Månedsarkiv: januar 2013

Bagte rodfrugter med timian og citron

Bagte rodfrugter med timian og citronEn klassisk dansk vinterret er bagte rodfrugter. Rodfrugter er i det hele taget en klassisk ingrediens i vintertiden i Danmark. Indtil nu er det primært gulerødder og kartofler, der er blevet brugt hjemme hos os. Det syntes vi der skulle gøres op med, så det var tid til at lave bagte rodfrugter. Siden vi prøvede det første gang for et års tid siden, har det udviklet sig lidt og vi er endt med en opskrift, hvori der indgår citron og timian. En opskrift der smager rigtig godt, og som selv Signe synes godt om. Undervejs her der dog også være en del fejlslagne forsøg med andre ingredienser så som hvidvin og hele krydderier.

Retten har allerede været på vores madplan en del gange i forskelige variationer. Jeg er dog helt sikker på at det er denne variant der fremadrettet vil blive brugt i vores madplan.

/Dann

Ingredienser

  •  1 kg rodfrugter (rødbeder, kartofler, persillerod, gullerødder, etc.)
  • 1 spsk tørret timian
  • 2 spsk citronsaft
  • 2 spsk olienolie
  • ½ tsk salt
  • ½ tsk peber
  • Vand til blanchering
  • 1 tsk salt

Fremgangsmåde

  1. Skræl rodfrugterne
  2. Hak rodfrugterne i passende størrelse (gerne lidt forskellig form, men ca. samme størrelse for, at de er færdige på samme tid)
  3. Varm en stor gryde med vand op til kogepunktet
  4. Tilsæt 1 spsk salt
  5. Når saltet er opløst tilsættes rødbederne og de blancheres i ca. 3 minutter
  6. Tilsæt nu de øvrige rodfrugter til gryden og lad dem være med i yderligere 4 minutter
  7. Hæld rodfrugerne ud i et dørslag og lad vandet dryppe fra dem
  8. Kom rodfrugerne over i et ovnfast fad
  9. Hæld olivenolien, salt, peber og timian over rodfrugterne
  10. Bland godt rundt i rodfrugterne så det hele bliver fordelt godt
  11. Bag rodfrugterne i en forvarmet ovn på 175 grader i 45 minutter
  12. Tag rodfrugterne ud af ovnen
  13. Dryp citronsaften ud over rodfrugerne
  14. Rør godt rundt i dem og vent et minut
  15. Rodfrugterne er nu klar til servering.
  16. Velbekomme!

Min nye hverdag med Signe

Det hele startede tilbage i december, da Lene blev tilbudt et job i Esbjerg. Efter euforien om Lenes nye job havde lagt sig blev det hurtigt klart, at Lene ville tage afsted hver morgen inden Signe vågnede og først komme hjem, når vi satte os til bordet for at spise aftensmad. En god løsning der betyder, at Lene også ser Signe hver dag.

For mig betyder det, at jeg hver dag skal klare alt det praktiske derhjemme. Nu hvor der i dag er gået en uge med den nye rutine, har Signe og jeg allerede fundet vores rytme. Vi står op lidt efter 06:30. Nogen gange vågner Signe og kommer ind i sengen til mig. Nogen gang går jeg i bad og så kommer hun ud til mig. Morgnen går med hygge (og bad) indtil ca. 07:00 hvorefter vi går nedenunder og spiser morgenmad og i øvrigt gør os klar til dagen. De fleste dage har Signe spist morgenmad alene, mens jeg har klaret nogle praktiske ting derhjemme (skovlet sne, fundet tøj frem, etc.). Der har dog altid været tid til at vi sidder lidt sammen ved bordet og snakker. Omkring 07:30 tager vi hjemmefra og over i børnehaven. Ca. 07:45 er jeg på vej på arbejde og ankommer lige omkring klokken 08:00.

Efter en god dag på arbejde er det hjem for at hente Signe mellem 16 og 17. Når jeg henter hende i børnehaven, har jeg altid god tid (sådan har det næsten altid været, men nu er det så hver dag). Det betyder, at vi kan finde på at tegne lidt sammen, læse en bog, lege med de andre børn eller noget helt tredje. Det er super hyggeligt, at Signe på den måde lukker mig ind i hendes hverdag i børnehaven. På vej hjem i bilen går snakken om, hvad der er sket i løbet af dagen og hvad vi skal lave, når vi kommer hjem.

