Lene & Dann Bleeker Pedersen

I oktober fik jeg et brev om, at nu skulle min dejlige Opel Astra skulle synes. Jeg regnede ikke med, at det blev et problem for bilen kørte jo rigtig godt. Der var dog nogle småting, der skulle ordnes, men intet alvorligt, troede jeg.

I god tid bestilte jeg en tid på værkstedet til check. Det skulle dog vise sig, at der var mere i vejen med bilen, end jeg var klar over. Jeg fik et opkald fra værkstedet. De ville selvfølgelig gerne reperere bilen, men det ville komme til at koste ca. 25.000 kr. og så regnede han med at den snart ville gå i stykker igen.  Han mente ikke, at det kunne betale sig at reparere bilen, men han ville naturligvis gøre det, hvis jeg gerne ville have det. Jeg sagde ellers tak og aftalte, at jeg ville komme og hente bilen så jeg kunne finde ud af, hvad der skulle ske nu.

Jeg var noget nedslået over den besked for jeg elskede den bil. Den har kørt mig mange kilometer frem og tilbage mellem hjem og Ebeltoft og mange ander steder hen. Hele familien har tit kørt i den bil, fordi der var mere plads i den end i micraen. Den har altid kørt godt.

Men så skulle vi finde ud af, hvad vi skulle gøre nu. Bilen skulle jo nok bare skrottes, men kunne vi så klare os med en bil, når Dann nu er meget væk? Vi har jo før klaret os med en bil, så det kunne vi nok igen. Heldigvis startede Signe i børnehave 1. november og der kan jeg gå med hende hen. Mit nye job er i midtbyen og der er ingen parkeringspladser, så det skulle vi betale for. Samtidig er det faktisk hurtigere at tage toget, så det løste jo alle problemer. Vi havde altså ikke brug for en bil til andet end fordi det er bekvemt for mig.

I weekenden efter at jeg havde fået den nedslående besked, skulle jeg til Skanderborg med Signe i bilen, da Dann var væk med micraen. Bilen kunne godt starte, men den kunne ikke bevæge sig ud af stedet. Et eller andet havde sat sig fast ved bagbremserne. Signe og jeg måtte opgive vores køretur og gå en tur i stedet.

Siden den weekend stod bilen bare i indkørslen og kunne ikke komme nogle steder hen. Den fik lov til at stå lidt for jeg kunne ikke få mig selv til ringe og få den hentet. Da vi nærmede os jul blev jeg dog nødt til det. Så jeg ringede til et skrotfirma og de kom og hentede bilen. Det var en meget trist dag og jeg stod næsten og græd, da han kørte med min bil. Den bliver savnet, for det var en rigtig god bil. Det var den første bil, som jeg kunne kalde “min” og som stod parat til at køre mig derhen, hvor jeg ønskede? Samtidig elskede jeg at køre i den, for den kørte bare godt og stabilt.

Men nu har jeg ingen bil mere og det går ok. Det kræver lidt mere planlægning af hverdagen, men så længe jeg arbejder i midtbyen, behøver vi kun en bil. Det er billigere og bedre.

/Lene

Grunden til, at I ikke hører så meget fra mig lige for tiden er, at jeg har fået et nyt løntilskudsjob. Min jobkonsulent havde længe arbejdet på sagen, da det ikke lykkedes for mig selv at finde noget. Endelig i november skete der noget. Den 8. november var jeg så kaldt til samtale hos Ejendomsforvaltningen i Aarhus Kommune. Jeg var til en rigtig god samtale og ønskede virkelig at få løntilskudsjobbet, selvom jeg så vidste, at jeg kom til at arbejde for næsten ingen penge. Men penge er ikke alt, så da kontorchefen for Ejendomsforvaltningen ringede og tilbød jeg kunne starte 21. November, sagde jeg straks ja.

Som sagt så gjort. Jeg startede i job 21. november. Jeg sidder i Udlejningdafdelingen i Aarhus Kommunes Ejendomsforvaltning og har nu fået noget at stå op til. Det er fantastisk at arbejde igen og  jeg nyder hver dag. Men det er selvfølgelig også meget hårdt lige pludselig at have arbejde 37 timer/uge og samtidig have hus og familie ved siden af. Det betyder at jeg går meget tidligt i seng for tiden, da jeg er konstant træt. Jeg håber det går over med tiden.

Selve arbejdspladsen er fantastisk. Det er en dejlig afdeling jeg er havnet i og jeg har fået nogle rigtig søde kollegaer. Mine arbejdsopgaver er heldigvis også gode og jeg er glad for at kunne tage toget på arbejde hver dag. Jeg bliver kørt til toget af Dann, når det kan lade sig gøre, men ellers går jeg bare. Det fungerer også fint at hente Signe på hjemvejen. Det er lidt svært om morgenen når Signe pg jeg skal gå i børnehave, men det går ok. heldigvis ligger mit arbejde tæt på banegården og det er hurtigere at tage toget end at skulle køre i bil.

