Arkiv for oktober 2014

Citronfromage

onsdag, 22. oktober 2014 | Skrevet af Dann

CitronfromageCitronfromage er en enkel, klassisk og alligevel super velsmagende dessert. På trods af det er det først i løbet af de sidste 18 måneder, at vi er begyndt at lave det herhjemme. Det er blevet til en spise, som Lene rigtig godt kan lide (specielt med flødeskum), og som vi alle er enige om står sig godt som et syrligt efterspil til en “tung” hovedret. Signe er dog ikke super glad for den syrlige smag, men spiser med meget stor velbehag det flødeskum, der bliver serveret til.

Retten er blevet en del af vores madplan herhjemme, når der også skal stå dessert på menuen.

/Dann

Ingredienser

  • 3 blade husblas
  • 3 pasteuriserede hele æg
  • 100 gram sukker
  • 1 økologisk usprøjtet citron
  • Op til ½ dl citronsaft (se nærmere i fremgangsmåden nedenfor)
  • 250 ml. fløde
  • + fløde til flødeskum

CitronfromageFremgangsmåde

  1. Kom noget koldt vand op i en skål
  2. Lig husblassen i blød i skålen. Den skal være der i minimum 10 minutter
  3. Skyl citronen
  4. Kom sukker og æg op i en skål
  5. Riv citronskallen op i skålen
  6. Pres citronsaften ud i en skål
  7. Hvis der er mindre end 50 ml citronsaft tilføjes der mere, indtil der er 50 ml
  8. Med en elpisker piskes æggene, sukkeret og citronsaften godt sammen
  9. Smelt husblassen over et vandbad (den skal være helt smeltet)
  10. Kom husblassen i æggeblandingne og pisk godt rundt
  11. Pisk fløden til piskefløde
  12. Vend forsigtigt piskefløden ned til æggene
  13. Hæld nu det hele i en skål eller en portionsanretning
  14. Kom et låg eller film på skålen og stil den i køleskabet i minimum 6 timer, men gerne længere.
  15. Citronfromagen er nu klar. Server den gerne med lidt ekstra flødeskum
  16. Velbekomme!