Arkiv for juli 2011

En lørdag i Legeland

mandag, 25. juli 2011 | Skrevet af Dann

I lørdags skulle vi på en rigtig hyggelig tur med flere medlemmer af BioBanden og ikke mindst de tilhørende børn. Planen var egentelig at tage i Tivoli Friheden, men som resten af Danmark måtte vi også konstatere, at udendørs aktiviteter i regnvejr ikke er et hit – i hvert tilfælde ikke hos de voksne. Efterhånden som lørdag nærmede sig og DMI ikke ombestemte sig, ja så blev planen lavet om, og vi tog i Legeland.

Det var Signes første besøg i legelandet. Hun har prøvet noget lignende i Lalandia, Skallerup Klit og Djurs Sommerland, men det var første gang vi var i et på en helt normal lørdag. Lige fra vi gik ind af døren var der ingen tvivl om, at det var et hit. Signe havde slet ikke tid til at vente på de andre, inden vi skulle ind i legelandet. Lige så snart vi var kommet indenfor løb hun afsted hen til en ting, hun skulle prøve. Heldigvis for mig, så blev det med far i hånden det første stykke tid.

Signe og jeg var på udforskning i hoppeborge, rutsjebaner, kravleområder, “lege-kugler” og meget meget mere. Det var skønt at se, hvordan hun er ret modig og kaster sig ud i ting, der får den gamle far til at blive meget bekymret.

Der var to andre fantastiske børn med os i Legelandet. De var lidt ældre (4 år gamle) end Signe. Signe syntes de var nogle rigtig seje piger og løb efter dem og imiterede meget af det, de lavede.

Midt på dage var det tid til, at Signe skulle sove til middag. Det endte med at blive i en barnevogn midt i Legelandet. På trods af et relativt højt støjniveau, så lykkedes det Signe at få sovet næsten en time, inden hun altså bare måtte lege lidt mere.

Alt i alt tror jeg Signe havde en rigtig god dag i Legeland, og det havde jeg også. Ikke kun var jeg sammen med nogle rigtig gode venner hele dagen, men der var også mulighed for at spille computerspil fra da jeg var barn. En ret sjov oplevelse.

Efter legelandet tog vi hjem til nogle venner og spiste aftensmad der. Signe legede igen lystigt med de andre børn og var slet ikke klar til at komme hjem, da klokken var omkring 20 (normal sengetid er 19). Hele vejen hjem talte Signe om legelandet og faldt derfor ikke i søvn.

Da vi var kommet hjem gik der dog ikke længe, inden hun sov godt og trygt i sin seng.

Hele familien Bleeker Pedersen havde en rigtig hyggelig dag.

/Dann

P.S. Her er et par billeder fra dagen.

32 år

mandag, 18. juli 2011 | Skrevet af Lene

I fredags var dagen, hvor jeg blev 32 år gammel. Jeg tyvstartede med fødselsdagsgaverne aftenen før, da Signe gerne ville give mig de tegninger, hun lige havde lavet sammen med hendes far. Det var dejligt og sødt og jeg blev så glad for dem og for at se Signes glæde ved at give mig dem.

På dagen fik jeg tegningerne igen og samtidig flagede Signe og Dann for mig og Signe var så stolt, mens hun lå og svingede med flag og sagde hurra for mor. Jeg fik også et billede af sæson 6 i serien Numbers. Jeg fik kun billedet, da sæsonen ikke er udkommet endnu. Af Dann fik jeg et gavekort til en spa-behandling. Jeg skal have en hot-stone massage. Jeg glæder mig.

Signe, Dann og jeg havde en god morgen. Dann havde bagt verdens bedste brød til mig. Det smagte dejligt. Signe blev afleveret i gæstehuset og Dann tog på arbejde, mens jeg blev hjemme og hyggede mig. Jeg lavede absolut ingenting, men hyggede mig. Min mor kom forbi og hyggede lidt om mig og ellers så jeg bare fjernsyn og hyggede mig med kaffe og vand.

Dann kom tidligt hjem og vi hentede Signe sammen. Hun blev så glad for at se os begge to hente hende. Vi tog hjem og hyggede os lidt på vejen, mens Dann lavede mad til mig. Jeg havde bestilt bøffer, bearnaisesovs, kartofler og tzakiki. Det smagte virkelig godt. Efter at jeg havde puttet Signe, hyggede Dann og jeg mig med lidt is og så black swan. Jeg synes det var en ok film, mens Dann faldt i søvn.

