Tandoori inspireret kylling med gule ris, relish og tomatsauce

26. juli 2012 | Skrevet af Dann

Tandoori inspireret kylling med gule ris, relish og tomatsauceFor lang tid siden så jeg en udsendelse i fjernsynet, der introducerede mig til begrebet tandoori kylling. Det fik mig til at tænke lidt over, hvordan jeg kunne lave noget lignende, men bare med stykker af kylling fremfor en hel kylling. Efter at have kigget på diverse hjemmesider for at få inspiration, var det tid til at eksperimentere.

Efter en del forsøg endte det med nedenstående opskrift, som smager rigtig godt. Egentlig vil jeg gerne lave selve tandoori krydderi blandingen selv, men jeg har ikke kunnet finde alle de rigtige ingredienser i butikkerne, så jeg er endt med at købe en færdig krydderiblanding fra Santa Maria.

Arbejdet med at få fundet den helt rigtige opskrift har været super sjov for mig, da der har været et utal af forskellige ting at prøve i forhold til ingredienserne i marinaden og ikke mindst til tilbehøret. Nu er jeg dog sikker på, at vi har fundet lige den variant, som vi bedst kan lide herhjemme.

Retten smager rigtig godt, og den er nu blevet til en fast del af vores madplan herhjemme.

/Dann

Fremgangsmåde – overordnet

  1. Lav relishen et døgn før resten
  2. Kom kyllingerne i marinaden og sæt dem i køleskabet
  3. Lav tomatsaucen – den har godt af at simre, mens resten bliver lavet
  4. Lav kyllingerne  færdige og tilpas risen, så den er færdig sammen med kyllingerne
  5. Velbekomme

Relish – ingredienser

  • 2 agurker
  • 1 gul peber
  • 1 (stort) rødløg
  • 1½ dl lagereddike
  • 1 dl sukker
  • 1 tsk gule sennepskorn
  • 1 rød chilipeber
  • 1 tsk atamon
  • 1 spsk salt

Relish – fremgangsmåde

  1. Hak peberfrugten fint
  2. Skræl og hak rødløget fint
  3. Fjern kernerne i agurkerne (skær den op på langs og fjern kernerne med en teske)
  4. Hak agurkerne fint
  5. Fjern kernerne i chilien (skær den op på langs og fjern kernerne med en teske)
  6. Hak chilien fint
  7. Kom chili, agurk og peberfrugten op i en skål
  8. Tilsæt salt og bland det godt rundt
  9. Lad blandingen hvile i 15 minutter. Hæld eventuelt den væske fra,  der samles i bunden af skålen
  10. Kom eddiken, sukkeret og de gule sennepskorn op i en kasserolle
  11. Bring gryden i kog og lad det simre i ca. fem minutter
  12. Kom indholdet fra skålen op i gryden og rør godt rundt
  13. Vent to minutter og sluk så for varmen
  14. Når temperaturen er mindsket lidt kommes atamonen i og der røres godt rundt
  15. Kom nu straks blandingen på et sylteglas. Luk låget og kom det i køleskabet
  16. Efter ca. 24 timer er relishen færdig. Det kan holder sig i et par måneder i køleskabet… men vores har aldrig holdt så længe
  17. Velbekomme!

Ingredienser – gule ris med smag

  • 8,5 dl vand
  • 5 dl ris
  • 1 terning med hønseboulion
  • 1 spsk salt
  • 1 spsk karry
  • 1 knivspids chilipulver
Fremgangsmåde – gule ris med smag
  1. Kom alt andet end risene op i en gryde med låg
  2. Bring indholdet i kog
  3. Når vandet koger blandes risene i og der kommes igen låg på
  4. Skru ned til 2/9 varme og vent i 11 minutter (låget skal ikke løftes)
  5.  Sluk for varmen og vent yderligere 11 minutter (låget skal ikke løftes)
  6. Risene er nu klar til servering (de kan holde sig i lidt over 10 minutter inden de mister alt deres “bid”)
  7. Velbekomme!

Ingredienser – tomatsauce

  • 400 gram (1 ds) hakkede tomater
  • 1 løg
  • 2 gulerødder
  • 1 tsk eddike
  • 1 tsk sukker
  • 1 tsk oregano
  • 1 spsk basilikum
  • 1 tsk salt
  • 1 tsk peber
  • 2 fed hvidløg
  • 3 dl vand (mindre hvis den ikke får tid til at simre)
  • 1 spsk citronsaft
Fremgangsmåde – tomatsauce
  1. Skræl og hak løget fint
  2. Skræl gulerødderne
  3. Riv gulerødderne meget fint og hak dem derefter for at gøre stykkerne endnu mindre
  4. Skræl og hak hvidløget meget fint
  5. Blend tomaterne
  6. Kom alle ingredienserne i en gryde
  7. Lad det simre (ikke koge) i et par timer
  8. Tilsæt eventuelt vand for at få konsistensen rigtig
  9. Velbekomme

Ingredienser – tandoori inspireret kylling

  • 2 kyllingfilleter
  • 1½ dl youghourt
  • 4 tsk tandori masala (fra Santa Maria)
  • 1 spsk salt
  • 1 tsk peber
  • 1 spsk olie
  • 1 tsk akaciehonning
  • 1 tsk stødt ingefør eller 2 cm friskrevet ingefær

Fremgangsmåde – tandoori inspireret kylling

  1. Bland alt andet end kyllingen sammen i en skål (dette kan eventuelt laves i forvejen og stå på køl)
  2. Skær kyllingerne i stykker på ca. 3×3 cm
  3. Bland kyllingstykkerne med lagen
  4. Lad dem hvile i køleskabet i mindst 3 timer, men gerne længere (3 timer er efter vores erfaring et absolut minimum)
  5. Kom kyllingstykkerne på spyd
  6. “Steg” spydene i ovnen hængende over en bradepande ved 200 grader (forvarmet)  i ca. 12 minutter
  7. Serveres straks
  8. Velbekomme!

Der er lukket for kommentarer.