Arkiv for kategorien ‘Huskøb’

Første nat på Østergårds Alle

lørdag, 16. august 2008 | Skrevet af Lene & Dann

Efter at have fået nøglen til vores nye hus, var vi fast besluttede på at vi også skulle sove der allerede den første nat. Da vi havde smidt vores gamle seng ud og endnu ikke modtaget den nye, havde vi lånt et par ”feltsenge” af Danns farmor og farfar.

Vi rullede først et tæppe ud på gulvet, så sengene ikke ville sætte mærker. Herefter blev den første seng slået ud. Desværre var sengene for store til at de begge kunne være på tæppet. Derfor valgte Dann at sove på gulvet med et liggeunderlag. Dann mente, at det måtte være godt for hans ryg.

bFor at kunne have weekenden til at flytte har vi begge pakket en kuffert med alle de ting, vi skulle bruge, hvis vi tog på en ferie i nogle dage. På den måde har vi ikke et stort pres på, at skulle få pakket det hele ud. Vi skal bare tage det stille og roligt.

Den første aften forløb med at vi gik op i det der skal være soveværelset, fandt Lenes computer og satte en DVD på. Det var ”Mens du sov” da Lene lige havde fået den i fødselsdagsgave. Vi fik ikke set den færdig inden vi besluttede os for at sove.

Natten forløb ret begivenhedsløst, og vi har nu sovet for første gang i vores nye hjem. Vi sov godt, men glæder os alligevel meget til vi får vores nye seng.

/Lene & Dann

Flytningen er overstået

lørdag, 16. august 2008 | Skrevet af Lene & Dann

Forberedelsen til flytningen startede for snart 2 måneder siden, hvor de første ting blev smidt ud eller pakket ned. Men flytningen startede først for alvor fredag morgen.

Klokken 05:30 ringede vækkeuret og Dann stod op. Efter at have været i bad og gjort sig klar, kørte Dann bilen ud til Østergårds Alle 163. Herfra gik han (ca. 20 min) ned til bussen i Hørning, hvorefter han tog bussen ind til Århus.

Bilen skulle ud til vores nye adresse, så Lene havde et sted at sidde. Planen var nemlig at Lene skulle sidde i bilen på adressen og passe på vores ting. Vi havde nemlig fået lov til at fylde carporten op med vores ting inden selve overtagelsen af ejendommen. Lene kunne desværre ikke hjælpe med flytningen på grund af en operation i hendes hånd (mere om den i et kommende indlæg). Derfor passede det perfekt, at Lene på denne måde kunne sidde i bilen og passe på vores ting.

I Århus gik Dann ned til driveon.net hvor han omkring 07:45 hentede en Ford Transit varevogn, der var lejet til flytningen.

Hjemme igen begyndte Dann at fylde bilen med flyttekasser, mens Lene gjorde sig klar til dagens strabadser. Det tog ca. 1 time at fylde bilen med flyttekasser første gang. Det blev alt i alt til 52 flyttekasser i bilen og der kunne godt skubbes et par ekstra ind, hvis der blev mast lidt.

Vi kørte så begge til Hørning, hvor Dann tog flyttekasserne og placerede dem i carporten. Omkring klokken 10:00 var Dann færdig og kørte retur til Byvangs Alle for at flytte endnu et læs. Ca. 12:00 var Dann retur fra Byvangs Alle med en masse forskellige ting. Da huset skulle overdrages 13:30 kunne Dann ikke nå endnu en runde. Derfor lod han tingene blive i varevognen og kørte til Stilling i vores egen bil for at hente nogle af vores bøger, der midlertidigt blev flyttet for en uge siden.

Efter udlevering af nøgler (ca. 15:30) var det tid til at tømme den fyldte varevogn. Denne gang havde vi nøglen, så bilens indhold blev placeret i vores nye stue. Til at hjælpe med at tømme bilen (og resten af flytningen) kom en af Danns gode venner. Denne gang gik det stærkt med at få tømt bilen. Da vi var næsten færdige med at tømme bilen kørte Danns ven og Lene en tur for at købe noget frokost til Lene. Imens fik Dann tømt det sidste af bilen.

Det blev i alt til to ture mere, hvor resten af tingene i lejligheden blev flyttet. Klokken 20:20 var vi færdige med at tømme varevognen for det sidste læs. Det blev så tid til lidt aftensmad (pizza). Efter aftensmaden blev kasserne fra garagen flyttet ind i huset.

Efter en lang dag gik vi i seng omkring 22:30. Dann sov indtil 06:00 dagen efter, hvor Dann stod op for at køre varevognen retur til driveon.net inden klokken 08:00 (der betød at man lejede bilen en dag ekstra). Bilen blev afleveret klokken 07:00.

Alt i alt har vi således fået flyttet alle vores ting på kun en dag. Vi havde planlagt med to. Vi glæder os rigtig meget til at komme på plads i vores nye hjem og ikke mindst til at få vores seng leveret.
/Lene & Dann

P.S. Flytningen er faktisk ikke helt overstået da vi mangler et læs bøger fra Stilling, men dem henter vi å mandag.