Når vi kommer hjem står den på madlavning. Signe er flink til at hjælpe med at skære, hakke, koge, stege og meget mere. Hun får lov til at være med til alt det, der ikke er super farligt. Det er helt tydeligt, at hun nyder det. Et par gange har vi allerede haft “hemmeligheder”, når vi laver mad. Jeg kom nemlig til at sige en dag, at hun nu skulle lære hemmeligheden ved en god tomatsuppe. Det var ment som en talemåde, men den kender Signe selvfølgelig ikke. Derfor havde vi nu hemmeligheder om, hvordan vi laver mad sammen. Hemmeligheder som jeg ikke må fortælle til mor 🙂

Mens vi laver mad bliver der behørigt smagt på det hele. I går skulle vi eksempelvis lave en ret med bønner og en masse andre gode ting (en ret der på et tidspunkt bliver til en opskrift). Tanken var at der også skulle rød peberfrugt i. Derfor skar vi sammen den i fine stykker. Jeg skar den i skiver og Signe skar dem i små stykker med hendes knive. De nåde dog aldrig at komme i retten, da Signe og jeg spiste dem alle sammen. Sådan er der nogle hyggelige priviligegier ved at lave mad sammen med far 🙂

Under madlavningen er der heldigvis tid til en masse snak om alt mellem himmel og jord. Vi har nogle gode snakke om alt og ikke mindst om madlavning. Signe spørger lystigt til, hvorfor vi nu gør det ene eller det andet. Eksempelvis var hun yderst nysgerrig efter, hvorfor jeg ikke skrællede bladselleri, når jeg nu gjorde det med et løg. Hun spørger til rækkefølgen tingene kommer i maden på og meget, meget mere. Det mest fantastiske er, at hun husker. Hun forklarede mig således, hvordan jeg gjorde tingene anderledes nu end tidligere, og så kunne vi jo snakke om, hvorfor det var.

Nogen gange har der været tid til at vi også kan nå at lege lidt, spille et spil, se en tegnefilm eller noget helt tredje inden maden er klar og mor kommer hjem. Derefter er der spise-tid, hvor vi hygger som familie og relativ kort tid derefter er det sengetid, hvor vi skiftes til at putte.

Det er helt tydeligt, at Signe og jeg allerede har fået et lidt tættere forhold, når det “kun” er os. Det er fantastisk at opleve, hvordan hendes verden er på en helt anden måde, end jeg har oplevet, når vi har været to derhjemme. Jeg bilder mig også ind, at Signes tanker om far er blevet højere i løbet af den sidste uge. “Du er altså bare den mest fantastiske far i hele verden” er blevet udbrudt flere dage helt uprovokeret. Det kan jeg ikke undgå at blive helt forfjamsket over, når hun siger og så insisterer på at give mig et knus bagefter.

Dagene forløber i øvrigt super nemt. Signe vil gerne være med til alt og gør også gerne det, jeg beder om. Vi har endnu ikke haft problemer med at hun ikke ville ud af døren, ikke ville rydde op eller hvad det nu ellers måtte være. Hun siger som regel bare “okay far” og så gør vi det sammen. Det er fantastisk og meget nemmere end jeg havde frygtet.

Bagsiden af medaljen er selvfølgelig den “pris” jeg må betale med at gå tidligere end normalt fra arbejde for at hente Signe alle dage. Det er også den fleksibilitet der var før, hvor Lene kunne hente, hvis jeg havde et sent møde eller skulle til København. Den fleksibilitet er der ikke mere på samme måde. Heldigvis har jeg en arbejdsgiver, der giver mig denne fleksibilitet og Signe har bedsteforældre, der gerne vil give en hånd, når det bliver nødvendigt.

Jeg er super taknemmelig for at have en arbejdsgiver, hvor det er muligt at have den fleksibilitet i arbejdets tilrettelæggelse, der skal til for at vi kan få vores hverdag til at fungere herhjemme. Ligeledes er jeg utrolig glad for at have Signes bedsteforældre, der gerne vil hjælpe med at hente hende og på den måde få vores hverdag til at fungere de gange, hvor jeg bare skal til et møde, bare skal til København eller noget helt tredje.

Selvom der er nogle ulemper forbundet med det, så glæder jeg mig allerede nu over det tættere forhold Signe og jeg får og de fantastisk hyggelige dage, vi har.

Jeg glæder mig hver dag til at have både morgnen og aftnen sammen med Signe. Det er en helt ny hverdag, og den er god.

/Dann

Farvel til Skanderborg og goddag til Esbjerg

I mandags havde jeg sidste dag i løntilskud i Skanderborg Kommune. Jeg har været rigtig glad for at være der og havde lige lært folk at kende, så det var trist at skulle sige farvel til de fantastiske mennesker, der arbejder i Analyse og Innovation i Skanderborg Kommune. Vi havde en lille morgenmadsseance, hvor jeg havde bagt boller og købt lidt pålæg m.m. Det var rigtig hyggeligt at sidde sammen alle sammen og snakke om løst og fast. Jeg var også så heldig at få en Poul Pava kaffekop til bilen, så jeg kan få kaffe med i bilen om morgenen. Det var en super tanke og jeg bruger den hver dag og tænker tit på dem i Skanderborg.

Jeg fik sagt farvel på en god måde og heldigvis var det jo for at fortsætte et andet sted og ikke bare farvel og så hjem på sofaen de næste måneder. Jeg har haft en god tid i Skanderborg og er altid klar på at komme tilbage dertil en anden gang.

