Lene & Dann Bleeker Pedersen

I løbet af den sidste uges tid er Signe begyndt at interessere sig lidt for de små dyr, der kommer indenfor i løbet af sommerperioden. Hun peger på dem og snakker om dem på hendes søde facon, hvor hun siger en masse ting, som vi ikke kan forstå. Bagefter kigger hun selvfølgelig frustreret på mor eller far og kan ikke forstå, hvorfor vi ikke forstår hende.

Specielt fluer har fanget hendes interesse. Hun peger på dem, forsøger at røre ved dem og snakker også til dem. Derhjemme forsøger vi at lære det der med at sige hej og farvel, når man ser nogen. Signe er ikke helt med på idéen endnu, men der er dog ét tegn på, at hun er ved at fange den.

Når hun ser en flue, så bliver der sagt “hej flue” og når hun så forsøger at røre ved den og den flyver væk, ja så siger hun “farvel flue”. De første par gange hun gjorde det, var både moderen og faren ret imponeret. Det er jo selvfølgelig helt logisk, at man også skal hilse på en flue, når man nu skal gøre det på andre mennesker.

Jeg er helt vild med den naive (i ordets positive forstand) tilgang Signe har til verden. Det er utroligt spændende at være med til at opleve verden på samme måde som hende.

/Dann

Signe er blevet rigtig glad for at tegne, og hun er bestemt også stolt over resultatet. Normalt sidder enten Lene eller jeg sammen med Signe, når hun tegner. Denne morgen var dog lidt anderledes. Signe har nemlig haft øjenbetændelse i lidt over en uge. Da det ikke forsvandt helt så hurtigt som det burde, så skulle Signe og jeg til læge i dag klokken 9. Derfor havde vi en lidt længere og mere hyggelig morgen end normalt. På et tidspunkt i løbet af morgnen siger Signe, at hun gerne vil tegne. Det passer med at jeg er ved at gøre mig færdig efter badet og moderen er taget ud af døren.

Jeg finder derfor tre kuglepenne frem og noget papir. Hun sætter sig pænt på hendes stol foran hendes lille bord på hendes værelse og går igang med at tegne. Det tager en del tid og hun finder faktisk også selv ud af at tage et nyt stykke papir, da hun bliver færdig med det første. Da jeg var klar kom jeg ind til hende og roste den flotte tegning, hun havde lavet. Jeg havde slet ikke opdaget, at hun havde tegnet sig selv i hovedet. Det opdagede jeg først, da vi lidt senere satte os ned i køkkenet for at spise morgenmad (havregryn med mælk).

Jeg må have set lidt mærkelig ud i hovedet, da jeg opdagede det. Signe kiggede i hvert tilfælde meget mærkeligt på mig, da jeg nysgerrigt undersøgte hende. Efter at have foretaget en behørig dokumentation af hændelsen (se billederne her i indlægget), så forsøgte jeg at vaske stregen af. Det gik sådan nogenlunde. Man kan stadig se en rød streg i hovedet, men den er meget mere udtværet og utydelig end den, der kan ses på billederne her på siden.

Alt i alt var det endnu en rigtig hyggelig morgen herhjemme, og denne gang var det en længere morgen end normalt. Da vi kom til lægen fik Signe lige sagt hej til den søde sekretær og opdagede derefter, at der var legetøj over i hjørnet. Hun nærmest fløj over til legetøjet og begyndte at lege med det hele. Der var både Little People, Lego, bøger og en masse trælegetøj. Da vi var kommet ca. 20 minutter for tidligt til lægen (man skal jo nødigt komme for sent), så havde vi rigtig god tid til at prøve det hele… og det var vist noget der passede Signe. En masse legesager hun ikke kendte. Det hele blev prøvet, kørt med, læst i eller bygget med. Da det endelig blev tid til at vi skulle ind til lægen, havde hun nærmest prøvet det hele, så der var ingen brok over at efterlade alt det seje legetøj.

