Månedsarkiv: maj 2011

En hyggelig lørdag

Det var egentlig meningen, at vi skulle have været en tur til Horsens i dag, men den plan blev ændret. Jeg var rigtig træt i morges, og fik derfor lov til at sove længe… rigtig længe. Da jeg vågnede var Signe lagt ud til sin middagslur, som hun dog ikke lige havde lyst til at tage i dag. Mens jeg sov havde Lene og Signe været en tur på et kræmmermarked, hvor Signe fik et par nye smykker hun kan lege med, et penalhus og en kugle. Alle tre ting var kæmpe hits, og hun var selv med til at vælge, hvad det skulle være. Derudover var der god tid til at Signe og Lene fik en masse hyggelig tid sammen herhjemme.

Da jeg, langt om længe, vågnede var det tydeligt, at Signe ikke ville sove til middag. Derfor foreslog jeg om Signe og jeg ikke skulle køre en tur til Randers Regnskov (det regnede så meget udenfor, at det skulle være noget indendørs). Planen var tredelt. For det første kunne Signe sove i bilen på vej derop. For det andet kunne vi få en rigtig hyggelig eftermiddag og for det tredje kunne Lene få lidt tid for sig selv. Som planlagt så gjort.

Signe valgte dog lige ikke at sove i bilen på vej derop, men ellers gik alt som det skulle. Vi havde en fantastisk tur rundt i Regnskoven, hvor vi gik lige derhen, hvor Signe gerne ville. Vi kom hen til nogle af de samme ting MANGE gange, men det var nu bare hyggeligt. Jeg tror vi var oppe og gå en tur i toppen af den store kuppel fire gange, inden hun gerne ville prøve noget andet. At det var en tur med mange indtryk var tydeligt da Signe på vej hjem i bilen talte med sin farmor i telefon. Der blev fortalt om aber, søko, krokodiller, skildpadder, fugle, fisk, (flere) aber, Nemo (der var klovnfisk), flagermus, vandfald og mange andre ting.

Midt i det hele var der også tid til en spisepause, og her drak Signe et helt glas mælk med sugerør. Det gik helt uden problemer. Så vidt jeg ved har hun ikke drukket med sugerør før, men det må hun have siden det forløb helt uden problemer.

På turen hjem faldt Signe hurtigt i søvn i bilen og nåede derfor at sove ca. tyve minutter inden vi kom hjem til mor (det glædede hun sig til), der havde aftensmaden klar til os.

Nu ligger Signe og sover sødt i sin seng, Lene sidder og ser Champions Leauge i fodbold, og jeg skriver et blog-indlæg.

Alt i alt en ret fantastisk lørdag, som I kan se lidt billeder og video fra nedenfor.

Vi havde egentlig planer om at tage i Djurs Sommerland i morgen, men det dårlige vejr taget i betragtning, så laver vi nok den plan om.

/Dann

På togtur med far

IMAG1276Signe er rigtig glad for at køre i tog. Det var derfor naturligt for hende at svare “Køre tog” da vi spurgte hende, hvad hun gerne ville lave i dag. Når man stiller et så åbent spørgsmål, så skal vi naturligvis også være villig til at gennemføre det (inden for nogle grænser naturligvis). Derfor blev bilen pakket og Lene kørte Signe og mig til Skanderborg station. Her gik vi ind i kiosken og købte et par pølsebrød og noget vand. Derefter satte vi os på peronnen og snakkede om alle de fine tog, der kørte forbi. “De kører så stærkt” blev der sagt mange gange om de tog, der ikke stoppede på Skanderborg station, men som bare kørte igennem. Billedet her er fra ventetiden på stationen.

Efter ti minutters ventetid kom vores tog og vi gik forsigtigt ombord med hinanden i hånden (der er jo langt ned mellem peronnen og toget). Da vi først var inde i toget var Signe (som altid) meget begejstret. Hun gik frem og tilbage i toget og kiggede sig omkring. Inden længe (fem minutter) var vi fremme ved Hørning station og vi kunne stå ud af toget. Her blev vi mødt af Lene, der stod og ventede på os. Et eventyr var slut, og der er vist ingen tvivl om at både Signe og hendes far havde en fantastisk (om end kort) tur. Det er fantastisk for mig at opleve Signes glæde og entusiasme samt ikke mindst hvordan hun så gerne vil dele det med mig. Hun fortæller lystigt om alt, hvad hun selv oplever eller hvad vi oplever sammen.

Dette er langt fra første gang Signe kører i tog. Det har hun gjort en del gange efterhånden, og hun er lige fascineret hver gang. Vi har taget toget ind til Århus flere gange, og vi har også taget et tog hjem, hvor enten Lene eller jeg har taget toget med Signe og den anden har så taget bilen hjem (hvis vi altså var i bil). Det er helt sikkert også noget vi kommer til at gøre i fremtiden. Det er de små glæder, der betyder noget i hverdagen, og dem er der heldigvis mange af. I øjeblikket er det helt sikkert togture og rulletrapper, der er det største hit. Vi har således også præsteret at tage en tur ind til Århus med det ene formål at vi skulle køre på rulletrapper… og så tager man naturligvis toget derind 🙂

Det er skønt at være Signes far!

/Dann

Gåture i Rom

Lene og jeg har netop været på en fantastisk tur til Rom. Når vi er på ferie i en storby, så vil vi gerne gå rundt. Eller mere korrekt, så vil jeg gerne gå rundt og Lene er så sød, at hun efterkommer mit ønske. For at få et overblik over hvor langt vi egentelig gik, så har jeg prøvet at bruge Google My Tracks applikationen til min mobil. Det er et lille program, der optager præcist hvor man er. På den måde kan man efterfølgende få det lagt ind på et kort eller på anden måde analysere de data, der kommer ud af det.

