En hyggelig lørdag

28. maj 2011 | Skrevet af Dann

Det var egentlig meningen, at vi skulle have været en tur til Horsens i dag, men den plan blev ændret. Jeg var rigtig træt i morges, og fik derfor lov til at sove længe… rigtig længe. Da jeg vågnede var Signe lagt ud til sin middagslur, som hun dog ikke lige havde lyst til at tage i dag. Mens jeg sov havde Lene og Signe været en tur på et kræmmermarked, hvor Signe fik et par nye smykker hun kan lege med, et penalhus og en kugle. Alle tre ting var kæmpe hits, og hun var selv med til at vælge, hvad det skulle være. Derudover var der god tid til at Signe og Lene fik en masse hyggelig tid sammen herhjemme.

Da jeg, langt om længe, vågnede var det tydeligt, at Signe ikke ville sove til middag. Derfor foreslog jeg om Signe og jeg ikke skulle køre en tur til Randers Regnskov (det regnede så meget udenfor, at det skulle være noget indendørs). Planen var tredelt. For det første kunne Signe sove i bilen på vej derop. For det andet kunne vi få en rigtig hyggelig eftermiddag og for det tredje kunne Lene få lidt tid for sig selv. Som planlagt så gjort.

Signe valgte dog lige ikke at sove i bilen på vej derop, men ellers gik alt som det skulle. Vi havde en fantastisk tur rundt i Regnskoven, hvor vi gik lige derhen, hvor Signe gerne ville. Vi kom hen til nogle af de samme ting MANGE gange, men det var nu bare hyggeligt. Jeg tror vi var oppe og gå en tur i toppen af den store kuppel fire gange, inden hun gerne ville prøve noget andet. At det var en tur med mange indtryk var tydeligt da Signe på vej hjem i bilen talte med sin farmor i telefon. Der blev fortalt om aber, søko, krokodiller, skildpadder, fugle, fisk, (flere) aber, Nemo (der var klovnfisk), flagermus, vandfald og mange andre ting.

Midt i det hele var der også tid til en spisepause, og her drak Signe et helt glas mælk med sugerør. Det gik helt uden problemer. Så vidt jeg ved har hun ikke drukket med sugerør før, men det må hun have siden det forløb helt uden problemer.

På turen hjem faldt Signe hurtigt i søvn i bilen og nåede derfor at sove ca. tyve minutter inden vi kom hjem til mor (det glædede hun sig til), der havde aftensmaden klar til os.

Nu ligger Signe og sover sødt i sin seng, Lene sidder og ser Champions Leauge i fodbold, og jeg skriver et blog-indlæg.

Alt i alt en ret fantastisk lørdag, som I kan se lidt billeder og video fra nedenfor.

Vi havde egentlig planer om at tage i Djurs Sommerland i morgen, men det dårlige vejr taget i betragtning, så laver vi nok den plan om.

/Dann

Der er lukket for kommentarer.