg tror, at hun kommer til at hygge sig rigtig meget dernede. Rammerne er til det og børn og pædagoger virker rigtig søde.

Hun glæder sig meget til at skulle derned igen i morgen, men er dog ikke pjattet med, at jeg går på et tidspunkt. Hun siger, at så begynder hun at græde. Men lad os nu se. Det kan være, at hun får så travlt, at hun ikke opdager, at jeg er væk.

/Lene

 

Minestrone

18. oktober 2011 | Skrevet af Dann

MinestroneMinestrone er en en lidt svær suppe at lave en opskrift på. Der er nemlig lige så mange opskrifter på den, som der er mennesker, der forsøger at lave den. Det er en italiensk grøntsagssuppe, der typisk servers med pasta i suppen. Til tider er der også lidt kød i, og det er der også i vores. Vores bud på suppen er blevet til over nogle gange, hvor vi har prøvet en masse forskellige ingredienser. Der er nok lidt flere rodfrugter i suppen, end der vil være i Italien, men det gør ikke noget for os – faktisk tværtimod.

Suppen laver vi aldrig helt ens, da vi kan tage hvad vi nu lige har i køleskabet og komme i. Det er altså på mange måder en lige så effektiv måde at tømme køleskabet på som at lave en Frittata.

Signe kan også godt lide suppen, og hun er super god til at spise den med ske. Det kan i øvrigt varmt anbefales at servere suppen med noget godt brød til. Vi synes selv at Bleekers Fuldkornsbrød er det absolut bedste hertil.

Vi synes den smager rigtig godt, og det er fremadrettet en fast del af vores madplan herhjemme.

/Dann

Ingredienser (4 personer)

  • 1 chorizo pølse
  • 2 kartofler
  • 2 løg
  • 1 selleristængel
  • 2 gullerødder
  • 1 porre
  • 2 persillerod
  • 2 pastinak
  • 1½ liter vand
  • 3 terninger med hønseboulion (svarende til 1½ liter vand)
  • 2 ds (800 gram) flåede tomater
  • 2 fed hvidløg
  • 2 tsk kværnet peber
  • 1 laurebærblad
  • 1 spsk tørret basilikum
  • 1½ dl supporhorn eller anden pasta
  • 1½ dl tørrede hvide bønner, der har været i blød natten over, og efterfølgende kogt i en times tid i rent vand

Fremgangsmåde

  1. Kom 1½ liter vand i en gryde
  2. Kom 3 terninger hønseboulion i vandet
  3. Varm vandet langsomt op så boulionterningerne opløses helt
  4. Skyl (skræl) og hak alle grøntsagerne imens. De fleste i grove tern, men hvidløget hakkes fint.
  5. Blend de to dåser tomat
  6. Skær pølsen i stykker
  7. Varm en stor gryde op til middelhøj varme
  8. Tilsælt 2 spsk olie i bunden af gryden
  9. Svits chorizo pølsen i gryden i 3-4 minutter
  10. Tilsæt alle grøntsagerne og svits dem i ca. 4 minutter
  11. Tilsæt den nu varme boulion
  12. Tilsæt krydderierne og de hvide bønner
  13. Lad suppen koge ved svag varme i mindst 30 minutter, men gerne længere
  14. Tilsæt suppehornene og lad suppen koge yderligere 10 minutter
  15. Fjern laurebærbladet fra suppen inden servering
  16. Velbekomme!

Tiramisu

29. september 2011 | Skrevet af Dann

TiramisuI løbet af vores sommerferie fik jeg lovet Lene, at jeg ville prøve at lave  et par desserter til hende. En af de rigtig gode, vi fik på vores seneste tur til Rom, var Tiramisu. Derfor var det helt naturligt, at dette var en af de ting, der skulle prøves. Det er blevet til en hel del forsøg med, hvordan cremen skal laves, hvordan kaffen skal blandes med likøren og ikke mindst, hvordan kagerne skal vædes i væsken. Efter et utal af forsøg er vi langt om længe lykkedes med en variant, som vi mener smager rigtig godt.

Desserten er i øvrigt en såkaldt semi-freddo, hvilket i princippet bare betyder, at den serveres direkte fra køleskabet, da den skal være lidt kold.

Det er faktisk ret nemt at lave, når først opskriften er helt på plads, så det er  helt sikkert en dessert, der dukker op herhjemme fra tid til anden.

/Dann

Ingredienser

  • 100 gram lady fingers
  • 4 æggeblommer
  • 60 gram sukker
  • 250 gram mascopone ost
  • 1½ æggehvider
  • 2½ dl stærk kaffe
  • 3/4 dl Marsala (vin)
  • 1 knivspids vaniljesukker
  • Kakaopulver

Fremgangsmåde

  1. Lav kaffen og kom den over i en skål
  2. Bland Marsala i skålen med kaffen
  3. Kom æggeblommerne og sukkeret i en skål
  4. Pisk æggeblommerne og sukkeret lyse til en æggensnaps
  5. Kom mascopone osten og vaniljesukkeret i blandingen og pisk det sammen
  6. Kom æggehviderne i en anden skål
  7. Pisk æggehviderne stive
  8. Vend æggehviderne i cremen
  9. Dyp en ladyfinger i kaffeblandingen til den er halvt nede
  10. Kom en ladyfinger i bunden af en skål/fad
  11. Gentag skridt 8 og 10 indtil der er et helt lag ladyfingers i bunden af skålen
  12. Kom et lag af cremen udover laget af ladyfingers
  13. Drys kakao ud over cremen
  14. Kom endnu et lag ladyfingers ud over cremen
  15. Kom et sidste lag creme på kagerne
  16. Stil den i køleskabet i mindst 6 timer, men gerne et helt døgn
  17. Tag den ud af køleskabet og drys kakao over toppen
  18. Server straks
  19. Velbekomme!