Lægen sagde heldigvis, at vi ikke behøvede at behandle Signe med en salve til hendes øjne længere. De var fine som de var. Resten skulle nok forsvinde af sig selv. En rigtig dejlig melding at få, da Signe ikke er helt vild med at få stukket noget salve i sine øjne to gange om dagen.

Efter besøget hos lægen skulle Signe i gæstehuset (lidt ala en vuggestue, hvor dagplejebørn kan komme hen, når deres dagplejemor ikke kan passe dem). Signe er rigtig glad for at være i gæstehuset, hvilket også var tydeligt med det smil hun havde, da vi ankom. Normalt afleverer jeg hende indenfor, men denne gang var jo senere end normalt, så alle børnene sad pænt ude i haven på et langt bord og spiste formiddagsmad. Signe fik et brød med rosiner og satte sig ellers ned hos de andre børn og hyggede sig. Der var slet ikke tid til at give far det normale farvelkys eller til at vinke… hun er så utroligt glad for at være der, og det glæder naturligvis kun mig rigtig meget.

Resultatet af dagens indsats med kuglepennene kan i øvrigt ses nedenfor, og altså også i Signes hoved på billederne af hende.

/Dann

Lene er begyndt på sit nye arbejde. Det har helt naturligt betydet nye rutiner hjemme hos os til hverdag. Specielt morgnen er meget anderledes for mig.

Vækkeuret ringer omkring klokken 06, så vi kan komme op og i gang. For en måned siden var det ikke nødvendigt at bruge vækkeuret, men Signe er begyndt engang imellem at sove til ca. 06:30. Når vækkeuret har ringet går Lene i bad og gør sig klar til at tage på arbejde. Når hun er færdig, så bytter vi og jeg går i bad, mens Lene tager sig af Signe.

Klokken 7 tager Lene af sted mod Ebeltoft. Det passer som regel med, at Signe sidder og spiser morgenmad på det tidspunkt. Nogen gange spiser vi morgenmad længe efter mor er taget på arbejde og nogen gange, som i dag, er hun færdig næsten lige efter Lene er taget på arbejde.

Når vi er færdig med at spise morgenmad, er det tid til at lege. Det er simpelthen blevet mit nye ynglings tidspunkt på en hverdag. Vi leger lystigt med alle hendes legesager.

I morges legede vi først en del med Signes Little People. Her var det samlingen af et par toge og en traktor og så skulle der ellers køres rundt med dem og de mennesker, der hører til. Lidt senere var det tid til at lege med Duplo. Her fik vi sat lidt klodser sammen og Signe begyndte også selv at sætte klodser sammen. Specielt nogle dyr hun har fået i Duplo var et stort hit i morges. Hun fik dem pænt sat på toppen af de ting, vi byggede.

Efter en lille times leg er det tid til, at Signe skal have noget nyt tøj på, og så skal vi ud af døren og op til dagplejen (der i denne uge er et såkaldt gæstehus med en del børn og en del pædagoger).

Aftnen er mere presset for tid end morgnen. Her henter vi Signe, laver aftensmad, klarer de praktiske ting derhjemme og inden vi får set os om, så er Signe lagt i seng. Derfor er den tid vi har fået sammen om morgnen blevet mit nye ynglings tidspunkt på dagen.

/dann

Ja nu nærmer tiden sig, hvor Signe runder 17 mdr. Vi kan slet ikke forstå, at det virkelig er 17 mdr. siden, at vi fik vores dejlige datter ind i vores liv. Det er så svært at huske, hvad vi lavede inden vi fik hende. Ja vi havde mere tid til vennerne og familien og hyggede os rigtig meget. Og så kom Signe og nu handler det meste af vores liv om hende. Men det er vi bestemt ikke kede af.

Signe er som alle andre børn helt fantastisk. Hun er lige pludselig blevet stor. Der er intet baby over hende mere. Hun går rigtig godt nu og elsker at gå en tur med os. Hun er også så småt begyndt at løbe, omend det er lidt usikkert endnu. Da hun blev hentet i dagpleje i går af Lene, kom hun løbende. Hun var lige ved at vælte, men hun gjorde det ikke. Hun kom løbende ud for at tage imod hendes mor og da hun så havde sagt hej, var hun klar til at gå ind og lege igen med de andre børn.

