Min nye hverdag med Signe

22. januar 2013 | Skrevet af Dann

Det hele startede tilbage i december, da Lene blev tilbudt et job i Esbjerg. Efter euforien om Lenes nye job havde lagt sig blev det hurtigt klart, at Lene ville tage afsted hver morgen inden Signe vågnede og først komme hjem, når vi satte os til bordet for at spise aftensmad. En god løsning der betyder, at Lene også ser Signe hver dag.

For mig betyder det, at jeg hver dag skal klare alt det praktiske derhjemme. Nu hvor der i dag er gået en uge med den nye rutine, har Signe og jeg allerede fundet vores rytme. Vi står op lidt efter 06:30. Nogen gange vågner Signe og kommer ind i sengen til mig. Nogen gang går jeg i bad og så kommer hun ud til mig. Morgnen går med hygge (og bad) indtil ca. 07:00 hvorefter vi går nedenunder og spiser morgenmad og i øvrigt gør os klar til dagen. De fleste dage har Signe spist morgenmad alene, mens jeg har klaret nogle praktiske ting derhjemme (skovlet sne, fundet tøj frem, etc.). Der har dog altid været tid til at vi sidder lidt sammen ved bordet og snakker. Omkring 07:30 tager vi hjemmefra og over i børnehaven. Ca. 07:45 er jeg på vej på arbejde og ankommer lige omkring klokken 08:00.

Efter en god dag på arbejde er det hjem for at hente Signe mellem 16 og 17. Når jeg henter hende i børnehaven, har jeg altid god tid (sådan har det næsten altid været, men nu er det så hver dag). Det betyder, at vi kan finde på at tegne lidt sammen, læse en bog, lege med de andre børn eller noget helt tredje. Det er super hyggeligt, at Signe på den måde lukker mig ind i hendes hverdag i børnehaven. På vej hjem i bilen går snakken om, hvad der er sket i løbet af dagen og hvad vi skal lave, når vi kommer hjem.

Når vi kommer hjem står den på madlavning. Signe er flink til at hjælpe med at skære, hakke, koge, stege og meget mere. Hun får lov til at være med til alt det, der ikke er super farligt. Det er helt tydeligt, at hun nyder det. Et par gange har vi allerede haft “hemmeligheder”, når vi laver mad. Jeg kom nemlig til at sige en dag, at hun nu skulle lære hemmeligheden ved en god tomatsuppe. Det var ment som en talemåde, men den kender Signe selvfølgelig ikke. Derfor havde vi nu hemmeligheder om, hvordan vi laver mad sammen. Hemmeligheder som jeg ikke må fortælle til mor 🙂

Mens vi laver mad bliver der behørigt smagt på det hele. I går skulle vi eksempelvis lave en ret med bønner og en masse andre gode ting (en ret der på et tidspunkt bliver til en opskrift). Tanken var at der også skulle rød peberfrugt i. Derfor skar vi sammen den i fine stykker. Jeg skar den i skiver og Signe skar dem i små stykker med hendes knive. De nåde dog aldrig at komme i retten, da Signe og jeg spiste dem alle sammen. Sådan er der nogle hyggelige priviligegier ved at lave mad sammen med far 🙂

Under madlavningen er der heldigvis tid til en masse snak om alt mellem himmel og jord. Vi har nogle gode snakke om alt og ikke mindst om madlavning. Signe spørger lystigt til, hvorfor vi nu gør det ene eller det andet. Eksempelvis var hun yderst nysgerrig efter, hvorfor jeg ikke skrællede bladselleri, når jeg nu gjorde det med et løg. Hun spørger til rækkefølgen tingene kommer i maden på og meget, meget mere. Det mest fantastiske er, at hun husker. Hun forklarede mig således, hvordan jeg gjorde tingene anderledes nu end tidligere, og så kunne vi jo snakke om, hvorfor det var.

Nogen gange har der været tid til at vi også kan nå at lege lidt, spille et spil, se en tegnefilm eller noget helt tredje inden maden er klar og mor kommer hjem. Derefter er der spise-tid, hvor vi hygger som familie og relativ kort tid derefter er det sengetid, hvor vi skiftes til at putte.

Det er helt tydeligt, at Signe og jeg allerede har fået et lidt tættere forhold, når det “kun” er os. Det er fantastisk at opleve, hvordan hendes verden er på en helt anden måde, end jeg har oplevet, når vi har været to derhjemme. Jeg bilder mig også ind, at Signes tanker om far er blevet højere i løbet af den sidste uge. “Du er altså bare den mest fantastiske far i hele verden” er blevet udbrudt flere dage helt uprovokeret. Det kan jeg ikke undgå at blive helt forfjamsket over, når hun siger og så insisterer på at give mig et knus bagefter.

Dagene forløber i øvrigt super nemt. Signe vil gerne være med til alt og gør også gerne det, jeg beder om. Vi har endnu ikke haft problemer med at hun ikke ville ud af døren, ikke ville rydde op eller hvad det nu ellers måtte være. Hun siger som regel bare “okay far” og så gør vi det sammen. Det er fantastisk og meget nemmere end jeg havde frygtet.

Bagsiden af medaljen er selvfølgelig den “pris” jeg må betale med at gå tidligere end normalt fra arbejde for at hente Signe alle dage. Det er også den fleksibilitet der var før, hvor Lene kunne hente, hvis jeg havde et sent møde eller skulle til København. Den fleksibilitet er der ikke mere på samme måde. Heldigvis har jeg en arbejdsgiver, der giver mig denne fleksibilitet og Signe har bedsteforældre, der gerne vil give en hånd, når det bliver nødvendigt.

Jeg er super taknemmelig for at have en arbejdsgiver, hvor det er muligt at have den fleksibilitet i arbejdets tilrettelæggelse, der skal til for at vi kan få vores hverdag til at fungere herhjemme. Ligeledes er jeg utrolig glad for at have Signes bedsteforældre, der gerne vil hjælpe med at hente hende og på den måde få vores hverdag til at fungere de gange, hvor jeg bare skal til et møde, bare skal til København eller noget helt tredje.

Selvom der er nogle ulemper forbundet med det, så glæder jeg mig allerede nu over det tættere forhold Signe og jeg får og de fantastisk hyggelige dage, vi har.

Jeg glæder mig hver dag til at have både morgnen og aftnen sammen med Signe. Det er en helt ny hverdag, og den er god.

/Dann

Der er lukket for kommentarer.