Huset er færdigt!

fredag, 15. august 2008 | Skrevet af Lene & Dann

Efter at have modtaget beskeden om at overtagelsesdagen for vores hus var udskudt til den 15. august har vi forsøgt at få fat i sælger. Vi har skrevet et utal af breve til sælgers advokat, men desværre uden svar.

I starten af denne uge undersøgte vi med vores advokat hvilke muligheder vi havde på overtagelsesdagen hvis sælger ikke kom med nøglerne. Vi var blandt andet inde på om vi kunne hyre en låsesmed da det jo fra overtagelsesdagen er vores ejendom (det mente vores advokat ikke var muligt).

Indtil det modsatte var bevidst antog vi dog at huset blev færdigt som lovet idet vi ikke havde modtaget en skrivelse om det modsatte. For at få ”syn for sagen” tog vi i lørdags ud på byggepladsen og snakkede med et par venlige håndværkere der fortalte at så vidt de vidste så blev huset færdigt til overtagelsesdagen. Det glædede os meget, men vi ville nu gerne have en bekræftelse. Derfor skrev vi til vores ejendomsmægler for at få hjælp til at få information om hvordan vi skulle få nøglen (når nu sælgers advokat ikke ville svare).

Tirsdag aften tog Dann ud for at besøge huset. Her mødte han helt tilfældigvis vores nye naboer. De havde nøjagtig samme oplevelse som os med manglende svar fra sælger samt ikke mindst en flyttet overtagelsesdato fra 1. august til 15. august. Vores nye nabo havde fundet et mobilnummer til en der kunne hjælpe os med at få nøglen.

Dagen efter fik Lene fat i ejendomsmægleren pr. telefon og fik det samme nummer udleveret. Vi kimede det ned men uden held. Lidt senere onsdag fik vi besked på at nummeret var forkert men fik et andet oplyst. Her var der heller ikke nogen der svarede men Dann lagde en besked.

Onsdag eftermiddag ringede vores nye nabo og fortalte at de havde fået kontakt til sælger og at de havde fået besked på at husene ville være færdige og klar til overlevering fredag klokken 12. Den besked lettede naturligvis meget da vi så havde vished for at huset blev færdigt til tiden.

Onsdag aften ringede vi derfor til ham der skal hjælpe os med gennemgangen af huset og fortalte at huset var klart fredag klokken 12.

Torsdag morgen ringede ham der skulle give os nøglerne og flyttede overtagelsestidspunktet til 13:30 i stedet for 12:00. Vi ringede straks til ham der skal hjælpe os med gennemgangen af huset og fortalte at overtagelsestidspunktet nu var udskudt. Det gav lidt problemer for ham, men han kunne heldigvis stadig deltage.

Derfor har vi nu en rigtig god tro på at flytningen nu kan starte (faktisk er den lidt startet, men mere herom i et senere indlæg) om kort tid samt ikke mindst at vi får nøglerne senere i dag. Det bliver super spændende!

Vi mangler stadig at modtage et underskrevet skøde, men da vi har en underskrevet købsaftale så er skødet mere en formalitet end noget andet. Det væsentlige i handlen er købsaftalen og den er heldigvis på plads.

Om huset i virkeligheden er helt færdigt eller kun delvist vil vise sig på overtagelsesdagen (i dag) hvor vi har aftalt en gennemgang af huset for fejl og mangler. Vi håber på det bedste.

Vi glæder os super meget til i dag!

Mon huset bliver færdigt?

mandag, 4. august 2008 | Skrevet af Lene & Dann

Lene var i går på besøg i Magnolia Haven og kunne se, at der er flyttet nogen ind i endnu et hus derude. Det betyder at der nu i alt er flyttet nogen ind i 5 ud af 20 rækkehuse.

Siden vi den 21. juli skrev til sælger med en række bemærkninger grundet udskyldelsen af overtagelsesdagen, har vi ikke hørt noget tilbage. Det er naturligvis lidt bekymrende, at de ikke svarer. Derfor har vi (via vores advokat) idag rykket for et svar på vores henvendelse. I mellemtiden har vores advokat også rykket for et svar. Begge dele indtil videre uden held.

Formuleringen af en rykkerkrivelse har været lidt svær for os, da vi dels gerne vil stå på vores ret og være hårde (nok mest Dann) og dels ikke vil være urimelige over for dem, der jo skal bygge resten af vores hus ordentligt (nok mest Lene). Vi endte med et kompromis, hvor vi indskærper en række ting over for sælger. Det bliver spændende at se hvad, hvis overhovedet, de svarer tilbage.

Det er en smule bekymrende, at vi ikke kan få noget svar fra dem, der om 11 dage gerne skulle overdrage huset til os.

I løber af de sidste tre uger har vi været jævnligt på besøg derude. Desværre er der ikke rigtig sket noget. Det ser ikke ud som om, der har været fremdrift i bygningen af vores nye hjem siden komfuret blev leveret. Håndværkerne har givetvist holdt ferie.

Nu håber vi bare at de kommer tilbage fra ferie og starter på at førdiggøre vores hus.

Heldigvis ved vi, at det også er i sælgers interesse at blive færdig med huset. Både for at få likviditeten overført fra os, men også for at undgå en alt for stor udgift til kompensation til os.

/Lene og Dann