Månedsarkiv: april 2013

Signes morgener er blevet mere selvhjulpne

Hverdagen i det lille hjem er blevet super hyggelig for Signe og far. Rutinen har efterhånden indfundet sig. I de rutiner vi har udviklet, er det helt tydeligt for mig, at Signe er blevet en stor pige, der både kan og vil selv. Et meget synligt eksempel på det er, at vi om morgnen sammen vælger det tøj, Signe skal have på. Herefter ligger jeg det frem og hun skifter så selv sit tøj ved først at tage hele sit tøj af og derefter tage det nye sæt tøj på.

Det er fantastisk at opleve, hvordan Signe kan klare tingene selv. Det eneste, der driller med tøjet, er små knapper og ikke mindst lynlåse, hvor det stadig er lidt svært at sætte den sammen i bunden (men det at lyne har hun helt styr på).

At det er mig der finder tøjet frem er mere en traditionend end en nødvendighed. Hvis vi eksempelvis opdager, at vi mangler en bluse, nogle sokker eller noget helt tredje, ja så kan Signe sagtens finde ud af at finde dem selv i skabet. Det er derfor mere mit ønske om at farverne passer lidt sammen og at hun ikke altid har det samme tøj på, der gør, at jeg er involveret. Selvfølgelig taler vi om det, så hun får valg og selv beslutter, når vi skal have tøj på. Signe er nemlig begyndt at lytte til argumenter for, hvorfor hun burde tage dette eller hint på. Det er meget sjældent, at jeg skal insisterer “fordi jeg bestemmer”. Dejligt!

Når vi skal ud af døren er det efterhånden også blevet sådan, at Signe selv går ud i skabet for at finde sin jakke og sine sko. Dem finder hun typisk hurtigere, end jeg når at finde mine, og hun har dem også på og er ude af huset, inden jeg når at have tøj på.

Alt det med tøj har ændret sig meget det sidste år. Tidligere ville hun alt selv, men der var grænser for, hvad hun kunne. Nu vil hun alt selv, og hun kan det også. Det gør naturligvis min hverdag meget nemmere, men det betyder også, at det er meget tydeligt, at det er en  selvstændig pige, vi har med at gøre.

Et andet eksempel på at Signe kan selv er, at hun sommetider selv går nedenunder og finder sin morgenmad i skabet. Så står hun og venter pænt på, at jeg kommer nedenfor, inden hun går igang med at spise. Hun vil jo gerne have lidt selskab. Det er fantastisk at opleve.

Vores hverdag om morgenen er super hyggelig og der er ingen tvivl om, at vi begge hygger os inden turen går til børnehaven og arbejde…. også selvom det naturligvis foregår med den samme rutine hver dag.

/Dann

En sæson med gymnastik er slut

WP_20130403_004Signe startede til puslingemix den 29. august 2012. Lige siden har vi næsten hver onsdag været af sted til gymnastik. Der er blevet hoppet, der er blevet leget, der er blevet hoppet rundt på ”baner” af en masse forskellige redskaber og der er blevet hygget.

I starten var Signe lidt forbeholden overfor det der gymnastik noget. Hun ville gerne have mor og far med ude på gulvet. Det stoppede dog hurtigt efterhånden som hun opdagede, at hun jo godt kunne og ikke mindst da hun opdagede, at der var en masse af hendes venner fra børnehaven på holdet. Året sluttede således med at Signe nærmest ikke observerede min tilsedeværelse i hallen. Jeg måtter gerne bare sidde og læse et eller andet. Det mest vigtige var, at hun lige kunne fange min opmærksomhed for at vise mig et nyt trick, hun havde lært (hoppe på trampolin, holde balancen eller noget helt tredje).

Ikke nok med at der har været gymnastik hver onsdag, men vi har også været til et par fantastisk gode arrangementer i løbet af året. Et var i DGI-huset i Århus hvor der var en dag med gymnastik, lege og musik. En anden gang var det lokalt i Hørning, hvor der var en masse lege for mindre børn. Der var alt fra massage over gymnastikredskaber til ansigtsmaling. Alt i alt har det været nogle fantastiske oplevelser, vi har haft både hver onsdag, men også på de ”bonus dage”, vi har fået i løbet af året.

De voksne (instruktørene) til gymnastik er fantastiske. Det er simpelthen fantastisk at se den glæde og energi de tillægger det at være sammen med børnene på deres præmisser. Der er altid plads til det enkelte barn på netop barnets præmisser. Det er utroligt at se, hvordan alle børnene føler sig velkomne og hvordan det er med til at skabe en god stemning og en fremadrettet interesse for gymnastik.

Denne sæson med gymnastik blev afsluttet i søndags med en årlig gymnastikopvisning. En begivenhed ingen af os har prøvet før og derfor var noget overraskede over, hvor fedt det var. Signe var hele dagen sammen med hendes venner fra såvel børnehaven som fra gymnastikholdet. De glædede sig super meget til det var deres tur til at komme ind og lave opvisning. Samtidig hyggede de sig sammen, fik prøvet deres nye tøj (de fik alle en t-shirt til opvisningen) og fik taget billeder… der var også tid til en is og glæden var også stor, da Sognes farmor og farfar kiggede forbi til opvisningen.