Så alt i alt er jeg rigtig glad for at komme i gang med at arbejde og glæder mig til hver dag. En følelse jeg ikke har haft i den tid, hvor jeg er gået uden arbejde.

/Len

Dann og jeg (og nu selvfølgelig Signe) har i nogle år haft en tradition med, at vi holdt nytår sammen med et vennepar og deres datter på et feriested. Turen er tidligere gået til Skallerup Klit to gange og en enkelt gang (dog uden den store succes) til Øster Hurup. I år besluttede vi, at turen skulle gå til Lalandia i Billund.

Torsdag tog Signe og jeg af sted mod Billund klokken 13.30. Vi ankom til Lalandia lidt i tre og gik direkte i badeland. Signe kunne godt kende det og var meget begejstret. Hun havde heller ingen vandskræk og løb direkte ud i vandet. Det var fantastisk at være sammen med hende. Mens vi var i børnebassinet kom Dann ind til os. Signe blev så glad for at se ham. På vejen hen til hytten mødte vi Lone, Jan og Freya, som lige var på vej i badeland. De nåede dog ikke at være der længe inden det lukkede. Tilbage i hytten spiste vi risengrød og hyggede inden Signe skulle i seng. Da begge piger sov, spillede vi voksne trivial persuit og hyggede os.

Fredag morgen vågnede Signe kl. 5, men vi holdt os inde på værelset indtil kl. var 7. Så stod vi op og satte os ind i stuen og så tegnefilm. Da de andre så småt begyndte at stå op, spiste vi morgenmad og hyggede videre. Klokken 9 åbnede legelandet, så der tog vi over og opholdt os. Både Signe og Freya fik lavet bolcher og det var et stort hit. Efter en tiltrængt middagslur for både Signe og jeg, tog vi i badeland og hyggede os der indtil klokken var 18. Så gik vi op og tog tilbage til hytten, hvor Jan og Lone havde maden klar. Aftenen gik endnu en gang med hygge.

Lørdag morgen havde jeg det ikke så godt, men jeg stod da op med Signe, da hun endnu en gang vågnede kl. 5. Vi hyggede os sammen til de andre stod op. Da klokken blev lidt i 10, tog alle de andre i badeland. Jeg tog ud og købte ind og da jeg kom tilbage, tog jeg en lang lur. Signe og Dann kom tilbage fra badelandet kl. 15 og så tog Signe en lur på 2 timer. Imens lavede Dann og jeg mad og hyggede os med det. Aftenen gik med at spille kort og læse. Klokken var halv 10 inden Signe faldt i søvn, fordi hun havde fået en lur så sent.

Søndag morgen vågnede Signe endnu en gang kl. 5, men kom over i vores seng og faldt til vores store overraskelse i søvn igen. Hun vågnede da klokken næsten var 8. Vi stod op og spiste morgenmad og pakkede alle vores ting. Klokken lidt over 9 var vi klar til at tjekke ud. Vi tog derfor i legeland, hvor vi var i ca. 45 min. Derefter sagde vi farvel til Lone, Jan og Freya og tog i badeland, hvor Signe og Dann hyggede sig rigtig meget. Jeg var overhovedet ikke på toppen, så jeg sad og læste i en stol det meste af tiden. Turen gik hjemad omkring kl. 2.

Det var en rigtig hyggelig tur i hyggelige rammer og i hyggeligt selskab. Vi kan rigtig godt lide Lalandia, men ville nok ønske, at det var lidt billigere. Selv parkering koster penge…

/Lene

Nu er det ganske vist: Vi er blevet færdige med at behandle billederne fra vores tur til rom i maj måned 2011. Faktisk er det ikke helt rigtigt, da vi stadig mangler at placerer omkring 100 på et kort. Vi har dog alligevel valgt, at vi gerne vil dele billederne allerede nu, da der nok kommer til at gå et par måneder, inden vi får den placeret på et kort… og det ændrer jo ikke på, hvilke billeder der er med i

Da vi tidligere har være en tur i Rom, så er der ikke helt så mange billeder denne gang. Dog er der naturligvis billeder fra hovedparten af de ting vi så, og som vi gerne vil huske, når vi kigger i vores billedalbum.

Både denne og sidste gang vi var i Rom løb vi tør for batteri de fleste dage. Og hver gang det skete, var det ved Trevi-fontænen. Det synes vi var lidt sjovt. Faktisk er det også begge gange endt med, at vi efterfølgende har købt et ekstra bateri til vores kamera.

/Dann