Tirsdag morgen skulle jeg være i Esbjerg kl. 9. Desværre havde det sneet om natten og jeg stod op til ca. 10 cm. sne overalt. Det var ret trælst. Heldigvis var jeg i god tid og trillede stille og roligt af sted mod Esbjerg. Der var mange andre biler på motorvejen og det gik ikke særlig stærkt. Jeg ramte kø ved Vejle og frem til efter Kolding. Jeg mødte også kø ved afkørslen til Esbjerg. Men alligevel var jeg i Esbjerg ca. 20 min over 8. Jeg skulle lige finde en parkeringsplads også og kørte lidt rundt, for de fleste steder var der tidsbegrænset parkering og det kunne jeg jo ikke bruge. Det lykkedes dog og jeg var ved Rådhuset lidt i 9. Og så startede dagen ellers. Jeg mødte min nye chef og nogle fra min nye afdeling og fik spist morgenmad sammen med dem, der var på arbejde. Derefter gik dagen ellers med at møde nye mennesker og sætte sig ind i nye ting og sådan gik resten af ugen.

Jeg har været rundt på Rådhuset og møde folk fra Teknik og Miljø og har også været i en anden bygning og møde dem, der arbejder der. Det drejer sig om rigtig mange mennesker og jeg kan ikke huske dem alle, men det var rart at møde folk. Mange sagde, at vi ville komme til at se noget til hinanden, da de har opgaver til mig. Det glæder jeg mig til.

Torsdag mødte jeg for første gang Anne, som jeg skal vikariere for. Hun sætter mig langsomt ind i tingene, så jeg nemmere kan tage over, når hun går fra på barsel. Jeg er begyndt at få overdraget sager og mens, hun stadig er på arbejde, laver vi tingene sammen, så jeg ikke bare bliver kastet ud i det. Det er super fedt at arbejde med jura igen og jeg er rigtig glad for arbejdet under Teknik og Miljø området, så det er bare så fedt at være startet i Esbjerg Kommune. Samtidig virker de øvrige medarbejdere super flinke og jeg glæder mig til at arbejde sammen med dem i de næste mange måneder.

Kort sagt er det fedt at være begyndt i et nyt arbejde og jeg får lov til at arbejde med lige præcis de områder af juraen, som jeg finder mest interessant. Det kan kun blive godt.

/Lene

 

Tomatrisotto

TomatrisottoRisotto er en ret, som vi gerne spiser herhjemme. Det var dog ved at være lidt tid siden vi sidst havde fået det, og jeg havde lyst til at eksperimentere lidt. Jeg fik derfor idéen til at lave en risotto med tomat. Efter lidt tilsmagning endte det med at smage super godt, og både vores gæster, Lene og Signe kunne rigtig godt lide det.

Det er helt sikkert ikke sidste gang vi får netop denne variant, og da den smagte super godt, synes vi det skulle blive til en opskrift, der kan indgå i vores madplanlægning.

/Dann

Ingredienser

  • 3 skalotteløg
  • 1 fed hvidløg
  • 700 ml. vand
  • 150 gram arborio ris
  • 1-2 friske tomater
  • ½ tsk timian
  • ½ tsk salt
  • ½ tsk peber
  • 1 knivspids paprika
  • 1 tsk citronsaft
  • 1 terning hønseboulion
  • 15 gram smør
  • 30 gram parmasan
  • 1 spsk olievenolie

Fremgangsmåde

  1. Kom vandet og boulionterningen op i en kasserolle
  2. Sæt kasserollen til at simre på lav (3/9) varme
  3. Skræl og hak skalotteløget fint
  4. Skræl og hak hvidløget
  5. Riv parmasanen
  6. Vask og skær tomaten i fine stykker
  7. Drys saltet ud over de skårne tomater for at trække saften ud (der skal bruges)
  8. Varm en sautepande op til middel varme (5/9)
  9. Kom olivenolien på panden
  10. Tilsæt løg og hvidløg på panden
  11. Svits forsigtigt løg og hvidløg i ca. 3 minutter til de bliver bløde
  12. Hæld risene på panden og varm dem godt igennem under konstant omrøring (ca. 5 minutter)
  13. Hæld tomaterne inkl. væden op i panden og rør godt rundt i ca. 1 minut.
  14. Skru ned på lidt lavere (4/9) varme
  15. Tilsæt timian, peber, paprika og citronsaft til panden.
  16. Tilsæt strakt 2 dl boulion og der røres konstant rundt
  17. Gentag skridt 14, når væden er suget næsten helt op af risene. Når der ikke er mere boulion fortsættes
  18. Vent indtil risene har suget alt boulion fra panden
  19. Tag panden fra varmen
  20. Bland smør og parmesan i panden og rør godt rundt i et minut
  21. Risottoen er nu klar, og den skal serveres straks.
  22. Velbekomme!