Chakchouka (Bleeker style)

17. april 2012 | Skrevet af Dann

Chakchouka (Bleeker style) Min søgen efter nye retter der skal prøves ledte til en ret der hedder Chakchouka. Egentlig er det en ret der serveres som morgenmad i det nordlige Afrika. Herhjemme vil det nok som minimum kræve en brunch inden denne ret blev serveret som dagens første måltid, da det er en varm ret med grøntsager. Derfor er det også blevet til en ret der serveres til enten frokost eller aftensmad herhjemme. Retten skal helst serveres med noget godt brød til. Det giver lige retten det sidste pift.

Lene var meget skeptisk da vi prøvede retten første gang, men den blev hurtigt dømt til at være et hit der fremadrettet skulle laves ofte.

Der findes en lang række opskrifter med dette navn. Den største forskel mellem dem alle er de forskellige krydderiblandinger der bliver brugt i retten. Efter et par forsøg herhjemme har vi fundet frem til dem kombination, som vi synes er bedst. Den er ikke helt traditionel, men det er jo smagen det kommer an på.

Chakchouka (Bleeker style)Retten er nem at lave og smager super godt. Det er helt sikkert en fast del af vores madplan fremadrettet.

/Dann

Ingredienser

  • 2 cm ingefær på størrelse med en tommelfinger
  • 1-2 frisk rød chili
  • 4 fed hvidløg
  • 2 løg (eller rødløg)
  • 1 rød peber
  • 1 grøn peber
  • 1 gul peber
  • Lidt olivenolie (til panden)
  • 1 tsk salt
  • 400 gram flåede tomater (1 dåse)
  • 2 spsk balsamico
  • 3 æg
  • 10 kommenfrø
  • ½ tsk stødt paprika

Fremgangsmåde

  1. Skræl og hak ingefæren
  2. Skyl og hak den friske chili (fjern eventuelt kerner)
  3. Skræl og hak hvidløget groft
  4. Kom hvidløg, ingefær og chili op i en minihakker og kør det til en fin pasta
  5. Skyl og hak de tre peber i aflange stykker (4-6 cm lange)
  6. Skræl og hak løget i mellem stykker
  7. Blend de flåede tomater så de er klar til at blive brugt
  8. Varm en sauterpande op på høj (7/9) varme og tilsæt lidt olivenolie
  9. Kom de 10 kommenfrø på panden og svits dem i ca. 15 sekunder
  10. Kom paprika, ingefær, chili og hvidløgspastaen på panden og svits i ca. et minut under omrøring
  11. Kom løg og de tre peber på panden
  12. Tilsæt saltet og rør godt rundt
  13. Skru ned for varmen til lav (2/9) og kom låg på panden
  14. Vent ca. 15 minutter til grøntsagerne er blevet meget bløde
  15. Fjern låget og tilsæt balsamico samt de flåede tomater
  16. Lad det simre på lav (3/9) varme i 45 minutter uden låg
  17. Lav tre små fordybninger i retten
  18. Slå æggene ud i fordybningerne og kom låget på panden
  19. Lad det stå i ca. 7 minutter indtil det er blevet til spejlæg med en blød blomme (dette gøres oprindeligt i en ovn, men det er altså meget nemmere på panden)
  20. Tag panden af varmen og server straks
  21. Velbekomme!

4 kommentarer til “Chakchouka (Bleeker style)”

  1. Jan siger:

    Det ser dæleme godt ud!

    Desværre for meget i konen ikke kan lide. Men måske man kan bestille det, næste gang man kommer lidt syd på til Hørning?

  2. Dann siger:

    Det smager også godt 🙂

    Du er meget velkommen… og hvis ikke før, så kan jeg lave det til brunch den 1. januar.

    /dann

  3. Jan siger:

    Glæder mig til brunch!

  4. Lene & Dann Bleeker Pedersen » Blogarkiv » Set og sket i 2012 siger:

    […] Chakchouka (Bleeker style) […]