Hun elsker at være i dagpleje. Hun går der sammen med Mads, der er omkring 22 mdr. og Nanna, der er  omkring 19 mdr. Dem elsker hun at lege med og lærer utrolig meget af dem. Især Nanna snakker løs og Signe suger til sig. Den sidste pige i dagplejen er Solvej (ved ikke lige, hvordan det staves). Hun er en 11 mdr. gammel pige. Signes dagplejemor er helt fantastisk. Hende er vi så glade for. Hun tager sig rigtig godt af Signe og de andre børn og vi er trygge ved at aflevere Signe hos hende. Hun elsker virkelig sine “børn” og de elsker hende. Så det er bestemt en fornøjelse at aflevere Signe et trygt sted og vide, at der bliver passet godt på hende.

Men tilbage til Signe, der jo bliver så stor. Hun snakker hele tiden nu. 80 % af tiden forstår vi ikke, hvad hun siger. Og det frustrerer nogle gange os alle 3. Nogle gange kan man bare se på hende, at hun prøver at sige noget og at det for hende er indlysende, men hvorfor forstår hendes forældre hende så ikke? Men en del forstår vi da og der er kommet rigtig mange ord til. Hun siger enkle ting som ko, hej, sko, muh, vov vov, læse, gul, blå, banan, Garfield og meget andet. Hun er også begyndt at gentage, hvad vi siger. Derfor har vi også fået lært hende at sige “tak for mad”. Vi prøver at lære hende nye ord og arbejder også på at lære hende om farver.

Hun er også begyndt at høre efter, hvad vi siger til hende. Siger vi til hende, at hun skal gå ovenpå, fordi hun skal have en ny ble, så gør hun det, hvis det passer hende. Man kan se på hende, at hun hører hvad vi siger, men nogle gange vælger hun at ignorere det. Bøjlen er også røget af hendes højstol, og hun kan nu kravle op selv og gør det også gerne, når hun er sulten. Hun kan dog ikke komme ned igen uden hjælp, hvilket Lenes familie fik lov til at opleve, da vi fejrede Danns fødselsdag 3. april. Hun var kravlet op på stolen og ville åbenbart ned igen, så hun satte bare af og landede lige på hovedet et stykke fra stolen med en meget rød kind som resultat. Et sådant stunt afskrækker hende heldigvis ikke fra at kravle op på stolen igen, men hun har ikke forsøgt at komme ned selv siden.

Signe sætter sin tandbørste på plads i skabet, når vi har brugt den. Hun sætter sig i entreen, når hun skal have sko på. Hun tænder selv sin musik i stuen. Hun kommer stadig og rækker armene op, når hun vil tages op. Hun ligger og snakker i sengen om morgenen, indtil Lene tager sig sammen til at gå ind og hente hende. Så hygger vi lidt i sengen, inden hun selv glider ned og begynder at lege. Hun er også begyndt at hjælpe med at tømme opvaskemaskinen. Hun tager et stykke bestik af gangen og giver Lene, som så ligger det på plads i skuffen. Både Signe og mor elsker det. Hun vil også gerne hjælpe med tallerkner og glas, men kan ikke rigtig endnu.

Alt det ovenstående er vores måde at sige på, at Signe er helt fantastisk. Vi er så glade for, at vi har fået lov til at være hendes forældre. Og nej det hele er ikke rosenrødt. Der er hårde nætter og endnu hårdere dage, for selvfølgelig hører hun ikke altid, hvad vi siger. Hun har også sin egen holding til tingene og hvis hun ikke får sin vilje, smider hun sig ned og græder hysterisk. Hun vil gerne alt selv, men kan ikke rigtig endnu. Det skaber selvfølgelig en del frustrationer, især når vi forsøger at hjælpe hende.  Men det ændrer ikke, at vi synes, at hun er helt fantastisk. Signe, vi elsker dig.

/Dann & Lene