En hyggelig weekend uden de store planer

16. september 2012 | Skrevet af Dann

Weekenden nærmer sig sin afslutning. De to tydeligste tegn på det herhjemme er dels, at der er blevet stille fra Signes værelse (læs hun er faldet i søvn) og dels at vi netop er blevet færdige med at lave ugeplanen for næste uge. Weekenden har været super hyggelig for mig, selvom jeg må indrømme, at jeg er noget træt.

Weekenden startede med at jeg tog fra arbejde omkring 15:30 i fredags og skyndte mig afsted for at hente Signe i børnehaven. Lene var nemlig blevet udskrevet fra hospitalet, så vi skulle ned og hente hende, så hurtigt som vi kunne. Signe var nem at overtale til at komme i tøjet i børnehaven og ud i bilen. Desværre kunne vi ikke finde de to jakker hun har derovre, men vi håber de er der igen på mandag. Ca. 30 minutter senere var vi ved hospitalet i Horsens og kunne hente Lene. Signe var meget tydeligt glad for at kunne få sin mor med hjem.

Da vi kom hjem stod den på en hurtig omgang pasta med tomatsauce, inden der skulle ses Disney Sjov og spises fredagsslik (en tradition vi alle tre er rigtig glade for). Signe sov næsten med det samme, da hun blev lagt i seng.

Lørdag morgen startede tidligt ved at Signe vækkede os og helt tydeligt håbede, at hun skulle lege med mor. Sådan skulle det dog ikke være så længe. Signe og jeg stod nemlig op sammen og gik nedenunder for dels at bage lidt og dels for at lege. Vi skulle bage, da Signe havde bestilt både franskbrød, boller og knækbrød. Franskbrødet blev et efterhåndent klassisk grydebrød (opskriften skal nok komme inden alt for længe), knækbrødene og rosinbollerne blev som de plejer. Da duften af nybagte boller bredte sig i huset blev Signe og jeg enige om, at vi skulle vække mor med morgenmad på sengen.

Lene blev rigtig glad for at blive vækket med nybagte boller og hvad der nu ellers hører sig til en god morgenmad på sengen. Signe spiste en bolle i sengen, mens jeg bagte de sidste knækbrød. Herefter tog Signe og jeg på tur, så Lene kunne få sovet mere. Turen gik til Bilka, Bazar Vest og et kinesisk supermarked på Skanderborgvej i Århus. Vi var på jagt efter ingredienserne til dagens aftensmad: Kung Pau Kylling. På turen fik Signe en “obligatorisk” bolle i Bilka og i de to andre butikker fik hun en slikkepind hvert sted. Signe var meget godt tilfreds.

Da vi kom hjem var det straks igang med at lege. Der blev leget meget med Barbie. Faktisk tror jeg efterhånden, jeg er ved at have forstået, hvordan man gør det. Noget jeg aldrig troede skulle ske 🙂 Mens vi legede blev der også spist lidt af det friskbagte brød. Mormor kom på besøg for at sige hej til Lene, nu hvor hun var kommet hjem fra hospitalet. Det syntes Signe var et stort hit, selvom hun næsten ikke havde tid til at tale med hende, da hun var meget optaget af at lege på iPad’en.

Ikke så lang tid efter gik jeg igang med madlavningen (inklusiv at lave Creme Brule til dagen efter – Signes bedste dessert i hele verdnen, og vi havde nogle æg der snart blev for gamle så…) mens Signe ringede via Skype til sin farmor og farfar. Det er altid hyggeligt for hende at gøre det, og denne gang var ingen undtagelse. De snakkede næsten en time, inden Signe skulle videre til det næste. I mellemtiden havde jeg fået lavet noget mad, og det var tid til at vække Lene, så vi kunne spise aftensmad. Maden smagte super godt, men der er lige et par ting, som jeg ikke er helt tilfreds med. Der går derfor lige et par forsøg mere, inden opskriften kommer på hjemmesiden.

Næsten lige så hurtigt som lørdagen startede, ja så var den forbi. Signe blev lagt i seng og sov relativt hurtigt.

Søndagen startede med at jeg fik lov til at sove længe af Lene og blev først vækket omkring 10:00. Her stod jeg op tog over, så Lene kunne få sovet. Signe og jeg gik nedenunder og fik leget far, mor og børn. Vi brugte også noget af tiden på at rodde op i hendes ting. Eksempelvis har vi nu pakket det meste af hendes Lego væk i et par måneder. Derudover var det også tid til at prøve at bage et nyt slags brød med chili og ost. Det blev super godt og passede fantastisk til den Dahl, vi skulle have til aftensmad. I løbet af dagen var Signe og jeg på tur til “girafbutikken”, hvilket er en anden måde at sige Toys’r’us på. Det var et stort hit. Vi kiggede på mange gode ting, hun gerne vil ønske sig til sin fødselsdag (som jo kun er to måneder væk). Der blev ikke købt noget med hjem, men ønskerne er mange.

Hjemme igen fik vi leget rigtig godt, samtidig med at der også blev tid til lidt tøjvask. Vi legede faktisk så højrøstet, at det endte med at vække Lene, der stod op og var med i legen indtil Signe blev lagt i seng.

Nu hvor huset er stille kan jeg kigge tilbage på en fantastisk weekend med Signe. Det er naturligvis ikke fedt, at Lene er syg og ligger i sengen, men det er dejligt at have hende hjemme igen fra hospitalet. Endnu mere, så har det været en weekend hvor Signe og jeg har haft en masse tid til bare at være sammen. Til at hygge, til at lege og til at snakke. Selvom jeg er rigtig glad for mit arbejde, så vil jeg alligevel ønske at weekenden varede bare lidt længere…Det var en super hyggelig weekend.

/Dann

Der er lukket for kommentarer.