Selve det at bruge programmet er vildt nemt, men det dræner batterierne på mobilen utroligt meget. Derfor er det ikke hele dage, der er blevet optaget, men dele af vores dage – indtil vi løb tør for strøm. Desværre kan jeg ikke finde ud af at dele et “interaktivt” billede fra denne del af Google Maps, men jeg har taget et skærmbillede, der kan ses nedenfor. Det er et kort over de steder, hvor vi har gået (og optaget det) i Rom.

Alt i alt, så har vi fået optaget vores gøren og laden i ca. 26 timer. I løbet af de 26 timer har vi gået 57 kilometer med en gennemsnitlig hastighed på 2,3 km/timen. En hastighed der naturligvis inkluderer pauser, frokost, besøg ved attraktioner og meget andet. Når vi har bevæget os, så har vi i gennemsnit gået med 5,9 km/timen. Det hurtigste vi har bevæget os har været med 14,43 km/timen. Af de 26 timer vi har gået, så har vi bevæget os i ca. 10 timer, hvilket vil sige at vi har gået rundt i ca. 40% af tiden, mens vi i de 60% af tiden har kigget på attraktioner, holdt pauser, spist mad, besøgt en butik eller noget helt femte.

Hvad kan man så bruge de tal til? Ja det er egentelig et rigtig godt spørgsmål. For os er det lidt sjovt at kigge på, hvor meget vi egentelig har gået rundt (da det jo er en del mere, end det vi har optaget), hvor hurtigt det er gået og hvor meget af tiden, vi reelt har brugt på at gå og hvor meget der er brugt på at besøge ting. Nu er en stor del af oplevelsen ved at være i Rom jo netop at gå rundt i byen, at gå gennem Forum Romarum og den slags, men det giver da en indikation. Specielt fedt er det dog at have kortet over vores bevægelser. Med det i hånden kan vi nemt finde ud af, hvor det nu var vi spiste, hvor vi så dette eller hint. Og skal vi nogensinde tilbage til Rom, så kan vi se hvor vi har været og mindst lige så vigtigt, hvor vi ikke har været.

Det største minus er helt klart at det ikke er hele vores ture, der er optaget. Hvordan vi kom tilbage til hotellet om aftnen er eksempelvis aldrig blevet optaget. Der er også en del huller i kortet, hvor vi rent faktisk har været, men hvor der ikke var strøm til at optage det.

Kan det bruges? Det må tiden vise, men for nu er det vist mest bare sjovt. Hvad siger I?

/Dann

Gåture i Rom i maj 2011

Turen går fra Rom til Hørning

Vi skulle rigtig tidligt op i dag. Danns telefon var sat til at ringe kl. 4. Vi var noget klatøjede, da vi stod op. Jeg fik et hurtigt karbad, mens Dann fik et almindeligt brusebad. Vi pakkede vores ting og kl. 5 stod vi i receptionen og tjekkede ud. Der var på forhånd bestilt en taxa til os og vi betalte for den sammen med en afgift, som man skal betale for at overnatte i Rom.

Siddende i taxaen gik turen mod Fiumicino lufthavn  i høj fart. Det var en lidt vild tur og jeg er bare glad for, at der ikke var mere trafik, end der var. Vi ankom til lufthavnen ca. 5.30 og fandt vores tjek-ind skranke. Der stod vi i kø lidt og så gik vi igennem sikkerhedskontrollen. Vi havde god tid og desværre var det meste af lufthavnen lukket så tidligt. Jeg fik dog en croissant og ellers sad vi bare og ventede på at skulle boarde.

Vi sad på hver sin side af midtergangen, men der var heldigvis ingen problemer under flyveturen, der gik lige som den skulle. Kl. 8.15 landene vi i Zürich. Vi gik lidt i lufthavnen og fandt så et sted at spise lidt morgenmad. Jeg fik en amerikansk morgenmad bestående af æg, bacon, pølser, kartofler og brød. Det smagte godt men var også meget tungt.

Ventetiden fik vi til at gå med endnu en gåtur og så fandt vi vores gate, hvor vi sad og ventede til vi skulle om bord på flyet. Kl. 12.20 lettede flyet og vi fløj mod København. Der var lidt turbulens på turen og det brød jeg mig bestemt ikke om. Men vi landede uden problemer kl. 14.

Bagagen skulle vi vente lidt på, men vi fik den til sidst og løb mod toget. Vi nåede det lige. Vi satte os i en helt tom kupé. Togstewarden kom lidt senere og sagde, at vogne egentlig var lukket indtil Fredericia, men at vi da gerne måtte blive siddende. Det gjorde vi så og sad der helt alene indtil Fredericia, hvor toget blev fyldt af passagerer og vi fandt nogle nye pladser (dem vi havde var reserveret af nogle andre). Turen gik uden problemer og ca. kl. 18 var vi på Skanderborg Station. Vi var så heldige at blive hentet af Danns far og kørt hjem. Vi var hjemme 18.21 efter en lang dag og en dejlig ferie.

Det eneste vi manglede den dag, var at hente Signe hos farmor og farfar. Det gik heldigvis uden problemer og Signe lå i sin seng kl. lidt over 8 og vi kunne sætte os i sofaen efter at have pakket ud. Det har været en god ferie, men vi var også glade for at være hjemme i vores dejlige hus med vores dejlige datter.

/Lene (& Dann)