En weekend for Signe og far

6. juli 2011 | Skrevet af Dann

I løbet af de sidste par uger har jeg været ret meget væk hjemmefra til såvel hverdag som weekend. Hverdage da jeg har været meget af sted med mit arbejde til henholdsvis Odense og København. I weekenden da jeg har været til nogle forskellige aktiviteter i JCI. Når jeg er meget væk i perioder, så savner jeg min familie ret meget. Jeg glædede mig derfor utroligt meget til den netop overståede weekend, da jeg her ikke havde planer hverken lørdag eller søndag.

Hvad vi præcist skulle vidste jeg ikke, men at vi skulle være sammen var jeg helt sikker på. Det endte med en rigtig hyggelig weekend hvor Lene, Signe og jeg tog ind til byen lørdag formiddag for at købe noget nyt tøj til Lene. Lene fandt noget rigtig pænt nyt tøj, og da det var “overstået” tog vi hjem og efter lidt tid blev Signe lagt ud og sove.

Lene havde et par ting hun gerne ville have ordnet i løbet af weekenden, så Signe og jeg fik noget tid alene både lørdag og søndag. Lørdag eftermiddag valgte vi at blive hjemme, da hun vågnede relativt sent. Det blev derfor til en hyggelig dag derhjemme, hvor vi legede og hyggede os indenfor (det regnede).

Søndag var vejret lidt bedre, så her skulle vi et eller andet. Allerede fra morgenstunden snakkede Signe lidt om sin farmor og farfar. Derfor ringede jeg til dem og spurgte om vi måtte komme forbi, inden Signe og jeg tog på tur. Det måtte vi naturligvis gerne. Straks da Signe fik besked om at vi tog hen til farmor og farfar, begyndte hun at pakke sine ting, så hun var klar. Der var vist ingen tvivl om, at hun glædede sig til at komme afsted.

Henne hos farmor og farfar viste det sig, at de gerne ville med os på tur, hvis vi tog til Randers Regnskov. Derfor blev det hurtigt besluttet, at vi skulle i “regnskoven” som Signe kalder det. Hun talte straks om fisk og aber og alle de andre ting, hun ville op og se. Da vi ankom var der ingen tvivl om, at Signe havde været der før. Hun “trak” os alle sammen gennem kuplerne og vidste lige præcis, hvor hun gerne ville hen. Vi fik brugt en del tid på at kigge på fisk, søkoen, aberne og ikke mindst på at gå en tur gennem trækronerne (det gjorde vi mindst fem gange, indtil jeg sagde stop).

I løbet af besøget blev der også tid til en is (ja, det er hun begyndt at få en sjælden gang imellem), et æble og lidt at drikke. Vi var også et smut forbi nogle geder og kaniner, så de kunne blive klappet.

Da vi efter et par timer tog derfra var det en træt og glad Signe, der faldt i søvn i bilen på vej hjem til farmor og farfar. Hjemme hos farmor og farfar var der frokost og god mulighed for at lege udenfor på deres terrasse.

Hen på aftnen tog vi hjem, da Signe var meget træt. Da vi kom hjem skulle hun lige lege lidt på vejen inden det var tid til at hun skulle i seng. Det var en træt men rigtig glad Signe, der blev lagt i seng og sov ret hurtigt derefter.

At dømme efter hvor meget Signe har fortalt om weekenden siden, så har hun haft en rigtig hyggelig weekend. Det blev ikke mindst bekræftet, da hun mandag morgen spurgte, om jeg ikke kunne blive hjemme fra arbejde 🙂 På mange måde et spørgsmål jeg blev lidt ked af, for jeg vil da mere end noget i hele verden være sammen med min familie, men sådan kan det jo ikke altid være. Jeg tror det hjalp, at Signe skulle i gæstehuset – et sted hun rigtig godt kan lide at være.

For mig var det en helt fantastisk weekend, hvor Signe og jeg fik lidt tid alene og hvor Signe fik en masse gode oplevelser – både derhjemme, på vejen, hos farmor og farfar, i Randers Regnskov og alt derimellem. Jeg glæder mig allerede til næste gang Signe og jeg får “alenetid”.

Det var en fantastisk weekend!

/Dann

Der er lukket for kommentarer.