Alt i alt har det været en fantastisk sæson for både Signe, Lene og mig. Men hvad så med næste sæson? Signe snakker om at hun gerne vil tage en sæson mere, men hun synes også håndbold og fodbold lyder spændende. Når vi nærmer os datoen for åbningen af hold må vi se, hvad Signe gerne vil prioritere. Selvom vi er lidt i tvivl om, hvad hun skal gå til næste år, så er der ingen tvivl hos os om, at hun skal gå til noget. Det har året i år vist os.

Vi glæder os alle tre til at se, hvad Signe skal næste år.

/Dann

P.S. Nedenfor er nogle billeder fra gymnastikopvisningen.

Drømmekage

DrømmekageAt Signe er vild med kager og slik er nok ikke den store overraskelse for nogen. Derfor har jeg også i løbet af det seneste halve år bevæget mig ud i kagebagningens store kunst. Egentlig kan jeg meget bedre lide at bage og spise brød. Men med en datter og en kone, der er pjattet med kager, har jeg indset, at der ikke er nogen vej uden om. Jeg er nødt til at bage kager.

Denne gang er turen kommet til en drømmekage. En kage som Signe har talt meget om, men som hun faktisk endte med ikke at spise særligt meget af. Vi tror hun havde ret høje tanker om kagen når det nu var en _drømme_kage. Lidt højere tanker end kagen her kan indfri.

Selvom Signe ikke spiste så meget, så synes vi nu alle at den smager godt og det er helt sikkert ikke sidste gang vi har lavet denne kage.

/Dann

Ingredienser – dej

  • 4 æg
  • 250 gram sukker
  • 250 gram hvedemel
  • 2½ tsk bagepulver
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 2 dl mælk
  • 50 gram smør

Ingredienser – fyld

  • 125 gram smør
  • 150 gram kokosmel
  • 250 gram brun farin
  • ½ dl mælk

Fremgangsmåde

  1. Kom sukkeret op i en skål
  2. Slå æggene ud heri
  3. Pisk æg og sukker sammen til en æggensps
  4. Kom smør og mælk i en kasserolle
  5. Varm kasserollen op indtil smøret er smeltet
  6. Bland mel, bagepulver og vaniljesukker i en skål for sig
  7. Bland alle ingredienserne sammen i skålen og ælt det forsigtigt
  8. Lad dejen hvile i 10 minutter under dække
  9. Forbered en bradepande på ca. 20 x 30 cm med bagepapir
  10. Rul dejen ud så den passer i bradepanden og kom over i bradepanden
  11. Bag nu dejen i en forvarmet ovn på 200 grader i 20 minutter
  12. Mens dejen er i ovnen kommes alle ingredienserne til fyldet op i en kasserolle og der røres godt rundt
  13. Varm kasserollen op så indholdet nærmest koger i et par minutter (det tager ca. den tid, kagen skal bage i ovnen)
  14. Efter de 20 minutter tages kagen ud af ovnen og fyldet hældes ovenpå kagen og fordeles rundt
  15. Bag kagen i yderligere 5 minutter med fyldet
  16. Tag kagen ud af ovnen og lad den køle af i 10 minutter
  17. Kagen er nu klar til servering
  18. Velbekomme!

Klassiske burgerboller

Klassiske burgerbollerHjemmelavet burger har været på menuen hos os i mere end ti år. Det er dog først her i løbet af de sidste 4-5 år, at hjemmelavet også har betydet hjemmelavet boller. Det er nu blevet en fast del af det at få burger, selvom det betyder at vi kun kan få det i weekenden. Vi synes ganske enkelt at det smager bedre med en hjemmelavet bolle til en hjemmelavet burger.

Set fra bagerens perspektiv er det lidt ærgerligt, da det tager nogle timer at bage bollerne, men under fem minutter inden de bliver spist af hele familien herhjemme. Nogen gange er det mere grove boller, men engang imellem skal vi have de helt klassiske boller, og dem kommer opskriften på her.

Alle kan lide maden, og de er allerede en del af madplanen herhjemme.

/Dann

Ingredienser

  • 250 ml vand
  • 30 gram sukker
  • 2,5 gram tørgær
  • 500 gram mel
  • 1 tsk salt
  • 50 gram smør
  • Ca 1. spsk sesamfrø

Fremgangsmåde

  1. Tag smørret ud af køleskabet
  2. Kom vandet op i en skål
  3. Opløs gæren i skålen og lad den hvile i 15 minutter
  4. Rør sukker, salt og mel ind i vandet
  5. Lad det hvile i 10 minutter
  6. Ælt dejen i 3 minutter på et bord
  7. Ælt nu smørret ind i dejen og fortsæt hermed i ca. 5 minutter
  8. Form dejen til en kugle og sæt den til at hæve i en times tid under et dække
  9. Forbered en bageplade med bagepapir
  10. Kom dejen ud på et bord og del den i 6 stykker
  11. Form hver del dej til en bolle og placer den på bagepladen
  12. Lad bollerne hæve i en times tid under dække
  13. Tryk nu bollerne flade (ca. ½ højde) ved at benytte en bageplade (eller andet fladt)
  14. Lad dem hæve i yderligere 1 time under dække
  15. Pensle dem med vand og drys sesamfrøene ud over dem
  16. Bag bollerne i en forvarmet ovn på 220 grader i 15 minutter
  17. Lad bollerne køle af i mindst 10 minutter
  18. Bollerne er nu klar til at blive spist.
  19. Velbekomme!