Amerikanske pandekager

4. august 2012 | Skrevet af Dann

Amerikanske pandekager

I dag stod den på brunch herhjemme og jeg havde besluttet, at så meget som muligt skulle være hjemmelavet. Derfor stod den blandt andet på hjemmelavede pandekager. Nu er pandekager jo mange ting, men valget endte med amerikanske pandekager, der er noget nær klassiske til brunch. Det specielle ved amerikanske pandekager er dels størrelsen (omfanget) og dels tykkelsen, der delvis skyldes, at de skal hæve, mens de bages.

Pandekagerne smagte rigtig godt og var specielt et hit hos børnene – både dem til brunch og dem på vejen, som fik dem, der var tilbage.

Opskriften jeg fandt frem til er ret nem, så jeg er sikker på, at jeg laver dem igen næste gang vi skal have brunch – eller måske bare når Signe beder om dem.

Pandekagerne servers sammen med ahornsirup, flormelis og eventuelt forskellige salgs marmelade.

/Dann

Ingredienser

  • 50 gram smør
  • 350 gram mel
  • 1 tsk salt
  • 2½ tsk sukker
  • 7 tsk bagepulver – evt. mindre
  • 3 æg
  • 4 dl mælk
  • Fedtstof til at stege i (jeg brugte en flydende oliemargarine)

Fremgangsmåde

  1. Smelt smøret i en gryde
  2. Bland de tørre ingredienser i en skål
  3. Med en elpisker blandes de tørre ingredienser med mælk og æg til de samles
  4. Pisk nu den smeltede smør i
  5. Varm en pande op på mellem varme (5/9) og kom lidt fedtstof på
  6. Med en stor ske tages nu lidt af dejen op på panden og hældes ud, så der laves pandekager på ca. 15 cm i diameter – der kan være to på samme tid på vores pande
  7. De bages på den ene side, indtil de begynder at være faste
  8. Herefter vendes de og bages i nogle minutter på den anden side
  9. Vend dem en sidste gang i et minuts tid
  10. Gentag trin 6-9 indtil der ikke er mere dej
  11. Pandekagerne serveres nu i en stak på bordet
  12. Velbekomme!

Der er lukket for kommentarer.