Alt i alt havde jeg en rigtig god dag sammen med min familie.

/Lene

Besøg hos Sculpture by the Sea i Århus 2011

torsdag, 14. juli 2011 | Skrevet af Dann

Søndag den 26. juni 2011 havde vi besluttet at tage en tur ud til Sculpture by the Sea i Århus. Det endte med at blive en tur sammen med Signe, Lene, Signes farmor og farfar samt min storebror og hans kæreste. Vi have glædet os rigtig meget til at komme derud. Sidste gang vi var afsted var i 2009 på den sidste hverdag i Danns barsel.

Vores forventninger til en god oplevelse holdt stik. Ikke kun fik vi set en masse flotte kunstværker på vores tur rundt på stranden og i skoven, men vi fik også tid til at hygge os sammen som en familie. Signe var meget betaget af alle de fine ting vi så,men det største hit var uden tvivl “regn-huset”. Det var et hus der var bygget, så det regnede indenfor. Signe talte meget om det på såvel dagen som de efterfølgende dage. Det var meget skørt 😉

Vi endte med at bruge en del timer derude, så Signe nåede at få lidt mad henne ved de store solbriller (som også var et hit). Vi syntes det var en rigtig god oplevelse, og glæder os allerede nu til, at vi skal derud næste gang byen får besøg af kunstværkerne på stranden og i skoven.

/Dann

P.S. De billeder vi tog på dagen kan ses nedenunder.

Bryllupsdag

fredag, 8. juli 2011 | Skrevet af Lene

I går havde Dann og jeg fire års bryllupsdag. Det er dejligt at have været gift i fire år, men tiden er godt nok gået hurtigt. Jeg synes lige, at vi er blevet gift og havde en fantastisk dag den 07.07-07.

Men der er altså gået fire år. Vi har fået en dejlig datter, købt hus, købt en ekstra bil og jeg er blevet færdig med min uddannelse og har også kortvarigt haft arbejde. Dann har skiftet afdeling og arbejdssted flere gange. Der er altså sket rigtig meget. Og Dann og jeg har det stadig godt sammen.

Vi har ikke så meget id sammen nu, som da vi lige var blevet gift. Dann arbejder en del og Signe tager rigtig meget tid. Ikke at det er dårligt, men hun skal bare have opmærksomhed hele tiden. Selv når hun sover holder vi øje med hende. Men vi nyder vores dejlige pige. Hun har en helt fantastisk alder, hvor hun er begyndt at udtrykke sin mening og snakker rigtig godt. Samtidig er hun nysgerrig og ligefrem, som et barn nu er.

Vi har ikke så meget tid alene sammen. Derfor nyder vi det også ekstra meget, når vi så endelig har tid alene. I går, i anledning af vores bryllupsdag, tog jeg derfor over til Dann i København. Jeg tog toget og var i København kl. lidt over 3. Dann hentede mig på Hovedbanegården og vi kørte ud til hans hotel og lagde min taske på værelset, inden vi tog S-toget indtil midtbyen. Vi stod af på Nørreport og gik en tur gennem midtbyen, ned til Nyhavn og ud til det kongelige skuespillerhus, før vi vendte om og gik forbi Christiansborg og byretten. Vejret var dejligt og der var mange mennesker. Det mindede lidt om Rom, så vi nød det.

Aftensmaden blev indtaget på Hereford Beefstouw, hvor vi fik nogle rigtig dejlige bøffer. Efter middagen gik vi tilbage til hotellet. Det tog nok en time, men vi hyggede os. På hotellet fik jeg et bad i badekarret og Dann så fjernsyn imens. Bagefter nød vi bare at have tid til at være sammen, uden afbrydelser.

Fredag morgen vågnede vi og gik ned og spiste morgenmad. Det var en dejlig buffet med alt hvad hjertet begærer. Jeg kunne lige nå et karbad inden vi tjekkede ud godt middag og derefter tog vi turen mod et italiensk supermarked inden vi kørte mod Århus. Der var meget trafik pga. ferie, men vi havde ikke de store problemer.

Vi har haft en rigtig god aften, nat og morgen og har hygget os sammen. Vi glæder os dog begge til at hente vores dejlige datter ude hos mormor og hygge lidt med hende.

Vi glæder os også til de næste mange år sammen.

/Lene