Signes første dag i børnehave

1. november 2011 | Skrevet af Lene

I går tog vi afsked med Signes fantastiske dagplejemor. Det var en noget tårevældet afsked, for vi har virkelig alle tre været glade for hende, så det er trist, at Signe ikke skal være der mere. På den anden side kan Signe jo ikke være der resten af livet og hun er klar til at fortsætte livet i børnehaven. Så vi overlevede at sige farvel og glæder os til fremtiden.

I dag var det så dagen, hvor Signe endelig skulle starte i børnehave. Hun har længe snakket om det og glædet sig, men havde ikke helt indset, at det så betød, at hun ikke skulle op til hendes dagplejemor mere. Hun spurgte da også i morges, om hun skulle op til hendes dagplejemor og blev lidt forvirret over, at svaret var nej. Men hun fulgte nu frivilligt med  børnehave.

Vi ankom lidt over 9 og blev mødt af en masse søde pædagoger og dejlige børn. Signe fik tøjet placeret i garderoben og løb ind og legede. Hun skulle dog lige af med sin madkasse og den var hun ikke meget for at slippe, men det lykkedes dog. Jeg fik lige en kop the inden vi skulle have tøj på igen, for Signes gruppe skulle ud og gå en tur. Vi gik udenfor på legepladsen lidt og snakkede med nogle af de andre børn. Der blev også serveret skåret frugt og rugbrød udenfor og der sad de børn, der var udenfor og spiste det. Det var ret hyggeligt.

Tiden blev inde til at gå en tur, så jeg tog Signe i hånden og så gik vi alle af sted. Der var i alt 17 børn på tur og 3 pædagoger og så mig. Børnene skulle gå to og to med hinanden i hånden eller med en af de voksne. Det var de ret gode til og Signe skal nok få det lært hurtigt. Turen gik hen til stationen, hvor vi skulle se tog. Det var et stort hit og det samme var alle de græskar, der stadig stod foran husene, vi gik forbi. Ved siden af skolen, var der en stejl bakke. Den var vi flere gange oppe og nede af. Det var sjovt for alle. På vejen tilbage til børnehaven gik vi igennem skoven. Det var hyggeligt med alle efterårsbladene.

Tilbage i børnehaven skulle vi spise madpakker. Det var lige noget for Signe. Vi satte os alle på gulvet og spiste de medbragte madpakker og drak vand. Børnehaven har den politik, at man skal spise rugbrød for man kan spise det sjove i madpakken. Det gjorde Signe også pænt.

Efter maden skulle Signe og jeg til at tage hjem. Børnene skulle enten sove eller udenfor og lege. Signe ville helst ikke med hjem, men det lykkedes til sidst. Hun kom hjem mættet af oplevelser og indtryk. Hun skal lige vænne sig til, at hun er omgivet af så mange mennesker i hendes dagligdag, men jeg tror, at hun kommer til at hygge sig rigtig meget dernede. Rammerne er til det og børn og pædagoger virker rigtig søde.

Hun glæder sig meget til at skulle derned igen i morgen, men er dog ikke pjattet med, at jeg går på et tidspunkt. Hun siger, at så begynder hun at græde. Men lad os nu se. Det kan være, at hun får så travlt, at hun ikke opdager, at jeg er væk.

/Lene

 

Der er lukket for kommentarer.